Instagram — How to make it

Med 1 milliard aktive brugere, kan man roligt sige at den populære app skaber potentiale for at blive set og hørt. Indsatsen er krævende og konkurrencen er hård, så det handler om at vide præcist hvad man gør.

DMJX
DMJX
Feb 5 · 6 min read

Af Ulla Risager Rasmussen, grafisk designer, art director, adjunkt, DMJX

åde virksomheder og private anvender instagram til professionelle formål, og hvis du gerne vil have succes er der flere ting du kan gøre eller optimere. Hovedsageligt handler det om at have; kvalitetsindhold, en klar biografi, gode captions og hashtags, locations, stories og highlights.

Indhold

Det siger sig selv, at hvis du har noget på hjerte, og brænder for at andre skal vide det, kende det, købe det, eller holde af det, er kvaliteten af indholdet det absolut primære fokusområde. Dit feed skal være så visuelt appellerende, at folk vil have mere. Selvom du ikke er professionel fotograf, kan du sagtens få succes alligevel. Det handler om at kunne se det gode motiv, farvesammensætning, linjer, perspektiv, lys og skygge eller fange et øjeblik.

Find ud af hvad dine potentielle følgere tænder på. Hvis du kan få en følelse frem eller et “smile in the mind” hos dem, kommer du langt.

Det gode motiv findes alle steder, også i hverdagen. Find inspiration på de profiler du kan identificere dig eller dit produkt med. Hvad er dit budskab, taler du til patos, etos eller logos, har du en god historie? Afhængigt af hvad du vil sige, rammer du forskellige segmenter, så find ud af hvad dine potentielle følgere tænder på. Hvis du kan få en følelse frem eller et “smile in the mind” hos dem, kommer du langt. Se det som klassisk markedsføring hvor den gode historie er fundamental.

Hvis du vil lave en ny profil, så start med et moodboard der viser den stil og tone, du gerne vil have. Det er essentielt at have noget at holde sig til, dit formål skal være klart, og du skal tale et enkelt og tydeligt sprog. Lad være med at stritte i mange forskellige retninger, for dine følgere vælger dig, fordi de har en forventning om, hvad de får fra dig, og de forventninger skal du overholde, hvis du da ikke ønsker at miste dem igen. Dit feed er det mest centrale, det er her potentielle følgere ser hvad du har at byde på, så vær din egen kurator, der kritisk tager stilling til hvert billede. Der findes flere apps hvor du uploader dine billeder og layouter det perfekte flow offline. Smart, for så undgår du at slette posts, og ærgre dig over en dårlig rækkefølge.

Biografi

Prioriter den lille tekst under dit profilbillede, den bliver alt for ofte overset. Her skal du kort og præcist præsentere hvem du eller dit produkt er, og inspirere dine potentielle følgere til hvad de kan bruge dig til. Vær ikke mystisk og drop barnlige emojis, medmindre det tiltaler din målgruppe. Husk call-to-action, med website, shop, blog eller andet der fremmer kontakt, synlighed eller salg. Profilbilledet skal også prioriteres, tekst/logoer skal være læsbare, og portrætter skal kunne identificeres. I det hele taget skal det være tydeligt at afkode.

TIP: Søstrene Grene har forstået at involvere deres brugere, ikke bare via følgere og likes, men også med opfordringer igen­nem deres biografi, stories samt highlights.

Captions og Hashtags

Du skal ikke alene være dygtig til at formidle indhold visuelt, du skal også kunne skrive, for din caption har en central funktion. Selvom det første brugerne ser, er billedet, kan du med din tekst skabe yderligere forståelse, fortælle en god historie, lave et statement eller få dem til at smile, og derved få action — et like, en kommentar eller en ny følger. Husk at dine følgere og potentielle følgere ikke ved, eller ikke kan huske dig fra så mange andre, så mind dem om hvad du gør, tal til dem, og fortæl hvorfor dit er værd at følge med i — det skaber en følelse af forbindelse. Desuden bliver du vist mere på Instagram, hvis du har meget engagement fra brugerne.

Der er ingen andre end ens trofaste venner der gider en ligegyldig flod af hashtags.

En anden mulighed for at blive set, er via hashtags. Du kan bruge helt op til 30 hashtags pr. post, men brug generelt ikke mere end omkring de 10, og gem dem væk i den første kommentar. Lægger du dem i kommentarfeltet bliver de stadig linket til dit billede, men de er ikke synlige sammen med din caption. Der er ingen andre end ens trofaste venner der gider en ligegyldig flod af hashtags, og slet ikke de selvopfundne og generiske, det skaber en kikset følelse af at prøve for hårdt. Hvis du vil skabe en bred følgerskare, skal du være professionel, og bruge hashtags effektivt. Brug dem originalt, og brug også dem med signalværdi, eksempelvis #metoo, eller de mest populære som #love og #photooftheday, hvis de passer til din post. Hvis du har svært ved at finde på dem, findes der apps med hashtag-generatorer, men forvent ikke den store originalitet.

Tjek dine hashtags inden du anvender dem, så du ikke risikerer at de bliver brugt til forkerte formål. Der findes over 100.000 forbudte hashtags, og det er de enten af åbenlyse årsager, eller fordi de eksempelvis bliver brugt i en negativ slangrelateret betydning. Hvis der opstår en negativ trend med et, til tider helt normalt, ord, bliver hashtagget midlertidigt forbudt, og du vil hverken risikere at blive sat i forbindelse med noget negativt, der ikke omhandler dig, eller få din profil lukket. Du tjekker et hashtag ved at søge på det på Instagram, findes det ikke, er det sandsynligvis forbudt, eller bare for avanceret.

TIP: Det danske bureau Everland, har også inddraget biografi, stories og highlights kreativt på deres profil.

Locations

At tilføje locations til dine posts øger også chancerne for at blive vist og set. Særligt ved større events som mange deltager i. Du kan desuden få øget opmærksomhed ved at tagge dit lokale nærmiljø, da mange interesserer sig for det sted de bor, og ofte befinder sig i.

Stories og Highlights

Stories kan ikke alene bruges til at vise tilfældige fotos eller videoer med kort levetid, men også mere effektivt. Du kan eksempelvis lave små tutorials, fortælle nyheder, vise hvordan et fotoshoot blev til, hvad sker der bag scenen, og andet der har en mere strategisk baggrund — det giver noget ekstra og bringer følgerne tættere på. Tænk også over at tilføje locations og hashtags til dine stories, for at skabe mere synlighed.

Stories kan gemmes og vises som highlights under din biografi. Her kan du lægge en præsentation af dig eller dit produkt, så potentielle følgere kan se hvad dit formål og budskab er, uden at skulle gætte sig til det via dine posts.

Det er hårdt arbejde at få succes på Instagram, særligt hvis man ikke er en kendt personlighed/brand, eller rammer en trend i tiden, men hvis man er strategisk, dedikeret, og vedholdende, så er det slet ikke umuligt.

Værd at nævne

• Du kan ikke have en lukket profil hvis du vil have succes. Dels virker dine hashtags ikke, og locations og stories bliver ikke vist ved søgning.

• Såvel som på din profil, skal du også være aktiv på andres profiler. Følg de profiler du har noget til fælles med, og hvis følgere du gerne selv vil have, og kommenter og like deres posts. Det er en stor del af arbejdet, også at blive set udenfor din egen profil.

• Team op med andre og skab co-creation imellem jeres profiler, det øger også synligheden.

• Daglige eller ugentlige posts, afhænger helt af hvad din målgruppe ønsker. Enten elsker man mange posts eller ikke. Du skal blot være konsekvent, så gå ikke fra at poste dagligt, til et par gange ugentligt, det mister man følgere på.

Undgå like-hunting ved at følge profiler bare for at de skal følge dig, for senere at slette dem igen. Det sender et dårligt signal og du risikere at miste dem igen.

Forfatteren anbefaler denne bog af Henry Carroll:

Denne artikel er tidligere bragt i magasinet “Udkom” #6, 2018 (s. 46).

MediaJournal

Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles online-tidsskrift med bidrag fra undervisere og forskere. Udkommet løbende siden oktober 2018.

DMJX

Written by

DMJX

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

MediaJournal

Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles online-tidsskrift med bidrag fra undervisere og forskere. Udkommet løbende siden oktober 2018.