Filmhøjskoleelever skyder pilot.

Lars Gandsø
Filmhøjskolen
Published in
2 min readMay 24, 2018

Magasinet Sein søgte en ny ung web-tv-serie.

Det startede egentlig bare som en gruppeopgave. Tilbage i de tidlige introduktionsuger sad seks af skolens elever på en iskold januardag og skulle lære hinanden at kende. Skolens forstander havde stillet dem en opgave: I skal i fællesskab udvikle en arena — et miljø eller en setting hvor en tv-serie kan foregå!

Emilie, Kasper, Amalie, Mathilde, Rebecca og Nadia satte sig rundt om et bord for at skabe ideer. Det udviklede sig dog i lige så høj grad til en udveksling af personlige erfaringer om godt og ondt. Om angst, flugt, ungdommens iver eller mangel på samme. Basale følelser, der vækkede genkendelse hos dem alle. Nu var spørgsmålet så, hvordan man samlede sådanne temaer i en konkret ide, der var realistisk at føre ud i livet?

Ideen blev at skabe tre komplekse karakterer, bygget på reelle erfaringer og følelser fra de seks elever. De tre karakterer støder på tilfældig og forskellig vis ind i hinanden på Hovedbanegården, og fortsætter derfra videre i deres respektive liv. Møderne på Hovedbanegården viser sig dog at have en større betydning end karaktererne selv er bevidste om.

Opgaven blev i sin tid afsluttet med at grupperne skulle Pitch’e for skolens forstander Lars og de andre elever.

Fra Lars fik de den bedste ros mulig: Den ide skal I gå videre med! Og således kunne de seks elever gå opløftede på weekend. Job done. Her stopper historien dog ikke.

En måneds tid senere falder eleverne nemlig over et opslag fra ungdomsmagasinet SEIN. De søger idéer til en webserie på seks episoder, der lever op til magasinets kerneværdier: ung, ærlig, ufiltreret og sammen. Med støtte fra Det danske filminstitut kører de en konkurrence, hvoraf de tre bedste ideer får midler til at lave et pilotafsnit. Det bedste af disse vinder derefter retten til at producere alle seks afsnit. Filmhøjskolens seks elever kom, så og sejrede — i første omgang. De indsendte deres ide og blev udvalgt som en af tre til udvikling af et pilotafsnit.

Nu sidder de så og knokler derudad for at gøre ideen til virkelighed. De seneste par uger er dels gået med at arbejde på historien og karaktererne, så de kommer til at føles så ægte, fyldige og komplekse som muligt. Og dels er tiden gået med at finde den helt rigtige arbejdsfordeling eleverne imellem, således at alle får den rigtige rolle at udfylde.

To fra gruppen har været til første konsultation med manuskriptforfatteren Nikolaj Scherfig. I dag tager hele gruppen så afsted til København for at kickstarte processen for alvor, inden piloten skal skydes over sommeren.

Ideen til serien blev altså undfanget under en opgave på Filmhøjskolen. Nu er den snart en professionel produktion i det offentlige univers. Her på skolen ønsker vi vores dygtige elever held og lykke.

--

--