En dag i Melele Village

Livet som Go Global-frivillig i Malawi

Monile – Det betyder god morgen på Ngonde – et af de mange sprog, der tales her i det nordlige Malawi, hvor jeg lige nu bor sammen med 10 høns, 11 kyllinger, tre katte, mindst 20 edderkopper, et par geder og min værtsfamilie.

Her har jeg boet i 4 uger og er ved at have fået den frikanske kultur helt ind under huden.

Mit liv i Malawi er både til græde og grine af – heldigvis mest det sidste – og derfor får i her en lille gennemgang af en hel almindelig dag i Melele Village, Karonga, Malawi.

Hver morgen starter på samme måde: med lyden af en meget entusiastisk hane, som synes man skal op kl 5.30. Når man så har ligget lidt og taget sig sammen til at kravle ud af myggenettet, går turen til hullet, hvor man kommer af med det man nu skal af med, mens lidt fluer og andre kriblekrabledyr holder én ved selskab. Så skal der bades, og til et bad skal der bruges vand, selvfølgelig fragtet fra vandpumpen på hovedet.

For i Malawi bliver cirka alt fragtet på hovedet, selv rullekufferter – og det er ikke engang løgn, jeg har selv set det.

Efter det morgenfriske bad er det tid til lidt mad, måske toastbrød, ris, søde kartofler eller kasava og selvfølgelig med en stor kop te til, fyldt med ikke 1, ikke 2, måske 3 men helst 4 spiseskefulde sukker – så er man ligesom igang.

I dag rendte jeg så ind i et nyt problem: en af huset kloge høner fandt ud af, hvordan man skubber min dør og og syntes pludselig at her var det godt at være. Efter 15 minutters vild jagt – Sarah efter hønen, fik jeg dog gelejdet det forvirrede fjerkræ ud igen.

I landsbyen bor jeg sammen med Chantal, en anden frivillig fra Go Global, som ligesom jeg er blevet kastet ud i det afrikanske liv. En af vores opgaver er at lave et personligt projekt, hvor vi har fået tildelt 2500 kr.

Igennem Facebook med hjælp fra familie og venner har vi. samlet flere penge ind og har nu nok til at færdiggøre landsbyens børneklinik, som lige nu kun består af mure. Men igennem sådan et projekt kan især den afrikanske tid sætte ens tålmodighed en smule på prøve.

Eksempel følger: Byggeriet skulle starter i dag, men vi får at vide igen igen, at planen er ændret, for landsbyen har modtaget en donation helt fra Kina – og hvad tror du Kina har doneret – du gættede rigtigt, Kina har doneret ris. Og når Kina donerer ris, så kan man ikke bygge – det er jo logik for burhøns. Så der har vi både Malawi og Kina i en nøddeskal. Der er heldigvis endnu en dag i morgen.

Hver dag er ny, og selvom at man kan sidde og kukkelure en del af tiden, er jeg sikker på, at man altid vil møde noget nyt på sin vej. Om det er i en minibus med 20 mennesker og en høne eller på cykel forbi den lokale børnehave, hvor 50 børn sætter i løb efter en: “Sarah Musungu, Sarah Musungu” – Musungu betyder hvid, og er et ord, du vil høre et par gange.

Når det er ved at blive mørkt bliver sivmåtten trukket frem. Min søster laver Nsima (en slags majsgrød, som er det der spises 2 gange om dagen -hver dag næsten), og den afrikanske stjernehimmel toner frem over os.

Selvom livet her er fuld af oplevelser. er det, det her jeg kommer til at savne allermest. For når jeg sidder her og lytter til en masse ord jeg ikke forstår og kigger op mod den smukkeste himmel jeg nogensinde har set, har jeg det som om, at jeg er det helt rigtige sted i verden. Og så er det også ret sejt at kunne sige, at man har 5 søstre, 3 brødre og en mama og dada i Malawi.

Efter maden sidder vi og snakker om Malawi eller Danmark, måske synger vi lidt, eller danser, hvis man er heldig.

Når mine søstre har læst lektier i lyset af solcellelampen, så går turen ind under myggenettet igen. Wasiku ununu – Godnat og sov godt.