Åndens rige

Åndens rige, grundlagt i det arkaiske Grækenland som en bogkultur, der kanaliserer menneskets refleksive bevidsthed, løber ikke længere rundt.

Det viste sig, at tænkende mennesker, som udtrykker sig i tegn på papir, ikke var en naturgiven ressource, for fra midten af det 19nde århundrede blev forbindelsen mellem tegnet og menneskene afbrudt.

Mænd med værktøj, som har til huse i det praktiske liv, opfandt en ny maskine, som kan skrive uden at tænke, og siden har de arbejdet for en omlægning af det samlede tegnproduktionsapparat til egne formål.

Sådanne mænd, som førhen blev kaldt ‘idioter’, fordi de ikke deltog i den engagerede, offentlige samtale om samfundet, har dygtigt bygget et globalt computersystem som et skjold over deres stupiditet.

Men fordi disse mænd ikke ved, at de ikke selv er i stand til at tænke, så tror de, at de kan lære deres værktøj at tænke, og på den måde kontrollere åndens rige.

Værktøjet begynder derfor at lære, hvordan man er dum, og efterhånden bliver næsten alle tegn brugt på at udtrykke de samme almindeligheder.

Ingen ved efterhånden, om de tilhører arten ‘menneske’ eller ‘computer’, fordi disse mænds dumhed har sat sig i stedet for hele tænkemåden.

Hvis man skriver en refleksion over, hvad det vil sige at gøre således, og om man burde handle anderledes, så rejser en nærmest indvortes modstandskraft sig, som retter tegnene eftertrykkeligt til, og snart vil man overrasket erfare, at man har opstillet en funktion til, at få vasket sine underdele på 60​​°.

Tegnene spændes foran vognen, og så må man se, hvor det fører hen.

Nogen må gå ind i computeren som en Gud, der, efter at have været i den forhistoriske og romantiske natur, i templer og kirker, kan forklæde sig som metalfolie, lydbølge, elektronisk plasma, og genfremstille de tegn, som ellers går til spilde.

For hvis computeren kan blive dum, så har den ikke været helt tankeløs.

Den manglede bare dømmekraft.