Nye injurieregler truer journalistik og demokratisk debat

Whistleblowere risikerer højere straffe, og tilsvining af personer på nettets debatfora og sociale medier kan tage yderligere fart

Af Oluf Jørgensen, jurist og offentlighedsrådgiver, forskningschef emeritus, DMJX

Lovændringer, der trådte i kraft 1. januar 2019, indeholder både skærpelse og svækkelse af den strafferetlige beskyttelse mod injurier.

På den ene side er indført skærpede straffe for publicering i massemedier af injurier mod personer i særlige stillinger. Denne ændring har betydning for whistleblowing og journalistik om forhold ved myndigheder, virksomheder og andre organisationer.

På den anden side har lovændringen fjernet muligheder for politiefterforskning og offentlig påtale af anonyme injurier på sociale medier og andre uredigerede netmedier. Denne ændring har betydning for den demokratiske debat.

Disse ændringer er næsten ikke blevet omtalt i medier. Derimod fik det en del opmærksomhed, at samme lovforslag gjorde det strafbart at publicere fotos af mennesker, der bader nøgne fra frit tilgængelige strande, og at bøder til journalister og redaktører blev forhøjet markant.

Folketingssalen set fra Presselogen, hvor journalister kan følge med i lovgivningsarbejdet på nærmeste hold. Foto: Christoffer Regild/Folketinget

Hensyn til demokratisk kontrol og debat

Det er vigtigt for den demokratiske kontrol og debat, at whistleblowere kan give oplysninger om kritisable forhold uden frygt for straf og andre repressalier.

Den nye alvorlige injurieregel (§ 268, nr. 2) betyder højere straf, rubricering sammen med løgnagtige beskyldninger, politimæssig efterforskning og offentlig påtale. Denne kombination er en alvorlig stramning, der formentlig fører til større forsigtighed med at videregive oplysninger til pressen om overtrædelser af miljøkrav, produktsikkerhed, hvidvask, skatteregler m.v.

Risikoen ved whistleblowing kan blive for høj, når man risikerer op til 2 års fængsel, hvis anklagemyndighed og domstol finder, at oplysninger ikke har tilstrækkeligt faktuelt grundlag.

Den demokratiske debat er i forvejen svækket, fordi mange ikke orker at deltage, når man udsættes for hæmningsløs tilsvining.

Ved anonyme injurier på uredigerede netmedier er muligheden for politimæssig efterforskning og offentlig påtale begrænset til beskyldninger om alvorlige strafbare forhold og beskyldninger mod personer, der har 
særlige stillinger eller hverv ved det offentlige. Ved alle mulige andre former for beskyldninger er risikoen for afsløring blevet minimal. Det betyder formentlig, at tilsvining af personer på nettets debatfora og sociale medier vil tage yderligere fart.

Påvirkninger med falske nyheder kan intensiveres med robotter, der målretter falske nyheder til befolkningsgrupper med bestemte præferencer eller livssituationer. Det gælder også beskyldninger fra anonyme kilder i en valgkamp eller falske nyheder ved misbrug af identitet.

Den demokratiske debat er i forvejen svækket, fordi mange ikke orker at deltage, når man udsættes for hæmningsløs tilsvining. Det bliver kun værre, når Justitsministeriet og Folketinget med lovændringen har fjernet muligheden for at føre straffesager, der kunne have en vis præventiv effekt.

Ny regel erstatter gammel, der ikke blev brugt

Straffelovrådet fremlagde i 2017 en betænkning om freds- og ærekrænkelser (1563.2017). Justitsministeriet fulgte op bl.a. med et lovforslag, der blev vedtaget i december 2018 (L 20, folketingsåret 2018–19).

Reglen for alvorlige injurier (§ 268) blev ændret og omfatter nu: 1) bevidst usande alvorlige beskyldninger og 2) beskyldninger, der er fremsat eller udbredt gennem indholdet af et massemedie, og egnede til væsentligt at skade den forurettede. Strafferammen går op til 2 års fængsel. Rammen for almindelige injurier blev forhøjet til 1 års fængsel (§ 267).

Det første led i § 268 handler om beskyldninger, som kilden, mediet eller journalisten ved er løgn. Det er ikke nyt og blev tidligere betegnet som bagvaskelse. Ved ændringen blev første led begrænset til alvorlige beskyldninger, og i lovforslagets bemærkninger nævnes som eksempler beskyldninger om drab og voldtægt.

Det andet led i § 268 er helt nyt og erstatter en bredere formulering om beskyldninger, der ikke var rimelig grund til at anse for sande. Den gamle formulering var så bred, at den omfattede alle beskyldninger, der ikke skulle føre til frifindelse. Det gav ikke mening, fordi reglen om almindelige injurier dermed blev overflødig. Den gamle regel blev kritiseret af de strafferetlige koryfæer Krabbe og Hurwitz, og ifølge Straffelovrådet blev den anvendt sjældent eller aldrig.

Straffelovrådet anbefalede, at § 268 blev begrænset til alvorlige beskyldninger, der er fremsat eller udbredt mod bedre vidende. Dette råd blev ikke fulgt af Justitsministeriet og Folketinget.

Den nye regel for injurier, der publiceres i massemedier, rejser flere spørgsmål bl.a.:

- hvilke medier er massemedier, og

- hvilke forhold har betydning, når det skal afgøres, om en beskyldning er egnet til at medføre væsentlig skade?

Hvilke medier er massemedier

Justitsministeriet henviser i lovforslagets bemærkninger til definitionen i medieansvarslovens § 1.

Den omfatter tre typer af massemedier:

1) indenlandske periodiske skrifter (f.eks. aviser, ugeblade og tidsskrifter),

2) programvirksomhed, der hører under radio- og fjernsynsloven (kanaler der sender via udenlandske sendefaciliteter falder uden for),

3) andre former for periodisk nyhedsformidling til offentligheden, der kan ligestilles med nr. 1 og 2.

Medieansvarsudvalget, der i 1990 fremlagde betænkning om medieansvar, var opmærksom på, at traditionelle medier (nr. 1 og 2) ikke var enerådende. I betænkningen blev telefonaviser, teledata og andre former omtalt, og udvalget havde en anelse om, at flere medietyper var på vej og tilføjede derfor den tredje type.

Medieansvarsudvalget konstaterede, at det var meget vanskeligt at afgrænse i loven, hvilke medier der (udover de traditionelle) skulle være omfattet af medieansvarslovens regler. Udvalget anbefalede derfor, at anmeldelse til Pressenævnet blev en betingelse for at være omfattet, og dette krav kom ind i lovens § 8 som en betingelse for massemedier, der er nævnt i § 1, nr. 3.

Sammenlignet med 1990 er mediebilledet i dag utrolig mangfoldigt, og anmeldelse til Pressenævnet er vigtig for at kunne vide hvilke ansvarsregler, der gælder. Ved lovændringen i december 2018 blev tilføjet, at medier, der får mediestøtte, er omfattet af medieansvarslovens regler.

Debatfora, kommentarfelter og sociale medier, hvor nyheder og budskaber kan offentliggøres på nettet uden redigering, er ikke massemedier i medieansvarslovens forstand og falder dermed uden for den nye strafferegel

Langt de fleste massemedier på nettet er hverken anmeldt til Pressenævnet eller får mediestøtte. Disse massemedier er derfor ikke omfattet af medieansvarslovens regler om ansvarsplacering, genmæle og klageadgang til Pressenævnet for overtrædelser af god presseskik.

Disse problemstillinger har ikke anfægtet Justitsministeriet, der uden begrundelse eller forklaring skriver i lovforslagets bemærkninger til § 268, nr. 2: »Massemedie« skal forstås i overensstemmelse med medieansvarslovens § 1, og den foreslåede bestemmelsen i nr. 2 vil finde anvendelse, uanset om mediet har indgivet anmeldelse til Pressenævnet.

Justitsministeriet nævner i bemærkningerne: at der generelt bør kunne fæstes større lid til indholdet i et massemedie end f.eks. indholdet af privatpersoners beskyldninger fremsat på internettet, herunder på Facebook.

Denne bemærkning kunne tyde på, at den nye regel er begrænset til medier, der er omfattet af medieansvarslovens særlige ansvarsregler og krav til god presseskik, men det holder ikke. Begrebet massemedier omfatter utallige redigerede netmedier. Mange af disse massemedier formidler seriøse nyheder, andre er præget af propaganda, og nogle er fyldt med had, forhånelse og beskyldninger mod personer og befolkningsgrupper.

Debatfora, kommentarfelter og sociale medier, hvor nyheder og budskaber kan offentliggøres på nettet uden redigering, er ikke massemedier i medieansvarslovens forstand og falder dermed uden for den nye strafferegel i § 268, nr. 2.

Definitionen i medieansvarsloven § 1, nr. 3 betyder, at den redigerede del af et netmedie er omfattet af den nye regel i straffelovens § 268, nr. 2, mens uredigerede debatfora og kommentarfelter i tilknytning til mediet ikke er omfattet.

Hvilke beskyldninger

I modsætning til § 268, nr. 1 er det ikke et krav for anvendelsen af nr. 2, at beskyldningen er fremsat mod bedre vidende.

Ifølge Justitsministeriets bemærkninger til § 268, nr. 2 vil: enhver beskyldning i princippet være omfattet af den foreslåede bestemmelse, men betingelsen om, at den skal være egnet til væsentligt at skade den forurettede, vil i praksis indebære, at kun beskyldninger af en vis grovhed vil være omfattet af bestemmelsen…..

……Med »væsentlig skade« menes en skade, som går ud over den skade på omdømmet, som sædvanligvis kan ramme en person, der beskyldes for noget tilsvarende. Der kan f.eks. være tale om, at forurettede indtager en særlig stilling, varetager en særlig post eller er i en særlig position, som beskyldningen er egnet til at bringe i fare.

Eksempelvis kan der være tale om, at en person på et mangelfuldt grundlag beskyldes for at have begået et strafbart forhold af mindre grovhed, herunder f.eks. visse overtrædelser af særlovgivningen, men hvor grovheden heraf forstærkes, ved at beskyldningen udbredes gennem et landsdækkende medie, og forurettede er særligt udsat for at lide skade på grund af beskyldningen.

Disse bemærkninger indikerer, at oplysninger om overtrædelse af lovregler for fødevaresikkerhed, miljø, konkurrence, udbud, hvidvask, skat, databeskyttelse, journalisering m.v., der publiceres i et massemedie, kan være omfattet af § 268, nr. 2. Journalister vil typisk få sådanne oplysninger fra en whistleblower, der er ansat eller på anden måde knyttet til en virksomhed eller myndighed.

Ifølge bemærkningerne bliver forholdet groft og dermed omfattet af § 268, nr. 2, når beskyldninger rammer personer i særlige stillinger. Beskyldninger om lovovertrædelser vil typisk ramme de øverst ansvarlige f.eks. direktører for private virksomheder eller administrative og politiske chefer for myndigheder. Det er ikke et krav, at beskyldningen faktisk har ført til fyring fra stilling.

Beskyldninger, der er rettet mod personer i almindelige stillinger, er ikke omfattet af den skærpede strafferegel. Beskyldninger mod unge, arbejdsløse, sygdomsramte eller pensionister, der ikke har en stilling, er heller ikke omfattet.

Den nye regel harmonerer ikke med retsplejelovens regler om navneforbud, hvor det taler imod navneforbud, hvis den sigtede har indtaget en stilling, som i forhold til offentligheden er særlig betroet (retsplejeloven § 31, stk. 3).

Justitsministeriets bemærkninger nævner personer, og det frister til at tro, at injuriereglerne er begrænset til beskyldninger mod enkeltpersoner, men sådan er det ikke. I juridisk terminologi kan personer både være fysiske som enkeltpersoner og juridiske som myndigheder og selskaber m.v..

Grænsen mellem strafbare og lovlige beskyldninger

Ifølge straffeloven § 269 er en beskyldning straffri, hvis der var rimelig anledning til den. Der skal lægges vægt på om sandheden bevises eller der var tilstrækkeligt faktuelt grundlag, og om fremsættelse og udbredelse skete i god tro og til varetagelse af en anerkendelsesværdig interesse.

Trods disse nye formuleringer er indholdet det samme som hidtil. Justitsministeriets bemærkninger til § 269 er ikke særlig omfattende men nævner, at der er vide grænser for pressens ytringsfrihed.

Ifølge bemærkningerne til § 269 har det væsentlig betydning, om en journalist refererer beskyldninger fra en kilde eller selv peger på mulige gerningsmænd. En journalist skal ikke bevise rigtigheden ved formidling af beskyldninger fra en kilde, men skal dokumentere, at der er et tilstrækkeligt præcist og troværdigt faktuelt grundlag for ytringen, herunder om journalisten med rimelighed kunne anse sin kilde som pålidelig med hensyn til de pågældende udtalelser, og om journalisten har kontrolleret rigtigheden heraf. Ifølge bemærkningerne er der langt fra samme beskyttelse, når en journalist selv peger på mulige gerningsmand.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 10 skal nu som før tillægges afgørende betydning for grænsen mellem strafbare og lovlige ytringer. Strasbourgdomstolens praksis lægger vægt på, at publicerede oplysninger bygger på seriøs journalistisk research inklusive høring af personer/organisationen, som beskyldninger er rettet mod.

Justitsministeriet nævner, at der er vid adgang til at ytre sig skarpt om regering eller politikere, men nævner ikke, at ytringsfriheden omfatter alle forhold, der har samfundsmæssig interesse inklusive private virksomheder, offentlige forvaltninger og ansvarlige aktørers handlinger.

Ifølge den nye injurieregel i § 268 nr. 2 gælder en særlig høj strafferamme for injurier, der er rettet mod personer i særlige stillinger om vigtige samfundsmæssige emner. Kriterierne i denne regel kan betyde, at afgørelser kommer i alvorlig konflikt med menneskerettighedskonvention art. 10 og Strasbourgdomstolens praksis.

Efterforskning, påtale og sanktioner

Som udgangspunkt må personer, der udsættes for injurier, selv stå for at rejse en straffesag og betale regningen til advokatbistand. Det er både vanskeligt og dyrt at rejse en privat straffesag, og det afholder sikkert mange.

Straffeloven har en regel om betinget offentlige påtale for visse injuriesager, som betyder at anklagemyndigheden kan rejse tiltale, hvis personen, der er udsat for injurier, anmoder herom f.eks. ved politianmeldelse (§ 275). Ved lovændringen blev denne mulighed for offentlig påtale både udvidet og indsnævret.

Udvidelsen betyder, at der er mulighed for offentlig påtale i alle sager, der behandles efter den skærpede injurieregel inklusive den nye regel om injurier i massemedier mod personer i særlige stillinger (§ 268).

Strafferammen for overtrædelser af § 268 går op til 2 års fængsel, og politiet har bl.a. mulighed for teleobservation, hvis den har væsentlig betydning for efterforskningen i en sag om anonyme oplysninger (retsplejeloven § 791 a).

Som hidtil er der mulighed for offentlig påtale i sager om beskyldninger for forhold, der kan medføre tab af offentlig stilling eller hverv. Personer med sådanne positioner har dermed en mulighed, som andre ikke har, for efterforskning og offentlig påtale ved beskyldninger på uredigerede netmedier.

Begrænsningen af muligheder for offentlig påtale omfatter anonyme beskyldninger, der hverken hører under § 268 eller angår personer med særlige offentlige stillinger og hverv.

Injurier er anonyme, når de bliver udbredt uden navn på afsender, med opdigtet navn eller med en andens identitet. I sådanne tilfælde, der især florerer på uredigerede netmedier, har der hidtil været en mulighed for offentlig påtale, men den blev ved lovændringen stærkt begrænset og gælder nu kun ved beskyldninger om alvorlige strafbare forhold.

Personer, der ikke har en særlig stilling f.eks. unge, har ikke samme muligheder, når de bliver udsat for beskyldninger på sociale medier. Beskyldninger kan betyde social isolation og gøre det håbløst at få et arbejde, fordi mange arbejdsgivere tjekker personoplysninger på sociale medier, før de ansætter.

Det vil typisk kræve politimæssig efterforskning at afsløre kildens identitet ved anonyme injurier. Begrundelsen for at begrænse muligheden for offentlig påtale er, at politi og anklagemyndighed ikke skal anvende ressourcer på at efterforske og føre mindre betydningsfulde sager (betænkningen side 174–180). Denne anbefaling fra Straffelovrådet blev fulgt af Justitsministeriet.

Straffelovrådet anbefalede dog, at anklagemyndigheden i særlige tilfælde overvejer at bruge retsplejelovens mulighed for offentlig påtale, når almene hensyn tilsiger det (retsplejeloven § 727, stk.2). Ifølge rådet kan offentlig påtale være begrundet ved beskyldninger i massemedier om alvorlig kriminalitet. Der er ikke tegn på, at offentlig påtale vil komme på tale ved anonyme beskyldninger på sociale medier og andre uredigerede netmedier.

I sager, der rejses ved privat påtale, vil fængselsstraf næppe blive anvendt, uanset strafferammen går op til 1 års fængsel i den almindelige injurieregel (§ 267). Fængselsstraf kan komme på tale i de sager, der faktisk bliver rejst af anklagemyndigheden (§ 268 og § 275).

Den typiske straf for journalister og redaktører vil formentlig fortsat blive bødestraf. Justitsministeriets bemærkninger til lovforslaget forudsætter, at bødestraffe tredobles for journalister i forhold til det hidtidige niveau og femdobles for ansvarshavende redaktører. Bemærkningerne forudsætter desuden, at godtgørelser til krænkede for tort bliver tredoblet.

Hvor er behovet for strafferetligt værn størst

Den nye mulighed for offentlig påtale vil formentlig sætte anklagemyndigheden under pres for at bruge den nye regel i den alvorlige injurieregel (§ 268, nr. 2).

Den gælder også, når personer ikke mister den særlige stilling. Det sker praktisk talt aldrig, fordi virksomheder eller myndigheder ikke fyrer en chef på grundlag af forkerte oplysninger i et medie. Det vil først blive undersøgt i virksomheden eller myndigheden, om der er hold i beskyldninger. Når beskyldninger handler om ulovligheder vil politiet og tilsynsmyndigheder også kunne undersøge forholdene, og det vil man gøre, hvis der er noget at komme efter.

En person, der er ramt af beskyldninger, har desuden mulighed for genmæle i medier, der er omfattet af medieansvarslovens regler og kan klage til Pressenævnet over publicering af beskyldninger uden høring af den pågældende eller andre brud på de presseetiske regler. Pressenævnet kan stille krav om offentliggørelse af afgørelser.

Personer, der ikke har en særlig stilling f.eks. unge, har ikke samme muligheder, når de bliver udsat for beskyldninger på sociale medier. Beskyldninger kan betyde social isolation og gøre det håbløst at få et arbejde, fordi mange arbejdsgivere tjekker personoplysninger på sociale medier, før de ansætter.

Personer, der ikke indtager særlige stillinger i samfundet, har faktisk større brug for strafferetlig beskyttelse. Internettet betyder hurtig spredning af alle mulige former for beskyldninger, falske profiler og falske nyheder. Det gælder ikke mindst på sociale medier, hvor der ikke er nogen form for redigering. Teknikker til manipulation af foto, videoer og lyd er nemt tilgængelige og bliver anvendt i stigende omfang til ufiltreret og grænseløs kommunikation.