En lokalreporters Facebook-bekendelser. Eller: Ni tips til at bedrive borgernær journalistik digitalt

Hvordan bedriver man ægte, nærværende og relevant lokaljournalistik i cyberspace? For os på TV2 ØSTJYLLAND var der ikke et bedre tidspunkt at eksperimentere med dette end i tiden op til kommunalvalget i efteråret 2017.

Dette indlæg er en guide til jer, der vil tættere på brugerne (og hvem vil ikke det?), opdyrke kildenetværk og være til stede dér, hvor debatterne og snakkene om stort og småt finder sted lokalt… digitalt! Indlægget er en guide — fuld af dos og don’ts og refleksioner.

For en måned siden blev lokalreporterne genindført efter “prøveperioden” op til kommunalvalget. Hver måned har reporteren selvtilrettelagt tid, så de kan gå på jagt efter gode historier i deres respektive østjyske kommuner. Erfaringerne fra valget viste, at det at have en personlig indgang til huset er rigtig vigtig. Derfor er lokalreporterne lokalreportere på fuld tid. Døgnet rundt kan de kontaktes på Facebook, Messenger, mail og sms. De bruger deres private Facebookprofiler redaktionelt, så de kan starte samtaler, linke til relevant lokalstof og finde nye kilder. De bliver brandet på vores hjemmeside og i spots i vores tv-udsendelser og får løbende tips fra borgere, som har fået øjnene op for at lokale, nære historier kan være relevante for flere, end de regner med. Digitalt kan vi nemlig bedre lykkes med at være lokale, end vi kan på nogen anden måde — inkl. at have fysiske lokalredaktioner bemandet fra 9 til 16.

Jamen, går I så på kompromis med journalistikken? Det spørgsmål bliver vi nogle gange stillet, når vi fortæller om vores lokalreportere. Og svaret er selvfølgelig nej. Lokalreporterne har samme kriterier for indhold som resten af huset — men fordi de selv kan sende live via Facebook, skrive og publicere artikler på vores hjemmeside og efterfølgende dele og debattere dem på sociale medier, har vi mulighed for at gå hyperlokalt og (for)blive relevant i hele vores sendeområde. Det, der er relevant i Ryomgård er ikke nødvendigvis relevant i Grenå, men ved at lokalreporterne kan distribuere lokalt via web og Facebook kan vi lave flere hyperlokale historier — uden at ’genere’ resten af vores sendeområde.

Lokalreporterne tjekker dagsordener, følger med i nyhedsstrømmen og tager del i relevante lokale Facebookgrupper, men de bruger også meget tid på at lytte. For idéen med at komme tættere på vores brugere begynder med samtaler, og hvis de skal være frugtbare, skal der investeres i både tid og forståelse. Én af dem, som har fundet sig til rette med de nye opgaver, er Thomas Gam Nielsen, der dækker Djursland:

Jeg hoppede bogstavligt talt ind i min valgkampsdækning en efterårsdag sidste år. Se selv her:

Bum. Se mig, Jeg står lige her og vil såmænd bare gerne have, at du deler din historie med mig og resten af Østjylland.

Ja, nogenlunde sådan kunne den tekstbaserede oversættelse lyde af det opslag, som jeg lagde på min Facebook-profil. Bevares, godt nok gav lige præcis dét her opslag ikke den næste tophistorie, men selve det at bruge min Facebook-profil til dialog og som journalistisk platform gav mig masser af tips under dækningen af kommunalvalget i Syddjurs Kommune for TV2 ØSTJYLLAND.

Igennem de næste ni opslag fra valgkampen vil jeg vise, hvordan og hvorfor jeg brugte min egen Facebook-profil til at formidle de historier, jeg arbejdede med som lokalreporter. Jeg vil også vise, hvor jeg kunne have gjort det bedre eller anderledes.

Og hvorfor så i det hele taget være mig? Altså, hvorfor bruge min private profil til at bedrive journalistik? Fordi jeg som journalist gerne vil være en del af lokalsamfundet. Det er jeg ikke nødvendigvis som medie, men det er jeg som menneske. Jeg er (forhåbentlig) ansigtet på én, folk vil dele en historie eller et synspunkt med — hvis jeg investerer i samtalerne, deltager og taler med.

1: Det begynder med indholdet

Al journalistik begynder med relevant formidling, der i første omgang beskriver hændelser, giver forklaringer og senere måske skaber forandring. Uanset platform og format, så handler det om at formidle noget, som interesserer folk — på en måde, der vækker interesse og skaber grobund for samtaler.

Jeg skrev denne historie om en lokalpolitiker — som senere blev kendt for en helt anden sag — der var på ferie i Tyrkiet i stedet for at deltage i de afsluttende budgetforhandlinger. En relevant historie for Syddjurs’ borgere på TV2 ØSTJYLLANDs hjemmeside, som jeg også valgte at dele som et almindeligt link på min Facebook-profil.

Relevant, men uden nogen egentlig efterfølgende interaktion på min egen side. Det er der flere årsager til. Dels var det en af de første gange, jeg begyndte at poste indhold om Syddjurs. Dels var opslaget kedeligt. En kort og ret nøgtern beskrivelse, en fin nok overskrift og et intetsigende billede.

Hvis vi nu lige lægger til side for en stund, at den omtalte politiker senere blev inddraget i en anden sag, hvor han stadig er sigtet, og holder fast ved opslaget her, så kunne jeg godt have arbejdet noget med formen på mit opslag til den her historie for at gøre det interessant at tale med om. Så det ikke bare blev registrerende og lidt “nå”-agtigt, men var mere åbent.

Der er ikke noget i vejen med at linke til ting. Ud af de 49 opslag, som jeg lavede i forbindelse med kommunalvalget, så var 14 af dem alene henvisninger til andre historier, men der skulle have været arbejdet mere med det her opslag: Jeg skulle tydeligere have forklaret, hvorfor det var en interessant historie.

2: Men der skal mere til

Tag eksempelvis dette opslag:

Den daværende borgmester Claus Wistoft (V) kom med et landspolitisk indspark til skolereformen fra 2013. Han bad om arbejdsro og ikke flere nye tiltag fra Christiansborg.

Jeg linkede også til hans indlæg fra Altinget, men samtidig bearbejdede jeg opslaget. Jeg satte noget ekstra tekst på det screendumpede billede, og jeg satte en betydningsbærende emoji på.

Samtidig taggede jeg andre kandidater fra Syddjurs, som jeg vidste havde en holdning til emnet. Det blev diskuteret heftigt, og Facebook-tråden blev til et stykke selvstændig journalistik, hvor fakta blev fremlagt, og meninger blev vendt.

Idéen med at prikke til folk, som man forventer har en holdning til éns indhold, er dels en god service ift. at gøre opmærksom på et stykke relevant indhold, dels er det selvfølgelig en rigtig god måde at få startet en kvalificeret interaktion.

3: Det er mit professionelle jeg med et personligt præg

Jeg er ret ublu, når det kommer til at bruge min egen profil til formidling af journalistik. For det første deler jeg kun ting, som jeg personligt føler, at jeg kan stå inde for. For det andet betragter jeg min Facebook-profil som en offentlig profil og som et redskab til at finde historier og kilder — så derfor skal kilder også have muligheden for at opsøge mig her.

Jeg bruger stadig Facebooks grupper til arrangere private ting — som eksempelvis en kammerats polterabend eller min søns fodboldtræning. Men det foregår i lukkede grupper, som er mere private og uinterresante for andre. Så længe Facebook kan tilbyde vandtætte skodder, så andre folk ikke læser med i, hvornår jeg er til polterabend og lignende, så har jeg intet problem med at bruge min Facebook-profil som en platform og et journalistisk værktøj.

Rent lavpraktisk har jeg tilføjet mange politikere og nogle borgere fra Syddjurs som mine venner på Facebook. Hvis jeg ikke har en relation til dem i min fritid, så har jeg tilføjet dem på den liste, som jeg har døbt “Kilder”. Hvis jeg så vil dele et billede af mine børn eller en druktur, som jeg ikke vil have, at de skal se i deres feed, så kan jeg klikke af, at de ikke skal se det på Facebook. Nu deler jeg ikke ret mange billeder af mine børn på Facebook, så jeg har ikke stået i en situation endnu, hvor det har været nødvendigt.

Samtidig har jeg det ok med at bruge mig selv i min formidling. Det gør jeg også, når jeg er livereporter på TV2 ØSTJYLLAND. Det nye er blot, at jeg får mere direkte og kontant respons på den journalistik, jeg laver — også når jeg inddrager mig selv. Det vigtige for mig er blot, at min person ikke står i vejen for formidlingen af historien, men at jeg omvendt bruger min person til at sætte ansigt på formidlingen.

4: Dialog som selvstændig journalistik

Der blev både snakket om milliarder og vandpytter, da min kollega interviewede Syddjurs’ daværende borgmester på en mark ved Kolind under kommunalvalget. Jeg delte historien og begyndte at invitere forskellige aktører til at deltage i dialogen: Både lokale forkæmpere for Kolind Engsø og den danmarkskendte biolog Morten D. D. Hansen.

Debatten tog en spændende drejning, hvor biologen endte med at besvare spørgsmålet: Hvad vil du gøre for naturen, hvis du havde en milliard kroner nu og her til at ændre noget? Det korte svar er, at Morten D. D. Hansen ikke ville satse på en engsø. Hvis han skulle tænke på biodiversiteten, så ville andre typer natur være højere på listen.

For mig er den Facebook-tråd i sig selv et stykke journalistik, der er relevant for lokalområdet, men også for dem, som interesserer sig for Danmarks natur. Den kunne godt køre videre på andre platforme, men dialogen er også et stykke selvstændig formidling, som jeg glædeligt lægger Facebook-profil til, når diskussionen er meningsfuld for lokalområdet.

5: Fem kroner for at tisse her?

En eftermiddag, mens jeg var i gang med cirka tre andre historier, kom min gode kollega Asbjørn forbi. Han sluger udvalgsdagsordener for samtlige østjyske kommuner hurtigere end nogen anden, og han havde lige set noget om offentlige toiletter.

Jeg havde travlt, men jeg strikkede hurtigt et billede sammen og spurgte, hvad folk syntes om forslaget, der kunne betyde, at det ville koste fem kroner at bruge offentlige toiletter Syddjurs Kommune. Forslaget blev ikke vedtaget, men mere interessant var den meningsudveksling, der udspillede sig og blev mere og mere konstruktiv.

Det var primært en kandidat fra Liberal Alliance og De Radikale, som bidrog. Der var saglige argumenter og konstruktive løsningsforslag på bordet. Eksempelvis blev der linket til løsninger fra nogle tyske byer, hvor folk gratis kan bruge restauranters toiletter via en ordning, hvor kommunen så betaler restauranterne for det.

Se indslag fra Tyskland om konceptet her:

Og sådan blev en udvalgsdagsorden til et stykke levende, debatskabende og konstruktivt journalistik direkte i øjenhøjde med målgruppen på min egen Facebook-profil.

6: Også fest og farver

Alle kender til Cold Hawaii, men hvad med cOLD Florida? Sådan tænkte jeg, da jeg fandt et billede fra Ebeltofts kyst, farvelagde det med Messenger-appen og lavede min egen vinkel på en større historie, som vi fortalte den dag på alle vores platforme.

Syddjurs har mange ældre borgere, og særligt i Ebeltoft om omegn. Det er en evig debat, om det er godt eller skidt, og jeg prøvede at få nogle smil frem ved at lave min egen tolkning på temaet. Debatten om byens fremtid er livlig, og mange bidrager med mere gennemarbejdede indslag, men på denne måde kunne jeg fange noget af essensen og linke videre til en artikel fra vores hjemmeside.

Efterhånden har jeg udviklet min egen personlige og genkendelige (men måske ikke decideret kunstneriske) stil i min digitale formidling. Det er både nemt og hurtigt for mig, let at afkode og lidt skævt og anderledes for dem, jeg henvender mig til.

7: Styr dialogen: Da borgmesterens kone skulle ud af debatten

Ligesom der bliver moderet på ethvert medies Facebook-side, så kræver det også et vågent øje at være tovholder på den debat, som foregik på min egen Facebook-profil under valgkampen.

På et tidspunkt måtte jeg ty til gifs for at lede debatten tilbage på sporet, da snakken faldt på folkeskolen i Syddjurs Kommune. Den daværende borgmesteres kone var blevet sneget ind i debatten, eftersom hun er folkeskolelærer. I et par kommentarer handlede det om, hvem der havde bragt hende ind i debatten, og inden det begyndte at udvikle sig til en omgang mudderkastning, prøvede jeg at føre debatten tilbage på sporet.

Det lykkedes nogenlunde. Efter valget blev jeg også beskyldt for selv at gå efter personen i stedet for bolden, da SF’s rutinerede politiker og tidligere borgmester Kirstine Bille bad mig rette et par ting i mit opslag på Facebook.

I sidste ende har jeg selv ansvaret for både den gode tone og de presseetiske rammer i kommentarsporene på min egen Facebook-profil, og derfor er det — som altid, når man poster på Facebook — en rigtig god idé at følge med i trådene, forsøge at dreje samtalen i konstruktiv retning, blande sig og i sidste ende skjule eller fjerne kommentarer, der af den ene eller anden grund er over grænsen.

8: Reality is the new quality

Klokken var 7.15, da jeg sendte live på Facebook en dag før valget. Igennem 25 minutter nåede jeg at filme et par børn, interviewe en mor, en pædagog, en daglig leder og to politikere. Det var (lidt for) rystende i udførelsen, men det var direkte, mens hverdagen stod på i det private børnehus Solbærkrogen.

Videoen er nået ud til 3.000 personer, og den er delt 36 gange. Videoen forsøger at besvare, hvordan en kommunal institution, der mangler børn, lige pludselig klarer sig godt, nu hvor den er kommet på private hænder. Der er masser af ting, som jeg kunne have gjort bedre: Jeg skulle have gjort mere opmærksom på, at jeg sendte live, så endnu flere ville have set videoen. Videoen er alt for lang, og det ryster.

Men en kommentar et par dage summerer meget godt op, hvorfor jeg tror, at folk gerne ville dele videoen:

“Næste gang jeg læser den der billige kritik om, at journalister er elitære og aldrig ude blandt almindelige mennesker, vil jeg blandt andet tænke på din og vore andre kollegers dækning af valget her. Bravo!” lød en kommentar til videoen.

Det betyder noget for borgere, at jeg kommer ud og besøger deres hverdag, og så gør det ikke altid så meget, om jeg fik filmet det hele på den rigtige måde. Det er det hyperlokale nærvær omkring en relevant problematik, der er det centrale.

9: De geografiske grupper: Den lokale kampplads og guldgrube

Lige nu har jeg godt 1.000 kontakter på Facebook, og godt 87 af dem bor i Syddjurs Kommune. For at udvide kredsen af folk, der så mine opslag, brugte jeg også de forskellige geografiske Facebook-grupper.

Det viste mig tydeligt, at udover de større kommunale spørgsmål, så var der også mange lokale ønsker og kampe, som var en del af valgdebatten.

Stort set alle lokalsamfund vil gerne have bedre cykelstier, men i Rønde var det ønsket om en svømmehal, der var det lokale islæt. I Hornslet, som er den by, der vokser mest i Syddjurs Kommune, var det forslag om en bedre infrastruktur og nye børneinstitutioner, som lå højt på borgernes ønskeliste til politikerne.

Jeg brugte overhovedet ikke grupperne nok, men det er i hvert fald en lektie, som jeg vil tage med videre. Der gemmer sig mange relevante historier i de geografiske Facebook-grupper, men det også her, at der kan opstå reel dialog, hvis jeg forstår at tyde, hvornår et opslag er relevant for de folk, der er med i gruppen.

Hvis du vil høre endnu mere om, hvordan man arbejder som lokalreporter, så se med i videoen her:

Thomas Gam Nielsen dækker fremover Djursland for TV2 ØSTJYLLAND. Følg ham og de andre lokalreportere.

Lokalreporter-tankegangen er inspireret af Lone Rytter, der indtil januar var journalist på JydskeVestkysten, og Kristian Strøbech.

Af Thomas Gam Nielsen, journalist, og Marlene Boel, indholdschef, TV2 ØSTJYLLAND