EN Ø ER OGSÅ ET NETVÆRK

lars gandsø
Filmhøjskolen
Published in
3 min readNov 17, 2020

— EN TAK TIL MØN!

Strandskoven ikke langt fra Rytsebæk

Da vi for fire år siden åbnede en ny folkehøjskole i Stege, var vi både usikre og famlende. Der var så mange ting vi skulle lære, og det skulle ske mens vi skabte skolen.

Ret hurtigt stod det klart for os, at skolens indhold skulle handle om noget aktuelt og at vi skulle have en klar profil, der kunne bringe unge talenter til øen.

Af mange gode grunde blev vi, inden det første år var gået, til Filmhøjskolen Møn. En lille byhøjskole, hvor der arbejdes med både podcast, dokumentar- og fiktionsfilm.

At lave film er at fortælle historier. At fortælle historier er en vej til at lære både sig selv og den verden man er en del af at kende. Derfor er der, i de levende billeder, en ganske oplagt mulighed for at imødekomme folkehøjskolernes ædleste formål: nemlig at have en almendannende virkning på sine elever.

LOKALSAMFUNDET SOM PARTNERE

På Filmhøjskolen Møn bruger vi lokalsamfundet som fortælleplatform. Elevernes film skal optages på Møn og de skal handle om den verden, og den aktualitet, de selv lever i og kender.

Derfor er det da også afgørende nødvendigt, at vi kan bruge de skønne omgivelser, vi er begavede med på Møn. Og endnu mere vigtigt, at vi lever i et samfund, hvor der er både lyst og vilje til at hjælpe eleverne i deres dannelsesproces.

Hjælpen kommer i mange forskellige former! Som leder af en højskole, der hvert semester trækker store veksler på øens velvilje, er det en kolossal gave igen og igen at opleve, at Mønboerne stiller op. Det gør de med råd og dåd. Det gør de med lokationer, egne fortællinger, transporthjælp, udlån af rekvisitter og meget andet.

Filmhøjskolen ville ikke, på blot fire år, være gået fra 24 elever(som var endog meget svære at finde i starten), til de nuværende 36 og en tilhørende lang venteliste — vi kan simpelthen ikke få plads til flere i vores bygninger) uden byens og øens tålmodige forståelse og hjælpsomhed.

EN KANAL MED MØN-FILM

Når unge mennesker laver film på vores skole er de altid under tidspres. De fleste af os ved godt, at det kan tage år, at lave en god spille- eller dokumentarfilm i dagens Danmark. Og dette endda med et stort professionelt hold og et millionbudget.

Hos os er der almindeligvis mellem 3 og 6 uger til at lave en film — fra ide til premiere.

Over den korte årrække der er gået har vores elever, med hjælp fra vores professionelle lærere og filmfolk, lavet mere end 100 produktioner. Gode som mindre gode. Elevernes film har, for nogles vedkommende, klaret sig fantastisk ude på forskellige talentplatforme, også efter eleverne er rejst herfra.

En del af filmene handler om Møn, Møns borgere og deres historier. Vi har samlet dem på internettet, så de der har lyst, kan dykke ned i nogle af historierne fra vores smukke ø.

Vi håber filmene kan bidrage en lille smule til underholdningen på nogle af de lange dage, der kommer nu, hvor mørket tidligt falder på — og hvor en pandemi har gjort, at vi er meget mere hjemme end vi plejer.

Alle os, der til dagligt udgør filmhøjskolens personale, vil gerne takke hele Møn for den enorme hjælp og opbakning I giver vores elever, og dermed os.

TAK

Her kan man klikke på linket og alle de dokumentariske film fra, og om, Møn der indtil nu er produceret: MØNDOKS

--

--