”Det øjeblik er noget, jeg aldrig vil glemme”

Af Sille Sønderskov

I efteråret 2017 rejste jeg med Folkekirkens nødhjælps volontørprogram, GoGlobal.

Turen gik til Malawi, hvor jeg boede ved en lokal familie.

Med GoGlobal lærer man de lokales kultur at kende. Man kommer helt tæt på deres traditioner, deres sorg og deres glæder. Derudover er man knyttet til en organisation, som Folkekirkens Nødhjælp støtter via pengene der for eksempel modtages ved sogneindsamlingen.

Når man rejser på denne måde bor man i en landsby med en anden frivillig, der også følger GoGlobals program.

Min landsbymakker, Trine, og jeg var knyttet til en organisation, som er bestående af en gruppe fantastiske stærke kvinder, der kæmper for deres rettigheder. Rettighederne for at udtrykke sig, rettighederne for at eje land og rettighederne til at kunne skabe en indtægtskilde selv.

Udover at følge disse kvinders kamp for ligestilling, skulle vi, som frivillige, også lave et personligt projekt. I projektet måtte vi selv bestemme hvem det skulle gå til og hvad det skulle være.

Vi havde fået tildelt hvad der svarer til 3000 danske kroner, hvilket er en del — især i Malawi.

Trine og jeg var flere gange ude at spise på ”restaurant”. Her kunne vi få en ret bestående af en stor portion mad, såsom ris, omelet eller kød, samt en Coca Cola til sølle 12,5 danske kroner.

Herhjemme kan man ikke engang få en Coca Cola, slet ikke på en restaurant, til de penge. Så igen — 3000 danske kroner er rigtig mange penge i Malawi.

Se også: Tips og tricks til Malawi!

Trine og jeg gik længe og funderede over, hvilket projekt vi ville starte og hvad det skulle være. Det skulle gøre en forskel, være langsigtet og opfylde et behov.

”Vi skulle opfylde deres behov, ikke vores.”

I landsbyen vi boede i, er der ikke meget at gøre med. Det er fattigt, og de lever i en verden til forskel for hvad vi er vant til. Vi kunne se masser af ting, de manglede, ting, vi bruger fast i dagligdagen herhjemme. Vores opgave var ikke, at give dem nye behov, men at opfylde et af dem de allerede har — der ovenikøbet er små. De kender ikke til alle de ting, vi ser som nødvendige. Vi skulle opfylde deres behov, ikke vores.

Mange af de andre volontører i de andre landsbyer havde meget fokus på skolen. Skolen er helt klart et af de steder, hvor lande som Malawi mangler redskaber. Trine og jeg følte bare vi ville lave noget nyt. Vi er begge meget handlingsorienterede, og dette spillede også en rolle i vores projekt. Det skulle skabe vækst og give håb til en bedre fremtid.

En dag kom ideen til os. En vandpumpe. En vandpumpe til vores kvindegruppe, der er så heldige at have deres egne marker. Vi havde fået et godt forhold til de kvinder. Min værtsmor var en del af dem, og min far en medkæmper for deres rettigheder — overraskende nok.

Vandpumpen ville gøre det meget lettere for kvinderne at vande deres marker. Før skulle de ned ad en stejl sti, for at komme ned til et lille vandhul, hvor de så skulle fylde deres spande på omkring 20 liter.

Disse spande skulle op på hovedet, og derefter skulle de balanceres op af den stejle skråning, hen til netop deres stykke mark, for at forsøge at vande så meget som muligt, for at efterfølgende gentage processen, indtil hele marken var vandet. Forestil dig, at du har et stykke græsplæne på 30 kvm.

Hvor længe ville det ikke tage, at skulle vande det med en spand? Og hvor svært vil det ikke være at skulle fordele vandet ligeligt? Både for at udnytte vandet, men også for ikke at ødelægge afgrøderne. Det vil tage et stykke tid. Også selvom du blot kan åbne for vandhanen. Forestil dig så hvor længe, hårdt og besværligt det ville være, at skulle knokle for bare at skaffe vandet?

Med denne vandpumpe, som kunne dække hele deres mark, ville de nu kunne vande lettere og hurtigere. Det vil give bedre og flere afgrøder, hvilket betyder de har mere at sælge på de lokale markeder. Det vil give en forbedret indtægtskilde.

Derudover ville vi etablere en ”bank”, hvor alle kvinderne hver måned skulle betale et mindre beløb, så de har mulighed for at tilkøbe ny olie og petroleum, hvilket vandpumpen skal bruge. De andre landmænd, som har jord dér, hvor vandpumpen dækker, skulle også have mulighed for at betale et fast beløb hver måned, for at kunne bruge den, og dermed vil de også få godt udbytte af den.

Tankerne var gjort, vi var enige, nu skulle vi bare have købt den rigtige vandpumpe og få bragt den til landsbyen.

Til den del fik vi hjælp af vores kontaktperson i Malawi. Han hjalp os med at finde den rette og tale med forhandlerne af vandpumperne inde i en af de større byer, Mzuzu.

Efter mange timers søgen lykkedes det os at prutte prisen ned på den rigtig vandpumpe, så vi havde råd. Næste stop var at vise vores landsby, hvad vi havde købt til dem.

“We can be rich now”

- Ndawona Luhanga

Da vi ankom til landsbyen var det blevet mørkt. Vi fik båret vandpumpen ind, og samtidig begyndte min værtsfar at ringe rundt til folk i landsbyen. Vandpumpen lå stadig i kassen, tillukket — men den glæde og det lys, de havde i øjnene, var ikke til at skjule.

Så småt begyndte folk fra landsbyen at komme forbi, og i et stille øjeblik blev kassen med vandpumpen åbnet. Det øjeblik er noget, jeg aldrig vil glemme. Den glæde. Det humør. Den lykke. Det håb. Alle brød ud i jubel. Dansede, klappede, takkede os og var mildest talt helt rundt på gulvet. Den glæde. Det humør. Den lykke. Det håb. Det var det hele værd. Tænk at 3000 kr. kan give så meget, til så mange mennesker.

Min værtsfar kom hen og tog mig i hånden, ”Thank you, we can be rich now, we can be rich now”. Den vandpumpe tændte deres håb for en bedre, lettere og mere lykkelig hverdag, hvor der er penge til medicin, lægehjælp, skolegang og alt det andet, som vi i Danmark er gode til at tage for givet.

At se de mennesker, de dejlige mennesker, så glade og lykkelige rørte mig dybt, og jeg følte mig lige så lykkelig som dem og er stadig meget taknemlig for at have oplevet det.

Den oplevelse har sat sig i mig, og givet mig noget at tænke over. 3000 kr. er ikke meget sammenlignet med hvad det gav dem, hvor meget det vil give dem i fremtiden og ikke mindst det håb, det skabte. Man kan komme langt med den slags penge i Malawi, især sammenlignet med hvor langt de vil række i Danmark. De kan virkelig gøre en verden til forskel.

Selvom 3000 kr. ikke er meget i denne sammenhæng, så ved jeg også at 3000 kr. er mange penge, for rigtig mange mennesker i Danmark, inklusiv for mig.
Lige nu holder jeg sabbatår og arbejder, og personligt føler jeg, at jeg knokler røven ud af bukserne. Nogle vil nok mene det kan diskuteres, blandt andet min far, MEN jeg arbejder 37 timer om ugen fordelt på 6 ud af ugens 7 dage. Jeg sparer op. Så 3000 kr. er heller ikke for sjov i mit budget.

MEN, når jeg tænker over det, er den eneste grund til, at det for mig er mange penge, fordi jeg sparer op. Jeg vil ud at rejse. Det koster penge. 3000 kr. er en god sjat til lommepengene. MEN, jeg har faktisk mulighed for at spare op. Det har de ikke i Malawi. Det som de tjener, bliver brugt. I mange familier bliver det hele brugt. Rub og stub.

Så det kan godt være jeg synes 3000 kr. er mange penge. Men i Malawi, hos min familie, kan man slet ikke forestille sig den sum penge. De vil aldrig se det som en mulighed. Ikke at have så mange penge til rådighed, men heller ikke have den slags penge til at investere — for eksempel i en vandpumpe.

De unge i Malawi de har ikke mulighed for at spare op, eller at komme ud at rejse. Et ungt menneske i Malawi har formentlig ikke set andet end sin egen lille landsby, hvor skolen ligger, og evt. landsbyer inden for en gåafstand. Gåafstand er ikke den længde, som vi kender herhjemme. Det kan sagtens være en gåafstand på 2 timers gang frem og 2 timers gang tilbage.

De har heller ikke råd til at spare op, nej. Arbejder de i marken, går pengene til familien. Arbejder de andre steder, som for eksempel i en barbershop, så går de tjente penge også til familien. Derudover hænger jobs ikke på træerne. Hverken med eller uden uddannelse…

Med en viden om disse ting, sidder jeg alligevel og ”brokker” mig over at 3000 kr. er mange penge. Jeg vil ud og se verden, som rigtig mange andre unge også vil. Jeg glemmer bare hvor privilegeret jeg er, for at have muligheden for det. Det er langt fra alle, der har det.

Det handler ikke om, at vi i Danmark skal leve dårligere, men vi skal være bevidste om, at andre ikke har de samme muligheder som vi har. Vi skal være bevidste om den ulighed, vi har i verden, og ikke mindst være bevidste om hvordan ”små” beløb herhjemme, kan gøre en kæmpe forskel i tredje verdens lande såsom Malawi.

Så næste gang du køber en ny super fed trøje fra et rigtig lækkert mærke, så tænk over, hvor heldig du er at have muligheden for at købe den.

Det tænker jeg over nu, når jeg bruger penge…