Bare en blyant
Af Trine Sommerlund
Klokken er 07:00, vækkeuret ringer, det er mandag morgen, skolen kalder, men er det virkelig nødvendigt? Hvis jeg nu bare kunne få 10 minutter mere i sengen. Jeg har selv været den, der har snoozet vækkeuret et par gange for meget, for en lille smule søvn mere og jeg ved at jeg ikke var den eneste af mine venner der gjorde det. Hvad jeg ikke vidste på det tidspunkt var, hvor heldig jeg og mine kammerater var. Det fandt jeg ud af, da jeg i efteråret 2017 rejste til Malawi, med Folkekirkens Nødhjælp. Her boede jeg sammen med en lokal familie, var en del af deres hverdag og sommetider bare en flue på væggen. Jeg tog til Malawi, med en klar indstilling om, at alt ville være anderledes, men alligevel kunne jeg ikke lade være med at trække paralleller til mit trygge Danmark. Min første sammenligning indtræf inden for få minutter hos min værtsfamilie. Den første fra min familie der tog i mod mig hed Wyson, han var skolelærer og arbejdede på den lokale skole, blot 50 meter fra mit hus. Wyson fortalte mig, på sit gebrokne engelsk at han gerne ville læse medicin, men lige nu blev han nødt til at arbejde som vikar, fordi skolen manglede lærere. Han udsatte derfor sin egen drøm, for at opfylde nogle andres behov, et meget nobelt valg. Havde det været mig der stod i den situation, havde jeg valgt min egen uddannelse, frem for andres.
Efter et par dage, kom han hen til min rejsemakker Sille og jeg, og spurgte om vi havde lyst til at besøge skolen og undervise eleverne. Vi takkede ja, selvom vi hverken er lærestuderende eller havde den fjerneste idé om hvordan en malawisk time ser ud. Vi takkede ja for udfordringernes skyld, for oplevelsen skyld og fordi vi havde en gave med til dem, som Wyson, ikke vidste noget om. Allerede dagen efter gik vi hen til skolen, herhjemme skulle vi have lavet en aftale på forhånd, men i Malawi tager man det som det kommer. Det gælder både det impulsive og det der tager tid. Med mine danske, punkligheds briller på, var det en stor udfordring, at ting tager tid og uret ikke altid findes. Chankhomi skole var gammel og slidt, nogle af klasseværelserne var henne i kirken, da der ikke var klasselokaler nok. Chankhomi skole bestod af 8 klasser, 4 lærer og 2 vikarer. Det vil sige at de klasser der ikke havde en lærer, bare sad på jorden og ventede, indtil det blev deres tur til at få undervisning. Den første klasse vi besøgte var ”Standard 1”, som svarer til den danske 1.klasse. De var så søde og tog i mod os med en indøvet engelsk sætning ”Welcome, how are you” og de største og gladeste smil. Sille og jeg kunne ikke lade være med selv at smile; tænk at være fyldt med så meget overskud og glæde, selvom der ingen lærer var, levevilkårene barske og håbende sjældent bliver opfyldt. Efter at have undervist dem så godt vi kunne, med fagter og simple engelsk ord, var det blevet tid til vores overraskelse.
Hjemmefra havde vi været så heldig at få sponsoreret blyanter, farveblyanter, viskelædere og blyantspidsere, som vi kunne give videre til nogle der virkelig havde brug for det og det havde de. Da vi tog dem op af tasken, så skoleinspektøren helt forkert ud i ansigtet, det var tydeligt at hun tænkte ”er det til os?”, samtidig var det tydeligt at hun strålede af glæde og taknemmelighed. Vi fyldte vores hænder og begyndte stille og roligt at dele blyanterne ud til børnene; det er en af de bedste oplevelser jeg længe har haft. At se glæden lyse ud af deres store brune øjne, fordi de har fået én enkelt blyant. Når de modtog blyanten, foldede de deres hænder som en skål og så op på mig, med en taknemmeligt blik. Det føltes næsten som om, at jeg skænkede dem en gave fra Gud, eller hev Julemandens sæk frem med lige den gave de ønskede sig mest til jul. Deres måde at tage imod blyanterne på, gjorde virkelig stort indtryk på mig; det er jo bare en blyant. Det var i hvert fald min holdning, indtil skoleinspektøren, fortalte os, hvordan denne ene blyant kunne gøre deres skolegang bedre. Hun fortalte os, hvordan de nu kunne skrive det ned de lærte, med hver deres blyant, hvor nogle før slet ikke havde en, delte andre deres dyrebare blyant med resten af klassen. Hun fortalte os at en blyant kan gøre meget mere end vi tror. Til sidst sluttede hun af med at takke os, for den gavmildhed vi havde vist hende og hendes skole og forsikrede os om at Gud ville beskytte os.
Når uret ringer næste gang klokken 07:00, tænker jeg en ekstra gang over hvor heldig jeg er. Hvor heldig jeg har været ved at vokse op i Danmark, hvor skole er noget alle har mulighed for. Hvor heldig jeg er, når jeg hvert år til min fødselsdag har fået nye blyanter, fordi jeg har smidt de andre væk. Hver eneste dag, priser jeg mig lykkelig for de muligheder jeg har. Det ved jeg at eleverne på Chankhomi også gør; de har nu en blyant hver og muligheden for skole.
