I Malawi er jeg aldrig rigtig alene

Man hører musikken (ofte en af de samme 3–4 sange), før man hører motorstøjen fra motorcyklen på de små veje hernede. Hvis hverken musik eller motorstøj er nok til at rydde vejen for gående, cyklister og diverse dyr (primært geder og køer), så bliver der også lige dyttet en gang eller to, og så må man hellere trække ind til siden, selvom der ikke er så meget fart på motorcyklerne, når de passerer.

Det er noget af det, jeg har lært på de snart to uger, jeg har boet hos Stuart og Wema i Kavalenka Village tæt på byen Rumphi. På de små, støvede og ujævne veje i området er motorcyklen det foretrukne køretøj – og der skal gerne være mulighed for at kunne spille musik så højt, at det kan høres på lang afstand… og så kan man selvfølgelig sagtens sidde tre personer på sådan én – også selvom man måske kun har en eller to hjelme.

Hvis man ikke har en motorcykel (hvilket de færreste har), er en ganske almindelig cykel også god… men da det også langt fra er alle, der har en cykel, er et par fødder alligevel det mest udbredte transportmiddel.

Min danske landsbymakker, Sophie, og jeg har brugt vores cykler en del den seneste tid. V

i er begyndt at blive involveret i SPRODETAs arbejde (SPRODETA er den af Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisationer, vi er tilknyttet). En del af SPRODETAs arbejde, i det område, hvor vi bor, består i at dele kyllinger/høns ud til udvalgte landsbyboere.

Dog er der lige nu en sygdom, der rammer mange af hønsene, hvis ikke de vaccineres, så i øjeblikket er uddelingen sat på pause, og vi har derfor bl.a. været med rundt for at kontrollere, hvor mange af de uddelte høns, der stadig er i live.

Denne kontrol foregår ved, at vi, sammen med Mathias fra SPRODETA, cykler rundt i området, i bagende sol, og snakker med modtagerne af kyllingerne/hønsene… eller det vil sige, Mathias snakker med dem på det lokale sprog “tumbuka”, mens vi sidder og samler energi, til at cykle hen til det næste hus, på de stole, der bliver fundet til os, så snart vi, svedende og pustende, nærmer os et nyt hus.

Når Mathias har fået de oplysninger, han skal bruge, fortæller han os, på engelsk, hvad han har fået at vide – og sommetider inspicerer vi også mere eller mindre færdige hønsehuse, og de landsbyboere, der kan lidt engelsk, vil ofte også gerne snakke lidt engelsk med de to “asungo” (hvide mennesker), der er kommet til deres hjem.

Dette er et af de få hønsehuse med hegn omkring – de fleste steder er det bare et hus som dette, men uden hegn… nogle steder med en rigtig dør, andre steder med en improviseret dør.

Det er ikke alle, det er lige nemt at komme frem til, så nogle gange må vi kæmpe os frem oppe i bjergene. Efter at have bakset cyklen et stykke op i bjergene ad så ufremkommelige veje, at jeg tænker, at der da umuligt kan være nogen, der vil bo et sted, der er så svært at komme til, kommer vi til et hyggeligt hus, med smilende mennesker, og da vi har parkeret cyklerne og vender os og ser udsigten, virker turen op af bjerget pludselig ikke så slem længere.

Udsigten fra “terrassen” ved et af de huse, vi besøgte. Man kan se byen i baggrunden.

Nogle steder var stien, vi skulle cykle på, så ujævn, at vi blev nødt til at trække cyklerne et stykke.

Her er de ved at bygge et hønsehus, så det er klar, når uddelingen går i gang igen.

Inden Mathias henter mig kl. 9 om morgenen (ca. – vi regner jo i “African time”), vågner jeg omkring kl. 5.30 ved, at min værtsmor står op for at gøre de to ældste børn klar til skole, men jeg vender mig alligevel om for at sove lidt mere – lige for tiden får jeg lov til at sove til kl. 7. Når klokken så bliver 7, kravler jeg ud af mit myggenet, tager tøj på og går den korte tur til hullet, med en rulle toiletpapir under armen, for at klare det, der nu skal klares der.

Kort tid efter min tilbagevenden til værelset kalder min værtsmor: “shower is ready” – hun er så sød at varme vand til mit bad, hver morgen. Efter det daglige bad, hvor der er risiko for at få besøg af en af familiens geder eller høns, er det tid til te… og morgenmad, der kan bestå af alt fra 5 skiver lyst brød med smør, der lugter lidt af margarine, til 10 kogte kartofler serveret på en plastiktallerken.

Det meste af formiddagen går med SPRODETA aktiviteter – f.eks. de føromtalte kontrolbesøg, og når jeg kommer hjem, lidt over middag, er der frokost – også selvom jeg måske har spist hos Sophie, fordi vi, på hjemvejen, kører forbi hendes hus først, og hendes værtsforældre insisterer på, at både Mathias og jeg skal have noget at spise, inden han følger mig det sidste stykke hjem til mine værtsforældre.

Frokosten består ofte af en stor klat nsima med en eller anden form for tilbehør. Sommetider kan det dog også være en stor tallerkenfuld ris med f.eks. sojastykker.

Her spiser Sophie og jeg nsima sammen med min værtsfar og Stanley (vores kontaktperson i SPRODETA).

Lige så snart jeg er færdig med min frokost, er der for det meste en flok børn fra området, der gerne vil lave noget sammen med mig (og Sophie, når hun er på besøg), så der bliver båret en stol, fra køkkenet, ud i skyggen under familiens mangotræ, og så sidder vi og øver lidt engelsk – enten med de spørgsmål børnene har lært at stille på engelsk eller ved at kigge i min værtslillebrors engelskbog.

Når vi har gjort det længe nok, kan det være, at børnene forsøger at lære mig et af deres boldspil (som spilles med en bold af sammenpressede plastikstykker).

Lige for tiden virker de dog meget interesserede i at lære mig at sige noget på tumbuka eller at lege med noget af det legetøj, jeg har haft med.

En dag lokkede et af de mange forskellige boldspil pludselig en masse mennesker til – unge som gamle.

Når solen næsten er gået ned, lidt før kl. 18, betyder det, at det er ved at være tid til at gå i gang med aftensmaden. Den laves på et lille ildsted, som det meste af familien ofte sidder omkring, mens maden laves.

Når det bliver så mørkt, at det bliver svært at se, hvad man laver, findes pandelampen frem. Jeg gav den til min værtsmor i slutningen af sidste uge, og den er allerede blevet brugt flittigt.

Udsigten fra stolen under mangotræet omkring kl. 17.30 de fleste dage.

Mens vi spiser, bliver der varmet vand til, at jeg (og nogle gange også børnene) kan få vasket fødder efter en dag, hvor støvet sommetider sagtens kan nå at sætte sig i flere lag på både fødder og sko.

Efter maden (og fodbadet) sidder vi som regel i familiens stue og snakker om bl.a. Danmark og Malawi – og sommetider har vi også besøg af nogle børn fra området om aftenen. Omkring kl. 20 går min værtsfar oftest i seng, og kort efter går jeg også ind på mit værelse for at børste tænder og hente min rulle med toiletpapir samt min pandelampe, så jeg kan få overstået aftenens tur til hullet, der altid indebærer et møde med mindst tre kakerlakker og nogle edderkopper.

Når aftenrutinen er klaret, kan jeg igen kravle ind under mit myggenet, skrive dagbog og falde i søvn til lyden af familiemedlemmernes tunge åndedræt fra værelset ved siden af mit og de skingre lyde fra en flagermus, der prøver at fange de kakerlakker, der gemmer sig i muren lige udenfor mit værelse.

Så jeg er aldrig rigtig alene – ikke engang, når jeg er på toilet ;-)