TO SMÅ ORD
Lykkens dør går ikke indad! (Kierkegaard)
To af de fineste menneskelige dyder er nysgerrighed og ydmyghed.
Verden er fuld af paradokser. Vi er selv, som mennesker, paradokser, fordi vi rummer mange sider og ind imellem sider, som ikke computer med hinanden. Det er dén kompleksitet i os, der gør os interessante og som gør tilværelsen til en livslang læringsproces.
Når vi begriber at verden er forunderlig, og mennesker dybt komplekse!
Når vi forstår, at vi alle sammen rummer både gode og mindre gode sider og at vi, i denne ligning, gør klogt i at medregne vores eget uperfekte selv!
- Så kan vi øge vores nysgerrighed og bedre omfavne også dem, vi ikke føler os åndeligt eller holdningsmæssigt beslægtet med.
Vi kan nysgerrigt forsøge at forstå, hvorfor hun er sådan! Han er sådan! Og hvorfor nogle ikke engang kan se sig selv i kategorier som eksempelvis hun og han.
Dem, der ser verden på en måde, der er langt fra din, er måske dem, du vil kunne få de mest lærerige samtaler med?
Hvor der er forskel, kaldes der på argumenter. Når vi kan og vil argumentere for vores synspunkter, bliver vi skarpere på hvem vi er, og hvad vi vil.
Hvis vi med ydmyghed evner at tåle, at ikke bare vi selv, men også mennesker omkring os, er sammensatte og består af erfaringer, som vi ikke selv har haft, bliver det inspirerende at være i sammenhænge med mennesker, der ikke er som os selv.
Det er en god ide at træne sin nysgerrighed ved at stille spørgsmål og lytte til svarene.
Som mennesker har vi en tendens til at låse os fast i ufleksible, og i virkeligheden, isolerende værdiopfattelser. Det gør vi fordi det giver os en beroligende følelse af at høre til i en gruppe, og dermed en følelse af tryghed.
Men vi ved, at vi udvikler os igennem hele livet. Vi kan godt se, når vi kigger tilbage, at vi som 20 årige forstår og ved ting, som vi ikke erkendte da vi var 15 år. Derfor ved vi jo også, at vi om fem år har rykket os, i forhold til det ’jeg’ vi bærer i dag. Også dette forhold kalder på en grad af ydmyghed.
Livsomstændigheder som eksempelvis forhold, uddannelse, boligsituation, at få børn, at miste, og det arbejde eller den kunst, vi beskæftiger os med, er alle forhold der er med til at danne vores aktuelle virkelighed og dermed også vores ’model af verden’.
Det kan være vitaliserende at være sammen med mennesker, der deler vores verdensmodel, og det kan være provokerende og ind imellem udmattende, at samtale med dem, der ikke gør. Men vi forstår intuitivt, at vi alle sammen, for at kunne navigere i livet, bærer på en personlig model af hvordan verden er, og hvad den har brug for. En model, der er præget af individuelle erfaringer, oplevelser og værdier.
Vi må drage omsorg for vores ydmyghed, og holde fast i vores nysgerrighed. Vi må styrke vores empati, eller evne til at forstå andre menneskers virkelighed. Ikke som vi ser den, men som de selv forstår den.
På den måde kan vi tilføre vores eget forhold til omverden et blødgørende skyllemiddel og leve et mere generøst liv, på tværs af både opfattelser og generationer.
Gennem nysgerrighed og ydmyghed kan vi opnå et mere sømløst forhold til en verden i konstant forandring.
Indignation og tillid er stærke drivkræfter, hvis vi regner os selv med i gruppen, der vil forbedre vores verden.
Indignation overfor uretfærdighed, excessiv grådighed, mishandling af vores begrænsede ressourcer, vold og kujonagtig udskamning af andre mennesker er godt for forandring og social- og teknologisk innovation.
Tillid til mennesket, kærligheden, det gode, forandring og transformation er stærke kilder til mere generøsitet, forståelse og menneskelighed.
Had, vrede og afmagt er ofte blot åndelige vejchikaner for udvikling; både af os selv om af verden omkring os.
