Eventyret om den visuelle identitet
Der var engang en pige, der gerne ville skrive film.
Derfor havde hun pakket en taske, og forladt sine trygge rammer.
Hun drog til øen Møn, for her lå en Filmhøjskole, som kunne hjælpe hende med at skrive sin første film. Men før de ville hjælpe hende med at skrive filmen, måtte hun finde sin visuelle identitet.
Til det formål blev hun sat på et hold med syv andre søgende, og på tre uger skulle de sammen bestå tre hektiske prøver for at finde frem til denne visuelle identitet.
Den første prøvelse var legen med det upolerede og umiddelbare hos Torben.
Søndag aften mødte de alle op i det hvide lokale, der i folkemunde gik under betegnelsen HVID.
Pigen havde ladet sig fortælle, at rummet var kendt for sin evne til at suge alt energi ud af dets besøgende. Det var dog nærmest det modsatte, der ventede dem den forestående uge.
På rækker stod otte pakkede kameratasker. For enden af bordet stod analyse-magikeren Torben klar til at kaste sit lys over de søgende og det de kunne støve op i ugens løb.
Prøvelsen lød som følgende: De otte søgende fik 23 minutter til at portrættere sig selv. Der skete noget usædvanligt inden i dem alle, da de fik stillet en sådan opgave.
Det var ikke det bedste, der kom ud af dem. Det var noget andet.
Som havde man svunget en tryllestav kom der otte små stykker personlighed frem i otte små videoer.
Personligheder, der blev afspejlet af, hvordan de søgende havde valgt at se opgaven an: hvad var det første, de tænkte på, da de blev stillet en sådan opgave? Var det lyset eller farven i billedet? Eller vinklen, de portrætterede sig selv i? Kunne man overhovedet se dem i billedet?
Med otte små videoer på skærmen gik analytikeren i gang med sin magi: han fortalte om alt det, man kunne hive ud af billedet. Små detaljer, de søgende ikke engang havde kunnet se selv.
Der skete noget magisk som de søgende blev sendt ud med kameraet igen og igen.
Pigen opdagede, at der langsomt blev åbnet op for et rum, hvor hun havde lyst til at eksperimentere.
Hun lærte af de andre, og de andre lærte af hende. Hun lærte, at man godt må stjæle, hvis man gør det i god ånd. Men hun lærte også, at det ikke altid kan betale sig at gøre det på de andres måde. Det er din egen måde, der virker bedst for dig.
Den anden prøvelse fandt sted i det psykoterapeutiske malerværksted.
Efter at have opdaget, hvor effektivt og umiddelbart hjernen kan virke på den første indskydelse, blev pigen mødt af det modsatte i psykoterapeuten Nadjas farverige atelier.
Første dag fik pigen og de andre søgende udleveret et blankt stykke papir. Som fanget fik de at vide, at de i ugens løb ikke måtte forlade deres billede. De måtte male og male ovenpå igen, men det at begynde forfra — det måtte de ikke.
Umiddelbart lød opgaven simpel: de skulle male den podcast, de nogle uger forinden havde kreeret.
Der måtte ikke på magisk vis dukke nogle symboler op på maleriet, for maleriet skulle nemlig være abstrakt.
Langsomt, men som havde en storm bevæget sig ind over pigen, mærkede hun et virvar af følelser, der tydeligt afspejlede sig på maleriet.
På hæsblæsende vis søgte pigen i ly: Hun gemte sig på toilettet.
Hun vidste ikke fra hvad. Der var en mærkeligt brun-grønlig farve, som på mærkværdig vis havde krøbet sig ind på hendes maleri. En farve, hun ikke havde nogen idé om, hvorfra var kommet.
Det var den vise Nadja, der greb ind og reddede hende. Hun fortalte pigen, at hun havde observeret en obskur bevægelse, der havde foregået.
Nadja fortalte pigen, at hun havde en tendens til først at starte et vildt fantastisk kaos på billedet, for derefter at forsøge at indkapsle kaoset igen. Var det noget, hun havde fået med fra sine tidligere eventyr? At hun ikke måtte lade sig eksplodere?
Når pigen kiggede rundt i atelieret så hun følgende: den ene søgende sad i timevis og malede små mønstre, den næste søgende malede i få minutter for at stikke af i flere timer.
Hun så den tredje søgende, der trak sit billede ud i sollyset for at se det på en ny måde og den fjerde søgende, der havde lagt sig i ly under male-bordet.
Pigen lærte meget om at være tilfreds den uge. Hun lærte, at det siger meget om en person, hvornår man er det. Torsdag formiddag fandt hun tilfredsheden, og den gav hende noget. Et nyt syn eller noget.
Pigen tog det nye syn med sig, da hun ankom til det sidste sted. Det var idé-udvikleren Karin, der ventede de søgende i collage-rummet. Der hang allerede store flotte collager fra de tidligere søgende, da pigen kom ind.
Pigen troede, hun vidste lige præcis, hvad hun skulle. Men hun havde ingen anelse om, hvad der ventede hende.
Karin fortalte de søgende, at den største fejl, man kan lave, er at tænke for meget over “godt og dårligt”, mens materialet er råt. Det kan sætte en stor bremse for ens fulde potentiale.
Hvor de søgende i de andre prøvelser skulle producere noget, var arbejdet anderledes inde hos Karin. Efter en lang snak om kunst og rum og process, fik pigen lov at skabe et visuelt board, som hun helt selv fik lov at være herre over.
De søgende spredtes for alle vinde — de printede på livet løs og påklistrede billeder, notater og andre elementer, der i sidste ende fik lov at stå — ufærdigt eller færdigt, som de ønskede.
Undervejs i jagten på den visuelle identitet kom en åbenbaring til pigen: Hun havde ledt de forkerte steder. Den visuelle identitet var i virkeligheden ikke udtrykket. Det var, hvor man ledte og måden, man ledte på.
Jagten var i virkeligheden målet.
