Med video og podcast mod nye målgrupper
– to oplagte værktøjer for kulturanmeldere til at nå et nyt publikum
Først virkede det ikke.
Rikke Frigast er studerende og eksperimenterer med radio-formatet. Hun inviterer en kollega fra dramaturgi-studiet med i teatret. Podcasten med deres anmeldelse af en forestilling på Aarhus Teater har den længde, en podcast nu skal have.
Men det fungerer bare ikke rigtigt. Veninderne er for enige. Taler samme sprog. Samme fagtermer. Lytteren bliver holdt udenfor. Rikke må gøre noget anderledes.
Næste forestilling er inspireret af rapperen LOC’s musik og tekster. Hvad gør Rikke? Hun inviterer to undervisere fra en skole for rappere i Aarhus V med i teatret.
Og NU har hun modtageren i sin hule hånd. Hun lægger det dramaturgiske snit, rapperne tester tekst, tempo og tæft ud fra deres erfaring med rap-miljø og autenticitet.
Næste gang, Rikke tager mikrofonen med i teatret, har hun en dreng på 13 år med i programmet. Giver det mening? Ja, han er hendes lillebror, og sammen anmelder de familieforestillingen ”Narnia”.
Podcast får seks stjerner i karakterbogen, når du skal anmelde teater.
Dette er blot én af konklusionerne i pilotprojektet Gentænk Teateranmeldelsen, hvor 11 yngre anmeldere eksperimenterede på flere platforme og med nye udtryksformer i det truede format: teateranmeldelsen.
En yngre teatergænger orienterer sig nemlig hellere om teatrets kvaliteter hos venner og bekendte end hos en navnkundig anmelder. Vil du have YouTube-generationen til at interessere sig for din mening om kulturlivet, må du være til stede i den yngre teatergængers vennekreds.
Video og podcast er gode steder at starte.
En smartphone og en god mikrofon er håndterbare redskaber til at genskabe stemningen fra ”Jesus Christ Superstar”. Med en veldrejet podcast kan du siden komme helt ind i øret på den virkeligt interesserede kulturforbruger, når forestillingen skal dissekeres.
Dette er to af hovedkonklusionerne i Gentænk Teateranmeldelsen. Projektets anmeldere var 11 yngre anmeldere, primært med baggrund i dramaturgi og journalistik, som deltog i dette feltarbejde i hele 2017.
Video, om det er på Facebook, YouTube eller Snapchat, er formater, som gør sig bedst, når du vil formidle stemning, form og nemt fordøjelige pointer. En smartphone er tilstrækkelig til at indramme en premierestemning, lægge op til og sanse forestillingens umiddelbare styrker og svagheder.
Næsten ni ud af 10 yngre teaterinteresserede søger oplysninger om forestillinger blandt venner og bekendte — samt på de sociale medier. Det viser en brugerundersøgelse foretaget af Epinion for Aarhus Teater i 2017.
Visuelle platforme har bortset fra teatertegningen hidtil været et næsten ukendt fænomen i teaterkritikken. I modsætning til teatrenes egne pressefotos, er disse nyere platforme som video, Snapchat og Instagram egnede til at befinde sig midt i atmosfæren og afspejle krop og form på scenekunsten. Video på disse formationer kan — anvendt med omtanke — mere end mange ord skabe en fornemmelse af, hvordan det egentlig er at være inde at se ”Jesus Christ Superstar” eller den nye eksperimentelle forestilling ”Premiere”, som foregik rundt på gangene i Aarhus Teaters gamle teaterbygning på Store Torv i Aarhus.
Disse visuelle anslag kan derefter fungere som link til en dybere analyse.
Og her dukker podcast op som en ny væsentlig spiller som formidlingsformat ved siden af den skrevne artikel.
Det er erfaringer, vi har gjort i vores projekt, og de rammer ret præcist ind i den praksis, som f.eks. London-avisen The Guardian konsekvent gennemfører, når en premierebegivenhed dækkes: En Instagram Stories-reportage sætter scenen med speak, videobidder og stemning, og en anmelder bedømmer siden hen værket.
The Guardian laver to versioner for at nå et nyt publikum. Hvis avisen kun havde den traditionelle skrevne anmeldelse, ville otte ud af 10 læsere være dem, der hver uge læser avisens vurderinger. Ifølge social media producer Eleni Stefanou på The Guardian skal indsatsen med kvalificerede Instagram Stories ”berige dialogen om kulturscenen med et større publikum.”
Fordybelsen har fortsat sin styrke i den skrevne anmeldelse — men den nye kæreste i kulturlivet kan meget vel blive podcasten — radioudsendelsen, du har hentet fra nettet, når det passer dig.
Podcasten har tre indlysende fordele:
Du kan lytte mens du laver noget helt andet.
Du kan fordybe dig i et værk når det passer dig.
Et i forvejen interesseret og et nyt publikum har opdaget podcast.
Anmelderen må, hvis hun vil nå et bredere publikum, indstille sig på at jonglere to-tre forskellige versioner af sin vurdering. Versionerne vil kunne ramme forskellige målgrupper — ligesom de med fordel kan placeres forskellige steder i den kronologi, som en premiere på en scenekunstforestilling er.
Ligesom den digitale nyhedsjournalist, har anmelderen i dag værktøjerne til at skabe et meningsflow, som starter før forestillingen, og som først afsluttes flere dage efter premiereklapsalverne er forstummet
Ingen har endnu set lyset, hvad angår forretningsmodel for nye anmeldere. Fast job som kulturel meningsmager er blevet stadigt sjældnere. Til gengæld er muligheden helt unik for at tilegne sig nye virale metoder til at formidle sine holdninger. Og de fleste værktøjer er gratis.
Spørgsmålet er, om anmelderne har noget valg?
Næsten ni ud af 10 yngre teaterinteresserede søger oplysninger om forestillinger blandt venner og bekendte — samt på de sociale medier. Det viser en brugerundersøgelse foretaget af Epinion for Aarhus Teater i 2017.
Teatergængere vil hellere orienteres om en forestillingens atmosfære og indhold, end om en anmelders dom. Det antyder en kvalitativ brugerundersøgelse udført af Have Produktion på et mindre antal teatergængere.
De seneste statistikker dokumenterer det fortsatte fravalg af aviser og traditionelt flow-tv, og en øget tendens til at konsumere nyheder og underholdning på sociale platforme — og primært på smartphones og tablets.
De sociale platforme ligner således et oplagt sted at lægge sin indsats.
Ligesom den digitale nyhedsjournalist, har anmelderen i dag værktøjerne til at skabe et meningsflow, som starter før forestillingen, og som først afsluttes flere dage efter premiereklapsalverne er forstummet, men hvor brugerne stadig har lyst til at diskutere med anmelderen (hvis det sker).
At yngre, teaterinteresserede mennesker helst vil søge oplysninger på sociale medier og hos venner og bekendte, betyder, at der findes et uudforsket potentiale i netop at gøre en indsats for at kvalificere anmeldelsen på de medier, hvor denne målgruppe befinder sig.
En central udfordring er, hvem der tager handsken op? Aviserne har ikke pengene og fyrer i højere grad anmeldere, end de hyrer.
Information gennemførte i 2017 en optælling af anmeldelser i Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten, Information og Weekendavisen. Optællingen viste, at antallet af anmeldelser samlet er faldet over 10 år med 34 procent.
Til gengæld gennemførte Politiken i foråret 2018 en kritikerskole for interesserede. 180 ansøgte, 42 blev optaget.
Interessen for at mene noget kvalificeret er således i høj grad til stede. Værktøjerne ligger derude og er klar til at blive anvendt.
Skal du vente på en pose penge?
Eller er det bare med at komme i gang?
I samarbejde med Aarhus Teater, Have Kommunikation, Aarhus Europæisk Kulturhovedstad 2017 og Region Midt har DMJX gennemført pilotprojekt Gentænk Teateranmeldelsen. 11 anmeldere, primært med baggrund i dramaturgi, anmeldte i løbet af 2017 en lang række forestillinger på Aarhus Teater — en række platforme blev udforsket — og det samme gjorde indholdet i en teateranmeldelse.
