Den virkelige historie
Af Christoffer Lawætz og Nina Sloth
Eleverne på Filmhøjskolen Møn bevæger sig nu ind i den afsluttende fase af deres semester. Efter veloverståede produktionsforløb med fiktionsfilm og podcast har de nu kastet sig ud i det afsluttende projekt.
Nu gælder det nemlig jagten på ‘den virkelige’ historie, når de under kyndig vejledelse af Eva Marie Rødbro laver deres dokumentarfilm. Vi har taget en snak med makkerparret, eleverne Mikkel og Karl om processen, om objektivitet og om at instruere dokumentarisk.
Eleverne har fire uger til at forberede, optage og klippe filmen, der skal ende på en varighed af fem-syv minutter. Selvom det måske lyder overkommeligt, har forberedelsesarbejdet med at finde den rigtige historie og den rigtige medvirkende overrasket drengene en smule.
Karl: Vi kunne nærmest godt have brugt mere end to uger til bare at finde personer, få snakket os ind på dem, og lære dem og deres historier at kende. Det har været lidt kaotisk for vores vedkommende. Men nu har vi fundet vores hovedkarakter.
Mikkel: Ja, vi er gået lidt væk fra det, vi egentlig startede med. Vi ville lave noget om de unge i Stege, men gennem vores research opstod der nogle andre ting, så vi endte med at gå en hel anden vej, end vi startede med.
Opgaven lød, at de skulle lave en dokumentar om noget, der rører sig inde i dem selv. Det viste sig dog ikke så ligetil. Og noget helt andet end at skrive en fiktionsmanus. Når man arbejder dokumentarisk opstår der nogle andre muligheder og udfordringer i jagten på den gode historie.
Karl: Det er en meget anderledes proces end at skrive et manus, fordi man er nødt til at være modtagelige for, hvad der lige er. Det kan godt være, ens historie ikke lige udspiller sig, som man ønsker det, som man med et fiktionsmanus, hvor man har fuldstændig kontrol over det. Her er man også nødt til at give lidt slip på kontrollen og høre, hvad denne person har at sige, i stedet for at tænke over, hvad man gerne selv vil sige.
Mikkel: Det har været spændende at prøve at arbejde på en helt anden måde. Det har været fedt ikke at skulle lave samme forarbejde som i fiktionsprojektet, hvor man virkelig skulle have styr på alting. Her er man tvunget til at tage det mere, som det kommer.
Karl: Der er også en del mere frihed til improvisation med kameraindstillinger osv., når man er på optagelse. Man er nødt til at være lidt mere free flowing, for det er virkelige personer, man arbejder med.
Karl og Mikkel er denne eftermiddag på vej ud på første optagedag. På forhånd har de lagt en plan for, hvilke scener de gerne vil have i hus, samt gjort sig tanker om bestemte skud og indstillinger. Men hvordan hænger instruktion sammen med en dokumentars objektivitet?
Karl: Som jeg ser det, er der ikke er nogen objektivitet, for lige så snart vi har et kameraet på vores medvirkende, så ryger objektiviteten. Han ved godt, der er et kamera på ham, så det vil altid ændre lidt på den måde, han opfører sig. Han bruger lidt længere sætninger og er lidt mere uddybende, når han fortæller. Men der er stadig en stor forskel på bare at lade ham tale og så at sige til ham, hvor han skal gå hen, og hvordan han skal stå. Det er en fin balance. Jeg ved ikke, om der er et sted, hvor man presser den for meget. Jeg ved ikke helt, hvor grænsen går.
Mikkel: Det er noget, vi skal arbejde med. Vi har nogle ideer til, hvordan vi gerne vil have ham til at stå på en bestemt måde, så vi kan få nogle fede skud, men det skal også være meget op til ham, hvordan han selv vil agere. Så det bliver en god blanding.
Hele forløbet er som sagt konstrueret af dokumentaristen Eva Marie Rødbro, der bl.a. er kendt fra DR-serien ’Prinsesserne fra Blokken’. Men udover at være dygtig til sit fag, er hun også en populær underviser og vejleder.
Mikkel: Hun er en vildt god underviser. Hun har været rigtig god til at tage de problemer, vi nu har haft, og hjælpe os videre. Hun har givet os nogle ideer til, hvordan vi kan arbejde med de nye karakterer, vi har fået fat i, og stadig få nogle af vores oprindelige ideer ind.
Karl: Hun er også dejlig energisk overfor ens projekt. Vi er ikke de mest energiske typer, men hun forstår virkelig at pumpe os lidt op. Så det er rigtig dejligt. Og så har hun givet et godt konkret råd om ikke bare at have kameraet kørende. Man skal vide, hvad man gerne vil have. Og det er et rigtig godt råd, for ellers ved man ikke, hvor man skal starte, når man skal til at redigere. Det er klart fedest, når man ved, hvad man gerne vil have.
I næste uge står den på intenst klippearbejde, inden fællespremieren finder sted fredag eftermiddag. Vi glæder os umådeligt at se resultatet af elevernes sidste kreative kraftudladning på dette semester!
