Fake News holder os fanget

Det særlige ved fake news er ikke, at der findes løgn i offentligheden. Det har der alle dage gjort. Det særlige ved fake news er, at der findes løgn, der netop har en helt særlig iklædning: Nyheden.

Af Ejvind Hansen, Chefforsker i journalistisk filosofi, DMJX

Særligt siden den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016 har begrebet “fake news” spillet en stor rolle i offentlige debatter og refleksioner herom. Ofte som en del af magtkampen i den offentlige debat, når man beskylder den andens synspunkter for at være baseret på fake news. Men begrebet bruges ligeledes til at reflektere over, hvordan offentligheden i stigende grad undermineres af, at folk baserer deres synspunkter og debatter på oplysninger, der ikke er sande.

USA’s præsident Donald Trump er storforbruger af begrebet “Fake news”. (Grafik: Heblo. (creativecommons.org/publicdomain/zero/1.0)

I sidstnævnte sammenhæng bliver “fake news” ofte til en del af en forfaldsfortælling, hvor vi er ved at give køb på nogle af klenodierne fra oplysningstiden: Nemlig ideen om, at samfundet skal styres på baggrund af fakta, som graves frem af eksperter, men også gøres til genstand for en kritisk diskussion ude i offentligheden, hvorved vi får skilt skidt og kanel fra hinanden. Men for at dette kan ske, er det vigtigt, at vi har adgang til sand oplysning — for kun da kan vi regne med at “forkerte” eller “urealistiske” holdninger vil slå sig på den klippegrund, som sandheden udgør. Men hvis fakta efterhånden eroderer og bliver til en sandbund, der bare giver efter, når vi skubber til den, ja så vil den demokratiske offentlige samtale også i sidste ende erodere.

Fake news er et udtryk for det kreative ved mennesket, at vi har en fantasi, der kan forestille sig noget, som ikke er til.

Forfaldsfortællingen vil jeg gerne være med på. Jeg tænker imidlertid at man kan lægge et ekstra lag på forfaldet gennem en refleksion over forholdet mellem sandhed og frihed.

Fake news som et produkt af frihed

I første omgang kunne man ellers mene, at fake news sådan set er et produkt af, at vi gør os “frie” fra sandhedens bånd. Hannah Arendt har gjort opmærksom på, at i denne forstand har løgnen og politikken faktisk en fælles grund: Begge dele forudsætter nemlig, at vi kan forestille os, at verden var anderledes end den er. (Kilde: Arendt 1972: 5–6)

Hannah Arendt i kunstneren Bernd Schwabe streg. [CC BY-SA 3.0 (https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0)], from Wikimedia Commons

Derfor kunne man mene, at fake news i bund og grund handler om, at vi vælger ikke at lade os binde af sandheden. Fake news er et udtryk for det kreative ved mennesket, at vi har en fantasi, der kan forestille sig noget, som ikke er til.

Man fanger imidlertid ikke det særlige ved fake news, hvis vi kun forstår fake news som et udtryk for kreativ fantasi og/eller løgn. Det særlige ved fake news er ikke, at der findes løgn i offentligheden. Det har der alle dage gjort. Det særlige ved fake news er, at der findes løgn, der netop har en helt særlig iklædning: Nyheden. Faktisk bør man gå så vidt som at sige, at det afgørende ved fake news ikke er, om de er sande eller falske. Fake news kan faktisk godt være sande. Det afgørende ved fake news er derimod, at sandheden ikke er målet men allerhøjst et middel til at opnå det egentlige mål: Opmærksomheden.

I forhold til et konstant behov for at tildrage sig mest mulig opmærksomhed, kan medier godt opleve, at der sker alt for få virkeligt opsigtsvækkende nyheder i verden.

Fake news er det konsekvente resultat af opmærksomhedsøkonomien, der handler om, at opmærksomheden i dag er blevet den knappe ressource. Nyheder er stadig noget, der tiltrækker sig opmærksomhed, fordi vi alle grundlæggende har et behov for at blive orienteret om, hvad der foregår i verden. Men nyheder kan også godt være lidt kedelige. I forhold til et konstant behov for at tildrage sig mest mulig opmærksomhed, kan medier godt opleve, at der sker alt for få virkeligt opsigtsvækkende nyheder i verden.

Og her har de falske nyheder den fordel, at det behøver de ikke lade sig begrænse af, da de kan opfinde deres egne nyheder. Nyheder, der er så opsigtsvækkende, at de uvægerligt vil tildrage sig den attråede opmærksomhed.

Fake news holder os fanget

Problemet med dette er imidlertid, at det samtidig er påvist, at vi har en tendens til at tillægge informationer, der bekræfter os i vores forudgivne opfattelser en større troværdighed, end informationer, der modsiger vore fordomme.

I den nye offentlighed, hvor news og fake news blander sig mellem hinanden vil vi altid kunne finde informationer, der bekræfter de synspunkter, vi allerede har. Derfor ender vi i en situation, hvor informationerne aldrig rigtig kommer til at udfordre os — fordi hvis vi skulle støde på sådanne, kan vi altid finde nogle andre, der modsiger dem.

Journalister og fotografer i aktion ved et FN-møde. (creativecommons.org/publicdomain/zero/1.0)

Badiou har imidlertid argumenteret for, at vi herved mister chancen for at blive udfordret — og dermed vokse — som mennesker. Selvom fake news i bund og grund udspringer af, at vi selv kan vælge, hvad vi vil tro på (altså en form for frihed), så resulterer den i, at vi aldrig bliver større, klogere, dygtigere til at forstå verden. Vores evne til at forestille os verden som anderledes end vi tror (en anden form for frihed) falder.

Faren ved dette er jo, at vi bliver dårligere til at leve sammen i samfundet. Hvis jeg hele tiden bekræftes i mine fordomme, så må jeg i stigende grad undres over, at andre ikke har de samme. De andre må jo enten være dumme eller onde. Og det er næppe den bedste forudsætning for en fredelig sameksistens af borgere i et demokratisk samfund. I et deliberativt demokrati, hvor vi seriøst forsøger at diskutere uenigheder på en måde, hvor vi rækker ud efter hinanden, har vi brug for at skændes om forhold og hændelser, hvor vi ikke selv kan vælge. For først når vi giver os i lag med den slags forhold, bliver vi for alvor bedre til at kunne leve sammen i et demokrati med folk, som vi er uenige med.

Epilog

Ovenstående er pixiudgaven af en forskningsartikel, som Ejvind Hansen har skrevet i 2018, hvor han reflekterer over ovenstående vha. filosoffer som Arendt og Badiou, og hvor han dertil også kommer ind på Habermas’ tanker om, hvordan sandheden fungerer som et værn imod at borgerne i samfundet driver for langt fra hinanden.

Hannah Arendt, 1972. Lying in Politics. Reflections on the Pentagon Papers. In: Crises of the republic: lying in politics civil disobedience on violence thoughts on politics and revolution, 1–47. New York, NY: Harcourt Brace Jovanovich

Artiklen er netop antaget til udgivelse i Res Cogitans (https://tidsskrift.dk/res_cogitans).