Giv en ged gør en forskel

af Emil Westmark, kursist på Silkeborg Højskole

Hej!

Mit navn er Emil, og jeg er af sted med Silkeborg Højskole på en frivilligrejse, gennem Folkekirkens Nødhjælp . Jeg har lige cyklet 26 km på en hullet hovedvej, og 8 på en muddervej.

Det er regnsæson, og det kan man godt se på vores tøj. Sportstrøjen sidder tæt, og på ryggen er der mudder fra de mountainbikecykler der skal til for at komme gennem Malawis vejsystem.

Vi ankommer til en landsby, lavet af ler. Her er 60 huse, og de står blandt majsmarker, grønne træer og små hævede gedehuse.

På stierne løber børnene ud: ”Azungu, Azungu!” (Hvid mand). Vi siger hej, stiller cyklerne og går de altid forventningsfulde øjne i møde.

Vi bliver budt velkommen, og guidet ind i et stædigt hus. Det ligner det kan stå her i hundrede år, men vi ved alle hvor skrøbeligt det er. Vi venter på, at den voldsomme regn stopper. Inde i et tomt rum sidder to landsbyboere, og byder os velkommen med kyshånd.

I bare tæer sætter vi os på bambustæpper. Væggene er mørke. Det eneste der lyser rummet op, er gedekomiteens formands kærlige smil. For at give lidt ekstra lys fjerner vi træpladerne fra vinduet, men lige meget hjælper det. Vindueskarmen er fyldt med børn, der interesseret følger med i mødet med dem, der gav dem gederne.

Dem, der gav dem fremtiden. Og vi sidder jo bare her. Vi har ikke givet nogen ged. Men vi kan ikke nænne at fortælle dem det. For de er så taknemmelige, og vi vil ikke ødelægge øjeblikket.

Formanden for gedekomiteen rejser sig, og giver os først en bøn, og dernæst en tale. Vi kan ikke forstå Chechewa (Malawis hovedsprog) og oversættelsen er ikke engang til husbehov. Men vi forstår, hvad hun siger.

Vi kan se tårrene i hendes øjne, mens hun fylder rummet med ord om taknemlighed, stolthed og fremtid. Når FKN siger de gør noget, så gør de det.

Den slags institutioner er hun ikke vandt til at beskæftige sig med. Selvfølgelig er vi rejst af sted som repræsentanter for Folkekirkens Nødhjælp, men det føles alligevel en smule forkert at modtage alle de ord.

Man får fornemmelsen af, at selv hvis hun vidste, at vi ikke gav gederne, ville det være hende ligegyldigt. Det samme gælder for resten af landsbyen. De skal bare have nogle at rette sin enorme taknemmelighed i mod, og i det her tilfælde er det blevet os.

Efter talen bliver vi vist rundt i byen. Med fremskudt bryst, store bevægelser og smil på læberne viser de nye landmænd stolt deres geder frem. I regnen går vi tilbage mod cyklerne, og pludseligt bryder landsbyboerne ud i dans. De danner en cirkel. Klapper og danser, griner og råber. De danser for os, og vi danser for dem. Vi taler ikke med samme tunge, men vi danser det samme sprog — nogenlunde. Vi har ikke helt formerne eller bevægelserne til at matche dem, men at dømme ud fra deres entusiasme, er det lige meget. Vi har noget tilfælles. Og det var den bedste afslutning besøget kunne få.

På vej derfra snakker vi om nogle ting. Man kan dele Giv en Ged projektet op i to dele, synes vi. Det økonomiske og det sociale. Når du har fået 4 geder, og fået undervisning i pasning og pleje, begynder de at formere sig. 4 geder bliver til flere geder, og de skal gives videre til dem bestyrelsesmedlemmerne udvælger. Det er typisk den fattigste i landsbyen, som nu har noget at være stolt over. På den måde opstår der en gedeværdi-kæde, som på sigt kan hjælpe hele landsbyer. Og geder hjælper ikke bare med mælk eller gødning. De kan sælges på det lokale marked, og næsten dække en voksen mands årlige madforbrug i majsmel (Nshima, de spiser det 3 gange om dagen). Men der er også andre ting på spil. Danske værdier. For når man giver en ged, giver man samtidig et dansk minisamfund til en afrikansk landsby. For med geden følger kravet om, at danne en gedekomite. Heri sidder en formand, næstformand og et antal bestyrelsesmedlemmer. Alle sammen har de en vigtig indflydelse på, om projektet lykkes. Det er fantastisk at iagttage, hvordan demokratiske institutioner hjælper til, at de får øje for hinanden. Som venner, medmennesker og samarbejdspartnere. Så når du giver en ged, giver du demokrati. Og du hjælper til, at de værdier du forbinder med det, langsomt institutionaliseres rundt omkring i verden. Der er ikke kun tale om at løfte dem økonomisk, men også socialt. Og ringe spreder sig i vandet. Det gør de.

Vi når tilbage til den travle hovedvej, hvor lastbilerne stormer forbi. Her er mest af alt hektisk, men også umiddelbart kritisk. For her er intet tegn på, at landsbyen vi kommer fra er i opblomstring. Men vi ved det. Jeg ved det. Jeg trøster mig ved tanken. Jeg ved fremgangen ulmer i den lille ler landsby, og i hele landet.