Fodboldmålsfadæsen — og udfordringerne ved udviklingsarbejde
Udover at følge med i de udviklingsprojekter Folkekirkens Nødhjælp finansierer, så er vi som frivillige også blevet bedt om selv at sætte projekter i verden. Til det formål har vi fået en sum penge stillet til rådighed.
I løbet af den første uge er Peter — som også er frivillig i landsbyen — og jeg fyr og flamme for at få noget for hånden. Og fordi fodbold er et sprog alle taler, er det oplagt at starte med landsbyens fodboldmål.
På rigtig afrikansk vis er de eksisterende mål to termitædte stolper banket ned i jorden med en endnu tyndere stolpe ovenpå. Uden net.
Da muligheden for at ændre dette viser sig, griber vi den, fyldte af gåpåmod og naivitet.
Vi aftaler med den lokale motorsavsindehaver at han skal mødes os en søndag eftermiddag, så vi kan få startet. Det viser sig så at motorsavsindehaveren har medbragt én, der modsat ham selv, ved hvordan maskinen skal betjenes.
På en krøllet lap papir har vi udregnet målene for stolpernes længde og lavet en lille tredimensionel tegning for at illustrere hvordan det endelige resultat skal se ud. Vores plan er at lave fodboldmål de kan rykke rundt på, efter behov.
Ikke før at målene står helt færdige, forstår de lokale at stolperne ikke skal hamres ned i jorden. Som de tilsyneladende har for vane.
Vi får væltet et træ og savet stolpe på stolpe ud af det knaldrøde træ, som viser sig at være ganske massivt og enormt tungt. Helt bevidst har Peter og jeg på forhånd aftalt at vi ikke skal begive os i kast med arbejdet selv, men betale de lokale for det og på den måde bringe penge ud i lokalsamfundet. Fornuftigt arbejdsfordeling synes vi selv.
Det betyder så også at vi to hvide mænd hurtigt fortrækker til skyggerne under træerne med korslagte arme, mens de sorte mænd sveder i den bagende sol.
De tunge stolper får vi så den lokale tømrer til at hamre sammen for os, igen ud fra samme rationale om arbejdsfordeling. Det viser sig at det eneste, der kvalificerer ham til at være landsbyens tømrer, er at han ligger inde med både hammer og søm.
Vi finder også hurtigt ud af, at det valgte træ er for hårdt til at blive holdt sammen af søm og at tømreren gentagende gange må klippe sømmene over, hvis de ikke lige går hele vejen igennem.
Derudover bliver de også mange gange hamret skævt i, så der flere steder stikker ender af søm ud af træværket. Et øjebliks uopmærksomhed fra Peters og min side betyder at den hårdtarbejdende tømrer for en stund tager sagen i egen hånd og hamrer en bærende og balancerende konstruktion omvendt på, så målet nu hælder fremover.
Peter og jeg har desuden forregnet os og undervurderet hvor store drengene, der skal bruge målene, vil være.
Så da de skæve mål står svajende færdige spørger de fremmødte tilskuere — heriblandt en gruppe fodboldengagerede skolelærere — om vi har bygget håndboldmål til dem.
Vi opgiver at købe net til håndboldmålene og de to rædsler ender med at stå forvist i hjørnet af fodboldbanen og griner af os, hver gang vi kører forbi.
Få dage inden vores afrejse fra landsbyen, styrter det ene mål sammen under sin egen vægt.
