I stormen står vi bedst
Der er meget stille på Filmhøjskolen.
Det er faktisk en af de mest stille dage siden vi ankom for lidt under en måned siden.
Det er vel en slags stilhed efter stormen, og stormen var lørdagens meget intensive filmmaraton, som vi kun lige akkurat fik kæmpet os igennem.
Med et smil på læben.
Vi starter fredag. Den følelse jeg har kan jeg lettest associere med eksamensangst uden helt at vide hvorfor: vi skal jo bare have det sjovt.
Fem tidligere elever er vendt hjem for at sparke begivenhederne i gang. Vi skal lave vores første faktiske filmprojekt.
Sagen er bare den, at vi kun har 27 timer: 27 timer til at komme op med en idé, til at filme og til at klippe det hele sammen. En opgave, der er lettere sagt end gjort.
Vi får tre benspænd. Ved hjælp af en gammel facebook-besked, et billede og en video skal vi få afviklet et koncept, som vi kan føre videre. En opgave, der for nogen bliver taget meget bogstaveligt og for andre bliver brugt som springbræt til andre idéer.
Mange af os har ikke helt fundet vores plads i spillet endnu. Personligt famler jeg stadig rundt i mørket med mange tekniske greb og det er oftest i legen, at jeg finder mit bedste potentiale.
Jeg er bange for gruppearbejde.
Når jeg tænker på gruppearbejde minder det mig om folkeskolens geografiundervisning, og hvor stædig jeg kan blive, hvis jeg ikke formår at snakke højt nok.
Vi bliver opdelt i grupper på tre. Det er første gang vi sådan rigtig skal lave en film i grupper sammen. Der er selvfølgelig ingen grund til bekymring. Alle som er her har noget interessant at bidrage med og med den rette dosis tillid og tålmodighed, finder man altid en måde at smelte visioner sammen på.
Omkring aftensmad bliver jeg stresset. Efter at have kastet rundt med idéer og nogenlunde at have fundet et projekt at sætte fokus på, møder vi vores medstuderende, som naturligt nok er syv andre steder end os.
Nogen har allerede hentet skuespillere fra Rødkilde, andre er på vej ud af døren for at filme.
En ekstremt vigtig faktor i den opgave, vi har fået stillet er tid. Om at fordele den ligeligt. Det finder min gruppe ud af i de allersidste timer, som vi allerhelst har lyst til at kunne strække en lille smule længere ud.
Det er generelt en meget humørsvingende process at sidde tre mennesker ved et klippebord. Det som normalt er sket over flere måneders fordelt arbejde, skal foregå over ganske få timer. Vi er glade, frustreret, sure og til allersidst lettet.
Det lykkes.
Otte grupper dukker op til premieren lørdag med otte film — for ikke at glemme et stort søvnunderskud og meget brugte hjerner. Det er blevet til otte meget forskellige fortællinger, der måske ikke alle er blevet helt som, vi havde tænkt i starten, men som gav alle en god pose erfaringer med til senere arbejde.
Der er meget stille på Filmhøjskolen søndag. Alligevel kommer vi til at vågne op mandag morgen friske og veludhvilet — alle med den samme tanke: Lad os gøre det igen!
