Den Næste Digitale Bølge

Først kom ploven, så hesten, så traktoren — og nu kan den køre helt af sig selv. Hvad skal bondemanden så lave?

Maskinerne laver det grove, så vi kan lave det sjove. Men hvad er det sjove? Og er det et helt vildt skræmmende spørgsmål?

Det lykkes gang på gang bilister at dreje forkert, drøne ind i vejspærringer eller køre den forkerte vej ad ensrettede gader til trods for at de vejledes af en stadig smartere GPS.

Hvorfor? Fordi de glemmer at kigge ud af vinduet. Fordi de glemmer, at teknologi skal være et støttehjul, der gør os i stand til at træffe bedre beslutninger — ikke en alviddende gud, vi kan udlicitere vores liv til eller skyde skylden på, når tingene ikke går, som vi gerne ville.

Forestil dig denne situation: Du kører på motorvejen og har ikke hørt ambulancen, der kommer for fulde drøn bag dig, fordi musikken spiller højt. Ambulanceføreren har heldigvis en knap han kan trykke på, så automatikken kan tage over. Din bil trækker ud i højre spor og du mister kontrollen over rattet i ca 1 minut.

Hvad tænker du så? Hvordan vil det føles?

Chokerende ikke sandt? Afmagt! Det er et supergodt billede på Den Næste Digitale Bølge. Intentionerne bag er gode nok: den vil gøre livet nemmere. Få de syge hurtigere på hospitalet til den rette behandling. Hjælpe os til at træffe bedre beslutninger, når vi mister overblikket. Tage over når vi er trætte, stressede, syge eller travle. Løfte de tunge ting, løse de kedelige opgaver, overflødiggøre stort set alle skrivebordsfunktioner og frisætte os til … ja, til hvad?

Jo mere teknologisk verden bliver, jo mere får vi brug for vores menneskelighed. Dilemmaer, etiske overvejelser og forståelse for hvordan vi påvirker vores omgivelser, vil komme til at fylde mere end profit og drift.

Når fremtidens selvkørende biler kører galt — hvem skal så bære ansvaret? Og hvordan skal en bilforsikring se ud? Teknologisk smart-i-enfarthed har gjort den finansielle sektor til det vilde vesten. Bør vi kræve et moralsk kørekort og en villighed til at stille egen røv i klaskehøjde, af de personer som skal kunne forvalte dette enorme samfundsansvar? Virtual reality briller vil skabe en verden, der for mange mennesker er langt mere tiltrækkende end den virkelige fyldt med porno, vold og magi. Er det en god ting?

Det er på ingen måde en skidt ting, at verden bliver et mere etisk orienteret sted. Det er nu, vi skal investere i vores menneskelighed, originalitet og ganske-særlighed. Vi skal holde fast i rattet, skal vi. Der vil nemlig altid være nogen, der har en interesse i at bilde os ind at livet er så kompliceret, at vi ikke kan finde ud af at leve det selv — kompleksitet er vor tids allerstørste fjende, og vi skal passe rigtig meget på, når griske gribe eller magtfulde pampere påberåber sig magten, fordi “det er jo en meget kompleks opgave, det her” — og især, hvis de samtidigt ikke vil være åbne og transparente.

Grunden til at alting tilsyneladende går hurtigere er også, fordi vi mangler et indre etisk kompas at vurdere udviklingen udfra.

Den religiøse bevægelse the Amish (dem med hestevognene og det sjove skæg), vurderer f.eks. al ny teknologi ift. hvad det gør for fællesskabet. De er ikke, som man måske kunne tro teknologi-modstandere. Men de vælger teknologi aktivt til og fra ift. om det styrker eller svækker fællesskabet.

Hvorfor vælger vi ting til og fra? For at gøre livet nemmere? For at have det samme som de andre? Status? Kedsomhed? Fornøjelse?

Det er dét spørgsmål vi skal stille os selv ift. den næste digitale bølge. Er vi vores egen lykkes smed, der kun drømmer om at lave så lidt som muligt for så meget som muligt? Som fralægger os ansvaret så snart vi ser vores snit til det, fordi vi hellere vil putte os med Den Store Bagedyst eller dybe samtaler om surdej. Og er det den adfærd digitalisering skal fremme? Eller er vi sociale væsner, der har brug for kontakt, for at blive lyttet til og hørt, som elsker at bidrage til fællesskabet og lære nye ting livet igennem?

Er drømmen det nemme liv? For det er det vi vil få i de kommende år.

Den digitale bølge vi står overfor nu handler nemlig primært om én ting: Mindre bøvl!

Farvel til bøvl og fordyrende mellemled

“Er du et fordyrende mellemled får du kniven“

Den første digitale revolution var den der i midten af 80erne ramte typograferne. Trods stærk fagforening og en i særklasse pragtfuld evne til at stå strejkende skulder ved skulder, findes det erhverv ikke længere i dag. Funktionen er 100% digitaliseret.

Den første digitaliseringsbølge var destruktiv. Den smadrede ind i mange jobs og folk følte de blev fjernet fra hinanden og placeret i siloer.

Hvor vi troede, at vi aldrig skulle printe et stykke papir igen, og at vi alle ville blive klogere og smartere.

Haha!

Den digitaliseringsbølge vi står med fødderne i lige nu, vil skylle ind over os med et løfte om smarte løsninger — hvilket først og fremmest betyder mindre bøvl. F.eks. vil en drone kunne lufte din hund, og en app vil slå op med din kæreste.

Der er primært 2 drivkrafter bag denne trend:

Det ene er den stigende transparens: vi får større indsigt i værdikæden og køber og sælger kan møde hinanden uden mæglere og unyttig administration — f.eks. i hushandler eller långivning.

Det andet, at der er et enormt marked for alt, der gør livet nemmere. Vi gider ikke vente, vi gider ikke stå i kø, og vi hader, hader, hader amatørlogistik, propper i infrastrukturen og processer der ikke spiller. Og hvor der er store markeder, er der mange investorer med penge. Hvor der er mange penge, er der mange opstartsvirksomheder. Og hvor der er mange opstartsvirksomheder er der meget innovation. Se på flertallet af de apps der bliver skabt i dag: du har en opgave, den opgave kan jeg løse, og det er vigtigt for mig, at vide om du har 30 sekunder, 5 minutter eller 2 dage. Hvor meget af din tid, kan jeg regne med at få lov til at bruge? Hvad end du vil underholdes, bestille en taxa, købe ind, møde nye venner, dygtiggøre dig eller blive fragtet fra A til B.

Mindre bøvl vil slå lige så meget igennem på B2B-markedet som B2C-markedet. For hvorfor skal det ikke være ligeså nemt at bestille, betale og sammenligne containertransport, som det er at købe en flybillet? Hvorfor skal det være dyrt, besværligt og komplekst at få lavet et årsregnskab? Og hvorfor skal vi som borgere ikke være med til at deltage i politik, på samme måde som vi er med til at spille Versus på tv?

Vi har vænnet os til smarte, interaktive løsninger, der giver den ønskede effekt på den korte bane, og forventer nu at få dem alle andre steder.

Med andre ord hvis du er — eller opfattes som — et fordyrrende mellemled, får du kniven.

Hvis du er kedelig, spilder folks tid, forekommer arrogant, ikke lytter, ikke lærer, ikke vil udvikle dig, får du kniven.

DR var engang nr. 1 på fjernbetjeneren. Nu er de bare en blandt mange, og den næste generation er pænt ligeglade med, hvem der er afsender på budskaberne, så længe det bare er velproduceret, ubøvlet og underholdende.

Vikarbureauerne oplever at kunderne vælger kvalitet fra og effekt til. Hvor man før f.eks. købte 5 advokater og 100% kvalitet for fuld pris, vil man nu hellere have 1 advokat og 2 studentermedhjælpere med 80% kvalitet til halv pris og på den halve tid.

Det er en mavepumper til alle, der regnede med at hvis bare de var dygtige og grundige, så var alt godt.

Men kunderne vil ikke have grundigt. De vil have løst opgaven. For de ved godt, at lige om lidt skal den opgave løses igen — på en smartere måde. Og der kommer hele tiden nye opgaver. Den gode nyhed er, at kunderne af samme årsag gerne vil have langvarige relationer, og digitaliseringen gør det nemt at finde den partner der er værdiskabende og ikke sidder som en igle på benet, med den begrundelse “at det har man jo altid gjort”. 2 sjove eksempler: Jeg spurgte engang en aldrende advokat, hvorfor de stadig krævede at de unge fuldmægtige skulle lægge 80 timer om ugen på kontoret. Svaret lød “fordi det gjorde jeg”. Nr. 2: På besøg i Dansk Sygeplejeråd ser jeg en rapport, der hedder excel for sygeplejersker. “Hvorfor skal sygeplejersker dog lære excel?, spørger jeg, hvortil svaret lyder “fordi det også skal gøre ondt på dem”.

Så fortjener man jo ligesom, at få et los i sin komfortzone.

Ventetiden er aflyst

Digitaliseringen har allerede gjort os til nogen krævende, forventningsfulde, utålmodige og ofte utaknemmelige forbrugere, der lynhurtigt anmelder, kritiserer og deler vores bøvlehistorier på de sociale medier.

Der er nul tålmodighed eller forståelse overfor dem, der bøvler — om det så er DSB, Post Norden, hospitalernes e-journaler, forældreintra eller ferie-køer i lufthavne.

Vi hører altid om Netflix, Uber og Airbnb, når talen falder på de nye digitale brands — men de er champignoner. De popper op overalt og er nemme at få øje på. Men det er rodnettet under jordens overflade vi skal lægge mest mærke til. Denne digitale infrastruktur — det digitale rodnet — er helt anderledes end den industrielle infrastruktur. Den industrielle består primært af kapital, metal og sved og tager år at etablere og vedligeholde. Telegrafen der i den tidlige industrialder blev lagt fra Europa til USA var jo rent faktisk et fysisk kabel — det transatlantiske telegrafkabel — der blev sejlet over af kabelskibe. Paradoksalt nok eksisterer den digitale infrastruktur kun i kraft af den industrielle, for der skal jo stadig lægges kabler, bygges serverparker og satellitter osv.

Den digitale infrastruktur kravler som en anden symbiont op af de industrielle træer, for den lever af energi og relation. Den industrielle model er tålmodig og belønner hårdt arbejde men fremmer også pamperi. Den digitale er kvalitetssøgende og belønner effekt, autenticitet og konstant fornyelse — men giver også umoralske, glatte ål store fordele fordi de kan freeride på systemet og gemme sig bag kompleksitet og det digitales medfødte flygtighed.

Transparens, ærlighed, mentalt overskud og visionær skaberkraft, samt dyrkningen af lærende relationer er den digitale verdens smukkeste karaktertræk. Dem, der mestrer dét, er fremtidens konger og dronninger.

Det er af denne årsag at de gamle industrielle brands virker langsomme og ude af trit med tiden. Fordi de ikke er gearede til at lytte og ikke ser værdien i at indgå i relationer med omverden som noget naturligt.

Endnu et sjovt eksempel: For 10 år siden lå CSR (social ansvarlighed) i Danske Banks eventafdeling! Hvor tror du det er placeret nu? Ville du se det som noget positivt, hvis det var i topledelsen? Men nej, her sidder de gamle konger Chief Executive Officer, Chief Financial Officer og Chief Operation Officer stadig tungt på guldet.

De nye digitale brands oplever verden, som det den er: energi og relationer: de forklarer, diskuterer, lærer og udvikler nye løsninger, for uden samskabelsen med omgivelserne kan de ikke eksistere. Netflix’ direktion består f.eks. af en Chief Marketing Officer, en Chief Talent Officer, en Chief Communications Officer og en en Chief Product Officer.

At holde fast i en ledelse bestående af midaldrende, hvide mænd med gorilla-titler siger noget om hvordan man tænker. At man har enormt svært ved at slippe den gamle magt — den magt der byggede på heftige investeringer, størrelse, store muskler og mindre hjerte.

Men man kan ikke få noget nyt, hvis ikke man er villig til at slippe det gamle. Man kan ikke blive en del af det nye spil, hvis man holder fast i sine gamle regler.

Det nye er netværk, aflære og genlære, relation, god energi, eksperimentering, at have det sjovt, skabe værdi, trivsel, nærvær, at vide at man er værdsat som man er, og skaber værdi gennem det menneske man er.

Vi kommer med stor sandsynlighed til at se 5–10 år, hvor det bliver rigtig hårdt for mange mennesker.

Især 2 typer får det svært:

  • Den Midaldrende Tabermand: Er i slut-fyrrerne, har ikke dyrket sit netværk, har ikke holdt sig i form, og har et lunkent forhold til familien. Troede, at han bare skulle tage det næste skemalagte skridt på karrierestigen, men nu er han blevet overflødig og har nul alternativer. Hans problem er, at han ikke er charmerende, han har ingen point på karmakontoen og opfatter genopfindelsen af sig selv som en straf. Var han lidt ældre kunne han nå at gå på pension, og var han yngre var der et velfærdsystem, der kunne hjælpe ham på vej. I gamle dage ville Den Midaldrende Tabermand blive reddet af konen, men hun fik nok af hans brokmåseri for mange år siden.
  • Den Velmenende Akademikerkvinde. Hun er fra 20 til 55 år ung, og går primært på arbejde for at kunne holde fri. Det er kollegaerne, samværet og det sociale der trækker, og hun elsker rutinerne og det at komme hjem til familien og slappe af i sofaen med dyne på, et glas rødvin og den store bagedyst på tv (som hun stadig ser) efter den lange hårde arbejdsdag. Når vi er sammen er det vigtigt, at vi har det godt, ikke stresser rundt eller mobber hinanden. Den Velmenende Akademikerkvinde er dedikeret, sød og utrolig hjælpsom, men med det strejf af bitterhed der kommer af manglende anerkendelse fra omgivelserne. Hun kan alt det der med at kortlægge typer, coache, lede processer og afholde møder, men har utrolig svært ved at forklare, hvilken værdi hun skaber. Derfor bliver den Velmenende Akademikerkvinde fyret, og hun tager al sin varme og kærlighed med når hun går. Og hun vil knokle derud som selvstændig i 5–10 år med meget variende succes.

Det bedste vi kan gøre for Den Midaldrende Tabermand og Den Velmenende Akademikerkvinde er at give dem tid — lang tid — til at genopfinde sig selv. Genstarte interrail og hele ideen med at rejse jorden rundt med minimal bagage. At fortælle dem, at hvis du er ensom er du ikke alene, men at du er nødt til at dræbe dit ego. Det er dit selvbillede, der holder dig fast, som et valnød der mugner i sin egen skal.

Faktisk vil det bedste vi kunne gøre for os ALLESAMMEN være at omlægge vores land fra et pensionssystem til et pausesystem — så vi kan svare på det store brændende spørgsmål: Hvad er det egentligt jeg er sat i verden for at udrette? Hvad er det for en værdi, jeg skal være med til at skabe? Så vi kunne putte os i varm muld, og vente på at vi er parate til at spire og udfolde os.

Ift. fremtidens børn er der én ting jeg ser mere og mere tydeligt. Og det er, at hvis ikke de har en eller anden form for intention, noget de vil udrette, skabe eller stå op om morgenen for, så kommer de til at vugge meget voldsomt rundt i en lille optimistjolle uden køl på det store åbne digitale fremtidshav. Og at den proces tager den tid, den tager — ligesom musik har sit eget tempo. Ikke for hurtigt, ikke for langsomt.

Det kræver mod at ville sig selv og hinanden det bedste.

Og dermed er vi tilbage til det menneskelige, det etiske for man kan ikke være modig, hvis ikke man har værdier man vil kæmpe for. Man kan ikke blive vred, hvis ikke man tror på sine egne værdier. Så bliver man bare bange..

Det ER et skræmmende spørgsmål, men det er også et fantastisk spørgsmål? Kan en robot overtage dit job? Hvis du bliver frisat til at lave det, du virkelig gerne vil — og som skaber værdi for andre — hvad er det så du skal lave?

Automatisering gør det grove, så vi kan lave det sjove

“Automatisering vil bringe dig hurtigere i mål — så det er rigtigt godt at vide, hvad det mål er“

Automatisering betyder ikke, at du en dag møder på arbejde og så sidder der en robot på din stol og skriver på din computer. Det betyder, at mennesker vil blive udfaset at alle jobs, der kan udføres bedre og/eller billigere af mere eller mindre intelligente maskiner eller software.

Den selvkørende lastbil skal f.eks. ikke køre perfekt. Den skal bare køre bedre end flertallet af lastbilschauffører. Piloter der flyver rutefly kan udfases i løbet af 2–3 årtier i takt med at flyflåden fornyes og cockpittet forsvinder. Din mobil udvikler sig langsomt men sikkert til en filtrerende butler, der bl.a. vil optimere eller opsige dine banklån og abonnementer bedre end nogen menneskelig rådgiver. Journalistik udføres allerede i dag hurtigere og bedre af algoritmer der aldrig er sure, syge eller sover, mens rengøring kan gå hen og blive et fantastisk job: snavs er kommet for at blive, robotter kan klare rigtig meget, men der er smalle trapper, der skal forceres, hjørner der skal bearbejdes og gesimser der skal poleres.

Og det er bare superuheldigt, hvis robotstøvsugeren går i gang om natten, fordi hunden har lagt en kage på køkkengulvet, og når at pladre lorten ud i hele stueetagen før man opdager det (true story!) Så måske fremtidens ISS-medarbejdere er superfitte, sølvklædte lækkermåse, udstyret med augmented realitybriller, der gør arbejdet til et spil, der er lige så sjovt som Pokemon Go. Hvem ved?

Sundere, slankere, dygtigere og rigere

Grebet på den rigtig måde vil den næste digitale bølge gøre os sundere, slankere, dygtigere og rigere.

Men den kan også gøre os mere ensomme, uansvarlige, overfladiske og selvtilstrækkelige, hvis ikke vi formår at vælge de gode løsninger — fremfor de nemme løsninger.

Vi skal ikke være så bange for automatiseringen. Menneskeheden har til alle tider været drevet af at lave så lidt som muligt, og slippe omkring de trælse opgaver, for SÅ kan vi bruge vores tid på det vi VIRKELIGT gerne vil. Automatisering er intet andet end en forlængelse af denne trang: vi opfandt ploven så vi ikke skulle grave med håndkraft, vi satte heste foran, så vi ikke selv skulle skubbe, vi gjorde hesten arbejdsløs, da motoren blev opfundet, og nu kan traktoren køre helt af sig selv. Så hvad skal bondemanden og bondekonen nu lave? Ja, de skal genopfinde sig selv, ligesom alle os andre.

Da traktoren kom til Danmark blev 1 million mennesker gjort arbejdsløse, og 400.000 heste rød direkte på pension.

Vi måtte genopfinde os selv i den nye industri- og velfærdssamfund. Som politibetjente, skolelærere, embedsfolk og sygeplejersker.

Genopfindelse er der heller ikke noget nyt i:

Den gamle Hr. Møller var i særklasse innovativ, da han satte fuld skrue på containertransporten i 70erne. Før container-fragt tog det 108 mand 5 dage at laste et skib. Efter container-fragt kunne samme opgave udføres af 8 mand på én dag. Det forlyder at AP Møller-Maersk bestyrelsen syntes det var en megadårlig idé — ej, det bliver noget bøvl, når vi skal bygge helt nye skibe, kraner og investere i uddannelse af folk — hvortil Hr. Møller responderede “tak mine herrer, men vi gør det nu alligevel”.

Forestil dig, at automatisering kommer til at betyde det samme for 90% af de jobs, vi kender i dag:

  • nogle vil helt forsvinde (parkeringsvagter og bogholdere),
  • nogle skal genopfinde sig selv (advokater og journalister),
  • helt nye vil komme til (robot coach, urban gartner og Chief Privacy Officer),
  • nogle vil miste status (bankfolk, embedsfolk, akademikere),
  • og nogle vil få ny status (trænere, omsorgspersonale og lærere).

Auto betyder kan selv — det er det, du skal have liggende i baghovedet. Vil jeg sætte mig ind i en bil, der kan køre selv? Vil jeg have en støvsuger, der kan gøre rent selv? Et køleskab, der selv køber ind? Vil jeg have en juridisk afdeling baseret på algoritmer, der ordner det hele selv — uden at mennesker overhovedet skal røre ved det? Vil jeg savne min bogholder eller revisor, hvis han helt forsvandt fra opgaven og funktionen smeltede sammen med finansiel, forståelig, fremadrettet rådgivning? Kan jeg undvære receptionisten på hotellet? Vil jeg vendes, vaskes og fodres af et menneske eller en maskine? Kan en skoleklasse fungere med en robot-pædagog? Vil jeg foretrække at politikere ikke længere er personer, men digitale avatarer sammensat af ekspertise, borgerstemning og scenarier for fremtiden?

Mere eller mindre tid sammen med patienter?

Det er jo ikke fordi vi mennesker altid er de bedste til at løse opgaverne, vel? I England anbefalede en rapport engang, at sygeplejersker skulle bruge mindre tid sammen med patienterne, fordi man kunne se at patientkontakt udløste stress. Ja goddaw mand økseskaft. Der er sgudda ingen mennesker, der får stress af at udføre deres kerneopgave. Man får stress, når dagligdagens vilkår ikke understøtter, at man kan skabe den værdi, man brænder for. En algoritme vil være langt bedre til at rådgive os ift. livskvalitet end akademikerne med excel-regnearket. Men kun hvis vi opøver vores fornemmelse for, hvad det er vi virkeligt brænder for og gerne vil.

Automatiseringen skal ikke skabe mere stress. Hvis den gør det, har vi misforstået hele pointen. Den skal tage sig af “det grove” og gøre det muligt for os, at bruge maksimalt meget tid på det, vi synes er “det sjove”.

Men vejen derhen kan blive lang og slem:

Automatiseringen ønsker at fjerne bøvl, brok, slitage, ineffektivitet og bringe os hurtigere til målet. Trenden drives frem af drømmen om en nemmere tilværelse, den evige sult efter at være stadig mere produktiv og konkurrencedygtig.

Lidt for introverte ingeniører har i mange år kaldt det “overcoming the human barrier” — og det helt uden glimt i øjet. Som om drømmescenariet er en verden, hvor mennesker ikke går rundt og forstyrrer, piller eller på anden måde forstyrrer de fine, fine maskiner.

På den korte bane betyder automatiseringen at mange mennesker føler sig overflødiggjorte og truede. Cheferne taler og taler om vigtigheden af relationer, nærvær og den tætte kundekontakt, mens de ansatte kramper fast til deres kontorstole og gemmer sig bagved skærmen. På samme tid høster vi frugterne af den selv samme automatisering: vi står ikke længere i kø fredag eftermiddag i banken for at betale regninger, vi får friskbrygget kaffe med et fingertryk, og på ingen tid finder vi den billigste rejse til de varme lande.

På den lange bane vil arbejdslivet selvsagt blive meget anderledes. Vores bedsteforældres arbejdsliv var radikalt anderledes end vores, og for 5 år siden vidste ingen, hvad en app var. Selvfølgeligt bliver vores og vores børn og børnebørns arbejdsliv også forandret. Med stor sandsynlighed vil vi tænke tilbage og synes det er komisk, at vi alle skulle køre på arbejde på samme tidspunkt, at vi brugte tid og penge som mål for arbejdsindsatsen og at vi ikke vidste ret meget om, hvad der skete med produkterne, så snart de blev solgt. Og kan du huske … vi ejede vores egne biler. Og byggede huse til dem. Og der var rat i! Hvor skørt!

Fritstillet på arbejdsmarkedet er en god ting

De digitale trends er som tsunamier — de rammer uanset, hvad vi gør. Duck and cover lød den amerikanske regerings kampagne til det atomkrigsforskrækkede USA. Det er ikke en god strategi. Så vi tager den lige engang til: Den automatisering vi står overfor nu vil have samme radikale effekt på kontorjobs, som containeriseringen havde på manuelt arbejde i 70erne.

Når bølgen har lagt sig vil “fastholdt på arbejdsmarkedet” lyde ekstremt gammeldags. Dem, der gemte sig under skrivebordet, mens de holdt fast i planter og lamper, gik ned. Dem der gav slip på det gamle, kunne surfe på bølgerne.

Vi kan lige så godt vænne os til at opfatte “frisat på arbejdsmarkedet” som det mest fantastiske og positive man kan være — frisat til at skabe værdi, til det sjove og til det vi brænder allermest for.

Hvad tænker du?

Hvem er fremtidens typografer?

Hvad er det næste traktor?

Og på hvilken måde vil du surfe på den næste digitale bølge — og bruge dit liv på mere af det sjove?

Vil du ha’ artiklen i en flot, flot udgave så du kan dele den med vennerne, så send en mail til mig på anne@futurenavigator.dk