Perfekte iværksætter-julegaver

Intet siger “jeg orker ikke julegaver” bedre end den højglanspolerede gaveæske-sampak med shampoo/balsam fra Matas. Og intet spreder mindre julestemning end at føre overfladiske samtaler, mens man i hemmelighed skammer sig over at man glæder sig til at holde fri fra julen, så man kan komme tilbage til det, der virkeligt rykker i en.

Det er hårdt arbejde, at holde fast i julen som hjerternes tid — hvor vi tænker lidt mere på hinanden, hjælper dem der trænger, giver af vores overskud og nyder de sidste rester af året sammen med dem vi allerbedst kan li’.

Men fortvivl ikke — for her er løsningen på begge dele: bedre julegaver med mening i, der støtter entreprenante mennesker, og som samtidigt flytter samtalen i en retning, du synes er spændende. OG du kan købe det hele over nettet.

Til de små størrelser:

Hvem: Hepper Planet
Hvad: Udklædningstøj og bamser til børn

Udklædningstøj — WTF!? Af en eller anden grund laves det altid af et materiale, der minder om spundet rockwool i utroligt hysteriske farver. Og hele julen går man rundt og skriger “neej, lille Bubsi, du må ikke komme så tæt på adventslyset!!”. Nu ikke mere, for du har købt det kæreste, lækreste, blødeste, mest anvendelige udklædningstøj ever!

Bag Hepper Planet står Anne Kirstine Ellegaard som fik blod på iværksættertanden efter at have syet superheltekostumer til hele familien, som de iførte sig på legepladsen — hvilken småbørnsfamilie drømmer ikke om det?

Anne Kirstine er i år gået fra at have hele huset fyldt med kasser til at få egne lokaler. Hepper Planet er på vej ud over rampen — med bamser og tøj, der skal fortælle børn, at de ikke skal sammenligne sig med andre, men bare være den bedste udgave af sig selv. Det kan fremtiden li’. Er du også med på den galej, så køb din julegave og gør en iværksætter glad her:

Hvor: www.hepperplanet.dk

Til øko-elskeren

Hvem: the organic company
Hvad: Håndklæder, viskestykker og andet namnam i bomuld

Fra en tryg og sikker stilling i APMM til selvstændig butik på gyngende grund. The organic company er historien om en virksomhed skabt på en fundamental indignation over ikke at kunne købe en økologisk vatpind.

Det første succesprodukt var de farvede babyklude, og sjældent er der i verdenshistorien blevet kælet så meget for håndkæder, viskestykker, forklæder, tæpper og sengetøj som når Joy Vasiliev kører varerne gennem sine designerhænder.

The organic company er især fed, fordi djævelen hele tiden frister dem. De vil sagtens kunne sælge meget, meget mere, hvis de bare går en lille, bitte smule på kompromis med de organiske principper — men nej, som den reinkarnede udgave af Jean d’Arc Joy er, skal man gøre livet så besværligt for sig selv som overhovedet muligt — for det, der virkeligt betyder noget i denne verden, er også det der er værd at kæmpe for.

Elsker du den hardcore iværksætter, der nok holder udsalg men aldrig sælger ud, så træk hævekortet igennem her. Jeg kan især anbefale Big Bag som er luksusudgaven af den uundværlige blå IKEA-pose:

iloveecoessentials.com
Cahetu.dk
Kaiku.dk

Til, dem der ønsker sig ingenting

Hvem: Cyklingudenalder
Hvad: Cykelpiloter kører friske ture med plejehjemsbeboere

Det er aldrig nogensinde i verdenshistorien sket, at 2 mennesker er gået en tur, kommet hjem igen og udbrudt “det sku’ vi aldrig ha’ gjort”. Frisk luft er dejligt, men nogle mennesker magter ikke at gå, og nej hvor bli’r de derfor glade, når der kommer en futnisse med en cykelvogn og “bortfører” dem.

Cykling uden alder henter beboerne på plejehjemmet og gi’r dem en tur i det lokale (altså en cykeltur, og det skal lige koordineres — du må ikke bare snuppe dem, så bli’r det mærkeligt). Min egen mand er cykelpilot, og jeg skal hilse fra ham og sige, at det er en god idé at tage et barn med i vognen, gerne af egen avl, da man ikke kan høre, hvad de gamle siger, når det blæser. De snakker åbenbart konstant og hele tiden. Og så skal man ikke være for snerpet, for der fortælles både røverhistorier og drikkes gibbernakker, men det er jo det der meningen — de gode samtaler, de gode relationer og det nye medborgerskab.

Du kan gi’ et bidrag, eller melde dig selv og gavemodtageren som piloter så I kan cykle sammen hele næste år, eller — hvis du er kommunaldirektør — fyre resten af budgettet af her: Cyklingudenalder

Til din favorit mamil

Hvem: Swimears
Hvad: Ørepropper til svømmere

Mamils står for “middle aged men in lycra” et velfærds-verdensomspændende fænomen af ofte småfrustrerede karrieremænd og -kvinder der løber fra overgangsalderen ved at se deres værste frygt, begrænsninger og skrabesår i øjnene. Og jo, vi er lidt trætte af deres instagram-opdateringer hvor de for 5. gang i år gennemfører en marathon eller poserer svedige og rødmossede efter ugens 7. spinningtime udlevet kl 6 om morgenen, mens de bare har det noget så pivsjovt. Mest af alt har vi lyst til at råbe: “så slap dog for helvede af og æd den risalamande uden at prale med din evne til at loade carbs”. Men det gør vi ikke, for inderst inde elsker vi dem, og er egentligt bare dybt misundelige. At være en mamil er trods alt sejere end at være konge af hjørnesofaen.

Swimears er udviklet af Hans Henrik H. Heming, og han er faktisk ikke en Mamil men en Mamis (middle age man in Speedos). Han Henrik var træt af at få vand i ørerne og han kunne heller ikke høre noget, når han svømmede rundt om Amager (for man er vel for sej til en almindelig ironman …). Et kickstarterprojekt og en Løvens Hule senere kan hans ørepropper — der holder vandet ude og slipper lyden igennem — købes i 90 lande. Og selvom jeg ikke kan lade være med at drille Hans Henrik med lige at smide et #firstworldproblem, så er jeg heller ikke for fedtet til at gi’ ham et #fandmegodtgået #hanshenrik.

Beskyt din mamis/mamil mod at blive spist af en sæl eller svømme ind i en færge (eller dit barn mod tis-bassins-ørebetændelse)her: Swimears

Til design-elskeren

Hvem: Little Sun
Hvad: Solcellelamper, der holder

Jeg elsker, elsker når mennesker brænder for noget. Passion! Mmmh, det er en dejlig frugt. Når man kan se, at et menneske er sprunget ud i livet fuld af tro på at faldskærmen nok skal folde sig ud. Med villighed til at æde alle de skrammer og skrald de får af livet i processen. Første gang jeg mødte Frederik Ottesen var på DTU, hvor han med glade, flagrende arme fortalte om sin livsdrøm: at bygge fly der kan flyve på solenergi. Og for at financierede det, har han sammen med kunstneren Olafur Eliasson udviklet solcellelamper, som på Hus Forbi manér kan købes og sælges i de fattige egne af verden efter princippet Trade Not Aid. Little Sun er det ypperste af dansk design: smukt, robust, funktionelt, lækkert og med mening. Jeg køber 20 af gangen, og giver dem i stedet for vin og blomster til fester og receptioner. Til jul kan du give 1 Little Sun eller 10 og modtageren vil blive lige begejstret!

Hvor: Little Sun - samtidigt kan du donere en lille sol til et barn i Sydafrika som pga. dig kan finde vej hjem fra skole i mørket og få mere tid til at læse og lege. Ooooooorhhh :)

Til den bekymrede sjæl

Hvem: Klude med kærlighed
Hvad: Næsten håndstrikkede karklude — og andre klude

Hænger du stadig på Ondskabens Karklud — aka de pastelfarvede mikrofiber-uundværligheder, der ellers længe har ligget i bunden af Maslows husholdningspyramide — så er det nu, du skal slå et slag for klimaet, kloden og verdens have. For hvis ikke vi holder op med at bruge Ondskabens Karklude, er der om 2 generationer ikke længere nogen fisk tilbage (okay, det var måske lidt overdrevent… men vi forestiller os her, at du har fået en lille smule for meget rødvin).

Eva Kron er tidligere kontanthjælpsmodtager, misbrugsbarn og har haft svært ved at finde sin plads på arbejdsmarkedet — måske fordi, der ikke var noget job, der passede med hendes moder natur-følsomme skaberkraft. Hvad der startede med et oprør er endt som en virksomhed. Og sådan nogle menneskehistorier skal vi ha’ mange, mange flere af!

En glimrende mandelgave, værtindegave, gaven fra børnene til bedsteforældrene osv. — men ikke til hende du elsker! Ikke med mindre du vil sove med fiskene.

Køb klude og red fisk her: Klude med kærlighed

Til den kloge, let bedrevidende type

Hvem: Ryk Verden
Hvad: En bog om fremtidens journalistik

Vi tager 2 dansklærere, der er trætte af deres af deres egen undervisning, mikser med nogle fremtidsforskere, en flok journalistiske eksperter og en hel gymnasieklasse. Tilsætter 3 års con amore energi og ender med Ryk Verden — Konstruktivt undervisningsmateriale til en ny generation af journalister og medienavigatører. Lang titel, ja men det er ikke noget en prof dansklærer frygter.

Et af de sjoveste projekter vi har været med til i Future Navigator, og et skridt på vejen til en ny tids fagforeninger, der gør deres medlemmer dygtigere og rigere.

Astrid Lakjer og Anne Müller fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole er tæt på at kunne skabe arbejdspladser med deres værk, og eleverne der har været til eksamen i konstruktiv journalistik siger, at det er bedste, mest relevante fag nogensinde.

Astrids far var ikke helt med på idéen om at bogen var 100% virtuel, og da man skal gøre sine forældre glade, var vi nødt til at skrive en bog. Noget så retro som en helt almindelig fysisk bog.

Undervisningssystemet og dets proaktive, fremtidsorienterede lærere kører ikke på likes og velmente statusopdateringer alene, så smid nogle grunker efter dem. Alt overskud går til kaffe og kage — den energikilde som lærere kører på.

Bogen kan købes her: Ryk Verden! Konstruktiv journalistik og medienavigation.

Til resten

Hvem: F.eks. Brød & Co
Hvad: Alle mulige ting — af kvalitet og med sjæl

Hvis høj kvalitet var et succeskriterie var der ikke noget, der hed McDonalds, Fætter BR eller H&M. Høj kvalitet er megabesværligt at vedligeholde endsige skalere. Og derfor bør de mennesker, der satser på høj kvalitet have et særligt support system. Brød & co i Vejle bager dejligt brød i de 3 stenovne: Willy, Betty og Christian. Og de har lært vejlenserne at plukke ramsløg i skoven og lave urban gardening. Så er der jo ingen grænser for hvad man kan udrette. Forbrugersamfundet fungerer kun, hvis den vare der efterspørges ligger langt over kategorien “jammerligt bras”, så det der fremmes er godt håndværk, gode ingredienser og stærke, gerne lokalt forankrede relationer.

Så find nogen i dit lokalsamfund, der trænger til en julekrammer. Køb en stor skinke, en julefrokost, en bænk til haven eller et gavekort. Eller tag de store voksenbukser på og grundlæg en lokal investeringsforening.

Dette var nogle af de seje, danske iværksættere jeg har mødt — skriv gerne, hvem du tænker fortjener en jule-booster.

Læs også om den ressourcebevidst pakkeleg, hvis du helt vil undgå at have penge op af lommen.

Originally published at www.amino.dk on December 10, 2016.