HJERTEKAMMERET
Af Lars Gandsø, forstander
Findes der et Queermiljø på Møn?
Det satte en gruppe af unge filmskabere fra Filmhøjskolen Møn sig for at undersøge.
Over fire uger arbejdede eleverne med skolens undervisere i ‘Dokumentarisk produktion’, instruktørerne Adda Signe Elling og Karl Forchammer.
Holdet er samlet på forstanderens kontor, til en samtale om deres dokumentarfilm. Hannah indleder:
“Som queer-person var jeg blevet interesseret i at undersøge, om hvorvidt der er et queer miljø eller fællesskab her på Møn? Sammen med de andre lavede vi en produktionsgruppe og gik i gang med en forsigtig research!”
Et værtshusbesøg satte skub i projektet.
Hannah fortsætter:
“På det lokale værtshus blev vi introduceret til en kvinde. Hun ledte efter en kæreste, og spurgte så, om det var noget for en af os. Det var det ikke, men vi fik en god kontakt til hende og forstod hurtigt, at der ikke er et egentligt miljø, og at hun ikke var et egnet emne for vores kommende film, fordi hun ikke havde lyst til at være på, foran kameraet!”
Facebook-opslaget gav pote
Da produktionsholdet endte i lidt af en blindgyde, besluttede de sig for at skrive et opslag i ‘Møn-gruppen’ på Facebook.
“Når man spørger sådan generelt om et tema som vores, får man naturligvis nogle lidt underlige kommentarer. Nogle var imod selve ideen om at lave film om seksualitet og andre benyttede chancen til at komme med moderat sjove jokes”
Husker Helene Amalie, der er producer på dokumentarfilmen.
Sammen skrev gruppen nogle uddybende og ganske høflige kommentarer i Facebooktråden, også selvom et par af opslagene måske ikke helt fortjente det.
Hvad gruppen ikke vidste var, at i et hyggeligt hus i Stege sad Per og læste med. Per var egentlig heller ikke interesseret i at medvirke i en film, men da han læste gruppens eftertænksomme og venlige reaktioner på Facebook, besluttede han sig alligevel for at tage kontakt. Ud af Pers mail kom filmen ‘Hjertekammeret’.
“Per havde en unik kærlighedshistorie at fortælle. En smuk historie om kærlighed ved første blik, men også en meget personlig fortælling om sygdom og tab”
fortæller Helena fra produktionsholdet, og hun fortsætter:
“Per sagde flere gange at han hans motiv for at fortælle historien var at ære sin afdøde mand, og den tilgang valgte vi, som hold, at tage afsæt i.”
Men hvordan fortæller man en historie, der først og fremmest foregår i tid, der for længst er passeret? Per og hans kæreste var unge i 80'erne, da den forfærdelige HIV-virus spredte sig hastigt ud over kloden. Sygdommen, som vi lærte at kende som AIDS er seksuelt overført og i den første bølge ramte den hårdt i de homoseksuelle miljøer i storbyerne.
Pers kæreste var smittet da de mødtes og tidens behandling var så ny, at AIDS for de fleste førte til døden.
“Per er en god fortæller, så ret hurtigt havde vi en stærk fortælling som foregik i datid, og spørgsmålet rejste sig; hvordan bliver dette materiale til en film?”
Fortæller Cæcilie og uddyber:
“På en måde var det jo et lille eventyr og vi ville gerne illustrere historien frem for at dække den med interviewbilleder af Per der fortæller. Jeg er glad for at tegne, så vi besluttede at prøve at blande ganske enkelte tegninger af et par med slørede og stemningsfylde farvebilleder fra Pers hjem og have, med en interessant lydside. Billederne, besluttede vi, måtte ikke være alt for konkrete, så vi fandt en form, hvor vi slørede og ‘bevægede’ billederne og benyttede dem som en slag bud, som illustrationerne kunne monteres ovenpå!”
Helene Amalie stemmer i:
“På den måde fik vi en slags samlet udtryk, som vi blev ret glade for. Billederne og Per’s stemme gik på en måde op, følte vi!”
Per gjorde meget ud af at fortælle holdet, at han var sikker på at hans afdøde mand ville være stolt over filmen og glad for at Per havde fortalt historien. Per åbnede i arbejdsprocessen mere og mere op og et venskab mellem filmhold og hovedperson foldede sig så småt ud. Sammen drak de te i Pers hjem og der blev talt en masse i de hyggelige omgivelser.
“Det var interessant at opleve, hvordan filmen faktisk først for alvor blev skabt i klipperummet. Det var en hård og temmelig frustrerende proces, men shit, hvor har jeg lært meget af det.”
Fortæller Hannah, der er overvældet over den positive respons fra højskolekammerater og lærere.
Ud at møde et publikum
Nu vil produktionsholdet se om deres dokumentarfilm kan finde et lidt større publikum og derfor er de ved at sende den ud i verden til forskellige festivaller.
Ønsker du også at fortælle historier på film? Så se om www.filmhojskolen.dk er noget for dig.
