Duck and cover

Eller hvordan du overlever, at chefen har været på kursus…

Jeg er gammel nok til at have gået i en folkeskole, der havde beskyttelsesrum i kælderen. Og jeg er også gammel nok til at huske den amerikanske regerings strategi for, hvad man skulle gøre i tilfælde at atomkrig: ”Duck and cover”. 
Duck and cover var fra slutningen af 40erne og helt op i 80erne noget man lærte skolebørnene ”for personal protection”. Så man en atomsky på himlen, så var det bare med at gribe sine kære og krybe sammen i fosterstilling under det nærmeste bord med ansigtet skjult i hænderne. Og så blive der indtil faren var drevet over.

… and keep smiling!

Billedligt talt er det samme strategi mange medarbejdere forfølger, når der sættes nye tiltag i gang på deres arbejdsplads. ”Åh nej”, tænker man. ”Nu har chefen igen været på et eller andet åndssvagt erfa/VL-gruppe/gå-hjem/morgenmøde, hvor han er blevet pumpet op med smarte ord, om disruption og innovation og kreativitet og omstillingsparathed, og kunden/borgeren/barnet/patienten der skal i centrum, og medarbejderen som er vores vigtigste ressource.

Så er det bare om at komme ned under skrivebordet og vente på, at det går over. Duck and cover!

Jeg er så heldig at have et arbejde, hvor jeg får lov til at rejse rundt i verden og møde mange, mange forskellige mennesker. Et af temaerne, der altid er oppe i tiden er arbejdsglæde, herunder hvordan man motiverer folk til at yde deres bedste, og ikke mindst tiltrække nye medarbejdere og fastholde de dygtigste af dem, man har. Ord som kompetence, engagement, trivsel, fleksibilitet, værdier og kerneopgaver flyver gennem luften, og den mentale bingoplade bliver hurtigt fyldt op. Desværre er gevinsten ikke den obligatoriske rullepølse, men en opgivende træthed over alle de luftige begreber.

Du ser den store sky af varme ord på himlen, og så er det bare med at søge dækning og vente på, at det går over. Helle for ikke at være medarbejderen i centrum!

En ting, der trøster mig, og som faktisk fylder mig med arbejdsglæde, er at når man spørger folk, hvad der giver dem glæde på arbejdspladsen, hvad de sætter pris på, og hvad der gør at de kommer hjem optændt af den hellige ild, eller kører på arbejde en råkold morgen med engagementet helt oppe over ørerne, så er det (når det sker) stort set altid det samme.

Det er ikke penge. Det er ikke prestige, og det er ikke massageordninger.

Der er få ting som folk hader og det er bl.a. kedelige møder og at være styret af e-mails. Der er én ting som alle elsker, og det er ros, ros, ros og anerkendelse (også dem, der siger de ikke gør).

Det som virkeligt skaber arbejdsglæde er respekt, relationer, ritualer, ressourcer og resultater. Respekt, relationer, ritualer, ressourcer og resultater er for voksne, hvad ro, regelmæssighed og renlighed er for småbørn.

Respekt: at blive behandlet med værdighed, at blive set og lyttet til og ikke blive mobbet eller skældt ud.

Ressourcer: at have adgang til de elementer, der er nødvendige.

Relationer: til kollegaerne, men også til venner og familie.

Ritualer: at dyrke en måde at arbejde på som er ”vores”, som udtrykker vores ”sjæl” eller ”fællesskab”.

Resultaterne: at mestre noget, lære nyt og nå sine mål, at være en del af en succes og blive fejret, men også at begrave sine fiaskoer og lære af sine fejl.

De 5 r’er skal være i balance — ikke for lidt, ikke for meget. På samme måde som planter skal have tilstrækkeligt, men ikke for meget vand.

Og når bare ét af r’erne mangler, nytter det intet at man fylder mere på af de andre. Hvis en overlæge f.eks. ikke får de nødvendige ressourcer, er det et spørgsmål om tid, før han løber tør for arbejdsglæde.

Det er der intet nyt i.

Men vi glemmer hurtigt.

I 2006 druknede en 41-årige vicepolitimester i Haderslev i havet ved Skagen. Dødsfaldet skete kort tid efter at Asger Tei, som han hed, var gået til medierne og havde udtrykt sin utilfredshed med de arbejdsforhold, han var blevet sat i sigte efter politireformen. Han havde fået et ultimatum: Enten flytter du til Bornholm og bliver chefanklager der, eller også må du acceptere en lavere stilling som menig politianklager i Jylland.

Er det nogens skyld?

Kom det som en overraskelse for Asgers kollegaer, venner og familie?

Jeg ved det ikke, men man fornemmer, at ultimatummet har været det, der skubbede ham ud over kanten. Asgers familie var spredt ud over landet, han havde været sygemeldt i længere tid, og nu kunne han bare tage og indordne sig. Ingen respekt, ingen hensyn til relationer, brudte ritualer og pyt med hans resultater.

Må det være en lære for alle de chefer og kollegaer, der bruger store ord om arbejdsglæde. Det er ikke gratis. Det vi siger, og det vi gør betyder noget. Hvis ikke man kan indfri forventningerne, så hellere melde det ud fra starten.

Hvis Niels Jørgen igen sidder og hænger, fordi han er ved at blive skilt, så holder vi en stor fest kun for Niels Jørgen og hans kone. For det er ikke ligemeget.

Hvis Maiken gør et godt stykke arbejde, så får hun det at vide. Tit og ofte. Og hvis medarbejdernes ritualer og relationer skal forstyrres, så gør man det med respekt.

Vi kan ikke tillade os at ødelægge menneskers liv, blot fordi vi har svigtende resultater eller fordi verden ændrer sig.

De handlinger cheferne har bag sig, siger ligeså meget om dem, som de visioner, de har for i morgen. En god chef kan sagtens forandre, nytænke og rykke rundt på folk, uden at det sker på bekostning at det, der i sidste ende — for os allesammen — betyder allermest.