En dag i Thado Gau

Af Hannah Lykke Helsberg

Jeg vågner præcis klokken 06:00. Jeg ligger lidt i sengen, og nyder at vågne endnu en dag i Nepal. Udenfor kan jeg høre hanerne gale og en radio, som spiller nepalesisk musik. Blæseren støjer lidt, men bringer en let vind på mig. Jeg kravler ud fra myggenettet, og går ud fra værelset. Hele min familie er stået op, og der går ikke længe før dagens første spørgsmål bliver stillet: “Tea?” og jeg svarer: “Unter”. Mens jeg drikker min te kigger jeg på den flotte udsigt. Vejret er lidt køligt og skyerne ligger som en blød dyne på bjergene.

Min tre-årige lillesøster, Rihanna, er glad fra morgenstunden. Hun render rundt uden tøj på og synger nepalesiske sange. Mine andre søskende og forældre gaber og fjerner søvnen fra øjnene. Min søster, Robina, begynder på gårsdagens opvask. Min søster og bror, Rojina og Robin, går i marken for at hakke græs til hjemmets bufallos og geder. Jeg drikker min te og nyder at se gedekidene løbe rundt og lege. Da Robina er færdig med opvasken, går vi op af bjerget for at hente vand.

Det ellers velfungerende vandsystem virker ikke i øjeblikket, og alle landsbyens beboere bliver derfor nødt til at gå et stykke op af bjerget, for at få vand. Vi går på en stenbelagt sti, så jeg kigger på hvert et skridt jeg tager, for ikke at vrikke om i mine klipklappere. Vi kommer hen til familien med vandslangen. Eftersom, at jeg er dansker og skal passes på, rejser et familiemedlem sig fra husets eneste stol, og tilbyder mig pladsen. Jeg takker og sætter mig ned. Der er kø til vandet, og da det endelig bliver vores tur, kommer der ikke mere vand ud af slangen. Imens jeg sidder og venter på vandet, betragter jeg endnu engang omgivelserne. Foran mig står et flot, grønt papyatræ. Jeg kan lugte det nyhakkede græs, og inde bag nogle træer, ser jeg en gruppe børn spille fodbold på taget af et ikke færdigbygget hus. Jeg smiler for mig selv. Pludselig ses der vand fra vandslangens ende. Min søster vikler et stykke stof rundt om enden af slangen, for at filtrere vandet groft. Vi begynder at fylde de tomme sodavandsflasker, og da vi er færdige folder min søster kluden ud. Der ses en masse sten og jord. Vi går tilbage ned af den stenbelagte sti. På vej ned kan jeg lugte bål, hvis lugt bliver tungere for hvert skridt vi tager. Inde til højre ser jeg to af landsbybørnene dele en kop te og nogle kiks. Da vi kommer hjem igen stiller vi vandet ind på plads. Jeg tager to flasker vand under armen og går otte meter over til Annes hus. Klokken er kun lidt i syv, så jeg ved at Anne ikke er vågen endnu. Jeg stiller vandet hos familien og går de få meter tilbage igen.

Robin og Rojina kommer gående tilbage med en bunke græs på ryggen. Bunken er ligeså stor som dem og sveden triller ned af dem. Græsbunken er bundet fast af reb, som føres henover panden. Min mor sidder og skærer umodne auberginer med en kniv og Robina skræller fire kartofler med den nye kartoffelskræller, jeg har givet dem. Jeg kan se, at Anne er stået op, og er igang med at vaske tøj. Jeg går derover og sætter på hendes terasse. Anne står og skrubber tøjet med en grøn, firkantet sæbe på en glat sten. Ved siden af hende er en balje med vådt tøj. Jeg kan lugte Annes sæbe, familiens bål og den kogende dhal inde fra køkkenet. Vi snakker om nattens og morgenens forløb.

Mine søskende er ved at gøre sig klar til skole. De tager uniformen på, reder håret og pudser skoene. Da Rojina går i skole, går hun forbi Annes hus og fortæller mig, at frokosten er klar. Jeg går derfor den korte tur hjem igen. Jeg går ind på mit værelse, henter min vandflaske og går ud i køkkenet. Jeg sidder på gulvet med benene over kors. Frokosten står som sædvanelig på dhalbat med grøntsager. I dag smager grøntsagerne ekstra godt. Robin og Rihanna spiser med mig. De spiser med hænderne og jeg med en ske. Jeg synes at grøntsagerne er lidt stærke, men er klar over, at familien ikke mener det samme. De sidder og tager en bid af maden efterfulgt af en bid af en chili.

Jeg går ned til Sristi for at høre om hendes morgen. Hun bor lige ved siden af, men jeg stopper halvvejs for at kæle med to babygeder, som løber rundt og leger. Sristis forældre siger som altid “goodmorning Hannah” når jeg kommer gående. Sristi og jeg sidder ude foran huset på nogle runde skamler, der er flettet af pinde. Anne er blevet færdig med at vaske tøj, og kommer gående i hendes flagrende nederdel og hendes lilla klipklappere. Anne stopper samme sted som mig, for også at klappe babygederne. Vi sidder tit hos Sristi, da hun har de sødeste forældre, stole og stilhed. Der er altid lyde fra dyrere, men vi nyder ikke at høre på børnene græde eller råbende forældre.

Vi går ned af stien. Vi har skiftet til sneakers for bedre at kunne gå på alle stenene. Solen er meget skarp, så vi går med kasket og solbriller. En dejligt duft af solcreme følger efter os. Vi går forbi familier som alle hilser på os. “Nameste”, og det samme svarer vi, imens vi har samlet vores hænder foran ansigtet. Vi mødes med nogle af de andre frivillige længere nede af stien, og følges hen til den skole, hvor vi skal være. Turen derhen er varm. En landsbyhund følger med os til skolen. Den løber igennem den tørre, røde jord, som flyver op som støv. Solens stråler rammer bjergene omkring os, så bjergene lyser op. Inde bag nogle rismarker ser vi fuldstændig stillestående bananpalmer. Der er ikke en vind der rører sig.

Vi når hen til skolen og sætter os i skyggen under træet. Lige ved skolen er en kiosk, hvor vi køber noget koldt vand og en pakke kiks. Det sidste frivillige er også kommet, så vi sætter os op til kiosken ved et slidt firkantet bord. Over os er en tændt fane, som blæser en kølig vind på os. Jeg finder kortspillet frem, og vi spiller 500. Vi har lært de tre nepalesiske frivillige spillet, så vi alle kan være med.

En time går, og vi sidder stadig og venter på at komme igang. Kortspillet får heldigvis tiden til at gå lidt hurtigere.

Det er første dag, hvor vi skal bygge toilettet til kvindebygningen. Da vi kommer til kvindebygningen, som ligger lige bagved skolen, er der tre mænd til at hjælpe os. Den ene er vidst ingeniør, mens de to andres job er uvidende. De fortæller os, hvor vi skal grave et 2x2x2 meter hul til toilettanken. Vi begynder på det, men jorden er meget hård og fyldt med store og små sten. Vi griner med hinanden, imens sveden den drypper af os. Solen står skarpt på os, og vi husker derfor at drikke en hel del vand.

Efter at have gravet og hakket i en times tid, stopper vi arbejdet. De tre mænd fortæller os, at vi ikke behøver at grave mere, da det er for hårdt for os. De har i mellemtiden arrangeret, at en gravko vil komme imorgen og grave hullet for os. Det er vi alle glade for, selvom vi det var sjovt med det udfordrende arbejde.

Efter arbejdet, sætter vi os tilbage til det slidte bord under fanen, for at spise lidt mad. Kioskdamen laver mad til skolens børn, og nu også til os. Vi kan vælge mellem en portion stegte nudler, noget der minder om yoghurt eller en meget stærk suppe. Skolens klokke ringer, og nu har børnene pause. Der går ikke længe før en hel gruppe børn står rundt om os og ser os spise og snakke. Efter maden går vi sammen til Archaiua Gau, som er min og Annes naboby.

Da vi går på stien, snakker vi om arbejdets forløb. Pludselig bliver vores samtale afbrudt af en flok aber, som løber over stien og svinger sig i træerne. Vi er alle meget fascinerede og skynder os at tage vores kamera frem, for at tage billeder af de vilde aber. Aberne er hurtige, så vores billeder bliver ikke så gode. En oplevelse rigere, går vi videre mod Achariua gau.

Da vi når landsbyen, går vi hen til kiosken for at købe lidt søde sager. Der er et tilpas udvalg i kiosken og jeg køber en fanta og to små chokolader. Det bliver ca. 3,5 danske kroner. Vi går samlet til Pipaltartræet, som er et kæmpe stort og smukt træ. Det ligger på toppen af en bakke omgivet af det flotte bjerglandskab. Nede fra bakken er en stor, brusende flod og deroppe er en dejlig let vind. På bjergene omkring træet ses enkelte alenestående huse og en masse træer. Solen er skarp, så vi vælger at sætte os i skyggen under træet. Længere ude på bakken går en ældre mand med sin dhaka topi på. Det er en mønstret tophat de ældrere mænd har på. I hans højre hånd har han en lang kæp, som han bruger til at styre sine køer og geder med. Foran ham går fire køer og ni geder. En ko sakker bagud og den får et slag med kæppen på venstre balle. Den begynder at gå hurtigere og manden kigger nysgerrigt på os.

Vi sidder og snakker, da manden stille kommer gående mod os. Han stiller sig og kigger. Han holder øje med hver en bevægelse vi laver, og lytter uforstående til vores danske og engelske ord.

Efter et par timers afslapning ved den flotte udsigt, går turen hjemad til Thado Gau. Vi går på en smal sti over en majsmark. Inde til højre ser jeg fem geder stå med en snor bundet rundt om halsen. Gederne ser glade ud og er igang med at tygge noget græs. Vi fortsætter turen og ender ved den stenbelagte sti. Vi kan lugte bål igen. Vi går op mod vores huse og da vi kommer rundt om hjørnet, ser vi de tre landsbybørn komme løbende imod os. Abisick, Supria og Rihanna. De løber på stenene med deres bare fødder. På kroppen har de noget slidt og beskidt tøj. De råber: “didi, didi, didi”, hvilket betyder storesøster. Da de når os, griber vi dem og tager dem op i vores arme. De smiler over helt ansigtet og griner af alt vi siger.

Da jeg kommer til huset med et barn på hver arm, ser jeg at Rojina laver popcorn over bålet. Jeg ved, at hun selv har siddet og pillet hver en majs af majskolpen. Popcornene popper, mens røgen fra bålet ryger direkte i mit ansigt. Det svier og jeg får tårer i øjnene. Anne kommer over for at hygge og spise lidt popcorn. Popcornene er stadig varme og lidt saltede. Ikke en eneste popcorn er det mindste brændt. Vi fortæller Rojina, at popcornene smager godt. Hendes svar er: “okay”. Det synes Anne og jeg er lidt sjovt, men sådan siger næsten alle nepaleserne som vi har mødt, når man giver dem et kompliment. Mens vi sidder og spiser popcornene, går strømmen. Jeg henter min pandelampe, og min familie finder husets eneste batterilampe frem. Klokken er blevet 19:00 og der er helt mørkt i landsbyen. De eneste lys, er Annes og min pandelampe, husets ene batterilampe, bålene og ildfluerne.

Robina og jeg sidder ude på vores terrasse og piller bønner til aftensmaden. Bønnerne er umodne, hvilket gør dem svære at pille. Jeg går derfor efter de gule, som er dem der er mest modne. Efter at have pillet bønner, bliver jeg tilbudt en kop te. Teen er brændende varm, og det er umuligt at drikke noget de første fem minutter. Robin kommer ud fra huset med en kop te i den ene hånd og et ludo spil i den anden. Ved siden af os er bålstedet i brug. Min mor har lige malket en bufallo, og er igang med at koge mælken på bålet. I bålets røg og lugt sidder jeg med Rojina, Robina og Robin og spiller ludo. De nepalesiske ludoregler er anderledes fra de danske, men der går ikke lang tid før jeg fanger spillet.

Rihanna vil gynge, og gyngen bliver derfor bundet ned fra terassens tag. Gyngen er lavet af et ræb, hvorpå der forneden sidder to stykker sammenbundet bambus. Mens hun gynger, synger hun nogle sange, griner og holder ikke ordentligt fat. Hun mister balancen, ryger af gyngen og ned på det hårde betongulv. Hun græder, men bliver løftet op af Rojina. Robin skynder sig over for at købe et stykke slik til hende.

Rojina spørg om jeg er sulten og siger at aftensmaden er klar. Vi går ind for at spise. Menuen står igen på dhalbat og aftensmaden minder på mange måder om frokosten. Under aftensmaden kommer strømmen igen. Jeg tager pandelampen af og lægger ved siden af mig.

Efter aftensmaden slapper jeg lidt af, hvorefter jeg siger godnat til familien. De siger alle godnat til mig, og jeg går ind på mit værelse. Jeg tænder for lyset, sætter blæseren til og trækker de mønstrede gardiner så meget som muligt for vinduerne. Jeg lægger mig under myggenettet, og begynder at læse i min bog. Bogen gør mig træt, så jeg vælger at lægge mig til at sove. Jeg slukker for lyset og lægger mig ned i min lagenpose. Nede i lagenposen putter jeg med min bamse hjemmefra. Mine gardiner dækker ikke helt for vinduet, men alligevel er det stadig helt mørkt på værelset. Det eneste lys jeg kan se, er den hvide måne, som står højt på nattehimlen.

Det gør ikke noget, at gardinerne ikke dækker vinduet, hvis jeg kan falde i søvn til månens skær.