Dagbog fra Zambia

Af Malou Bønding Wichmann

8. juli 2017 — første Aften

Vi sidder under den klare stjernehimmel, med det skånsomme lys fra gløderne og den unaturligt store måne over os. Vi er til stede og sammen, på en måde jeg aldrig har oplevet før. Ingen har noget de skal, eller noget andet de spekulerer over. Der er hvor de er, og er 100 procent til stede i det.

Der er stilhed når vi ruller Nshimaen i hånden, samt tilføjer grøntsagerne, og den kylling søsteren fangede og slagtede for et par timer siden. Vi pillede den, skilte den ad og fjernede diverse indvolde der ikke kunne forsvares at spise. Dog kom både ben, hoved og tær med i gryden.

Killingerne og de sultne hvalpe luner sig ved bålets fod. Moderen klager over en gren, der sidder i hendes arm fra dagen arbejde, og faderen nævner den krokodille fra den lokale dam, som han synes jeg skal møde i morgen.

En magisk aften, med savanne lignende baggrundstøj af cikader, fugle og de fritgående køer og grise.

9. juli 2017 — Dag 2

Jeg så den omtalte krokodille i den lokale dam i dag, på vejen til markedet. Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at jeg skulle stå så afslappet få meter fra en krokodille i dens naturlige omgivelser.

Derudover var vi også i bad i dag, hvilket var tiltrængt efter gårsdagens lange rejse. Jeg må dog have lignet en kæmpe idiot, i det jeg snublede rundt og febrilsk forsøgte, at gøre noget så simpelt, at tage et bad.

Normalt ville en situation som denne, være noget af det mest grænseoverskridende nogensinde for mig, men det føltes så naturligt og jeg fulgte lydigt efter.

Vi stod overfor hinanden på de små sorte sten, omkredset af flettet halm og med en balje vand imellem os. Vi fugtede sæben og smurte den rundt på kroppen. Derefter skulle vi ved at forme en skål med hænderne, sprøjte vandet fra baljen op på kroppen.

Jeg vil love, at det er lettere sagt end gjort. Det er utroligt kompliceret, at få vandet til at ramme alle steder på kroppen. Til sidst satte vi os ned på hug, for at rengøre de mere intime dele.

Se også: Om Folkekirkens Nødhjælp & Go Global

Efter stolt at have klaret dagens udfordring, binder jeg håndklædet omkring mig og kigger bag mig. Det omkredsene halm når mig til halsen, så jeg kan se udover den mest fantastiske udsigt.

Som solen langsomt går ned, falder der en ro over landsbyen. Malala (værtssøster) lader mig stå og kigge forundrende et øjeblik, før hun får mig hundset ind til bålet, hvor vi skal lave dagens Nshima.

10. juli — Mandag

I går aftes sad vi alle om bålet, imens Malala og hendes søskende sang smukke gospelsange, af deres lungers fulde kraft. Det lød fantastisk, der er virkelig noget helt specielt over disse aftener.

Vi snakkede en del om Danmark og alle de ting og muligheder vi har. Malala blev grundet en sponsor, selv færdig med Gymnasiet sidste år og hendes største ønske er nu at kunne læse til lærer.

Men hun siger, at det koster 3000 Kwacha pr. Semester, hvilket hun aldrig selv får muligheden for at finansiere. Hun kan kun følge forældrenes fodspor, selvom hun er den eneste af de mange børn der har fået en gymnasieuddannelse.

Hun fik engang lov til at undervise på en folkeskole, men blev aldrig betalt for det.

Der er virkelig mange ting de aldrig har set før, mad de aldrig har smagt og steder de aldrig har været. Hun får et helt specielt blik i øjnene når vi snakker om de her ting, og jeg prøver at forklare hvor betydningsløst nogle af disse materielle ting er, i forhold til det unikke bånd og nærvær de har i hendes familie. Den tilstedeværelse, jeg trods mine privileger er utrolig fascineret over.

Derudover havde vi et utroligt interessant møde med en ”Women’s club” i dag. Vi fik diskuteret nogle spænende ting omkring kønsroller her i Zambia.

Men madlavningen kalder og der skal laves Nshima!