Livet som frivillig i Zambia

Ida Hansen
Go Global - Bliv frivillig i udlandet!
3 min readFeb 13, 2019

Klara og jeg blev begge placeret i landsbyen Siakasipa hos henholdsvis Eriane og Agnitor. Netop denne landsby havde et stort fokus på sammenhold, sport og fællesskab. En dag som frivillig i Siakasipa starter omkring kl. 06.00, hvor du sammen med din værtsfamilie gør klar til dagen. Jeg begyndte hver morgen med at feje mine omgivelser (består af sand). Det vil sige, at vi hver morgen jævnede overfladen så alle sten og andre genstande ikke lå i vejen for vores bare fødder.

Vi gjorde os klar til at mødes med Klara og Agnitor, da vi skulle ud og opleve et af Response Networks projekter. Dette kunne blandt andet være at besøge en Community School, Women´s Club, organic garden etc. Alle disse aktiviteter var planlagt af Eriane og Agnitor i samarbejde med Response Network. Børnene vi mødte ved de forskellige Community Shcools og kvinderne vi talte med da vi besøgte Women´s Club, var alle gæstfrie og meget åbensindet — mødt med sang og dans. Vi fik mulighed for at udveksle kulturer og spørgsmål. Spørgsmålene var gensidige, og derfor følte man sig ikke anderledes, selvom vi lever to vidt forskellige tilværelser.

Eftermiddagen tilbragte vi på The Ground. Dette var en fast aktivitet, som størstedelen af landsbyen var fælles om. Alle mødrene og de ældste døtre spillede netball, alle fædrene og de ældste sønner spillede fodbold, imens de mindre børn legede og passede på de yngre børn. I blandt dette fællesskab var også alle dyrene — især køerne og hundene var med på The Ground. Mørket kom til omkring kl 17.30, og på dette tidspunkt befandt Eriane og jeg os i badet under åben himmel — med den smukkeste stjernehimmel og solnedgangen. I min værtsfamilie var vi 13 personer hvoraf 6 af dem var børn. Da vi var færdige med vores bad, skulle børnene i bad, så vi alle var klar til at hygge omkring bålet. Tiden om bålet er en af de stunder jeg altid vil huske. Det var her den berømte Nshima blev tilberedt, men også her hvor jeg fik rig mulighed for at lære hele familien at kende — sammen sang og dansede vi. Omkring bålet var der ingen spekulationer, alle var til stede i nuet og nød de minder vi var i gang med at skabe. Her var det ligegyldigt, at vi ikke kunne samme sprog fordi vi bare grinede og hyggede os i hinandens selvskab. Omkring kl. 21.30 gik vi alle i seng og var klar til en ny dag med nye oplevelser.

Dette er blot et udsnit af hvilke aktiviteter en dag som frivillig i Zambia kan indeholde. Man har samtidig også meget ”fritid” til at læse, nyde familiens selvskab, lege med børnene, lave mad etc. Jeg håber i er blevet inspireret og vil høre nærmere om turen til Zambia i sommeren 2019.

--

--