Fri leg
Eller tanker man gør sig, når man skal producere en podcast på 24 timer
Det siger meget om en person, hvordan de griber en opgave an.
Historie-fortælleren skriver et langt dybdegående manuskript. Dokumentaristen prøver at indfange alt det, der sker foran vedkommendes øjne. Så er der ham eller hende, der vælger lyde og teknikker, før de vælger, hvad de vil fortælle om. For enhver film-kunstner er podcast-mediet fri leg. Her er der kun et spor at følge, men tusind steder det kan tage én hen.
Vi har i denne uge haft den rige mulighed for at udtrykke os gennem denne frie leg. Tonemester og podcaster Thomas Arent har nemlig givet os til opgave at producere en podcast. Men vi har kun lidt over et døgn og vores podcasts må kun fylde tre minutter. Som de ambitiøse mennesker vi er, forsøger størstedelen af os at fange et helt univers på de her 180 sekunder. Noget jeg finder ud af cirka halvvejs, aldrig kan gå op.
Samtidigt fik vi det benspænd, at podcasten skulle omhandle noget personligt. En sætning, der virkelig får min hjerne til at vride sig, for når det kommer til stykket: hvad er så personligt og hvad er privat?
Personligt har jeg altid fundet det lettest at rykke historien så langt væk fra mig som muligt. Det var derfor en kæmpe udfordring, men en jeg tog glædeligt imod — at dreje kameraet eller i dette tilfælde båndoptageren om mod mig selv.
Her på skolen er vi gode til at inspirere hinanden. Vi har et drive, der får hinanden til at yde mere, og man kan hurtigt sætte høje krav til sig selv. Noget der har gjort sig stærkt gældende under selv de mindste introforløb, vi har haft.
Det er også vores første individuelle projekt. En sjælden kunst når det kommer til filmverdenen, hvor meget af arbejdet foregår i grupper.
Vi har ingen anelse om, hvad de andre kan, og nu skal vi vise det frem på de tre minutter, vi har brugt under et døgn på at producere.
Torsdag er en følelsesladet dag. Halvdelen har en smule hovedpine og en klump i halsen. Vi har hørt 25 forskellige podcasts i én lang køre. Selv sidder jeg tilbage rørt, men også flov. Rørt af mine stadigt nye venners evne til at blotte sig og dele ud. Flov over mangel på samme.
Alle podcasts er forskellige. Nogle spiller på humor — andre på traumatiserende begivenheder, der har ændret dem som personer. Ens for alle er, at der er blevet givet et stykke af folk. Noget, der inspirerer mig til selv at ville rykke mine personlige grænser. For al historie er følelser, der bliver fortalt, og der er ikke nogen følelser, du kender bedre end dine egne.
