Hemmelige møder mellem Spanien og Catalonien

Carles Puigdemont (tv.) og Mariano Rajoy under deres møde i april 2016

Mens repræsentanter fra den catalanske og spanske regering skændes i pressen, forhandles der diskret i kulissen. Det indrømmer den spanske regerings repræsentant i Catalonien, Enric Millo, over for avisen El País.

Ifølge Enric Millo er møderne regelmæssige, og det drejer sig både om uformelle samtaler med Puigdemont regering, men også med kommunen i Barcelona, der ledes af den tidligere aktivist Ada Colau.

Samtidig er der kommet flere officielle møder, og i morgen rejser centralregeringens vicepræsident, Soraya Sáenz de Santamaría, til Barcelona for at mødes med den catalanske vicepræsident, Oriol Junqueras.

De to præsidenter, Mariano Rajoy og Carles Puigdemont har dog ikke haft et officielt møde siden april, og da Rajoy havde kaldt præsidenterne for Spaniens regioner til møde, valgte Puigdemont at melde afbud.

Mediekrigen fortsætter for fuld styrke
I den seneste uge har der som altid været godt med beskyldninger i pressen. Regeringens plan om at styrke den statslige tv-station TVE, har sat gang i spekulationerne, om at den vil skabe et statsligt talerør mod separatisterne.

Cataloniens tidligere præsident, Artur Mas, er ikke i tvivl om, at den spanske bruger beskidte kneb.

- De har en plan, der skal få separatismen til at se voldelig og radikal ud, sagde ex-præsidenten, da han besøgte et universitet i Madrid i torsdags.

Artur Mas venter i øjeblikket på sin dom for at afvikle den vejledende — og forfatningsstridige — folkeafstemning om uafhængighed tilbage i november 2014.