Når det basale ikke er tilgængeligt

Vi har alle vores daglige morgenrutine. Min morgen starter med at drikke noget vand fra det glas, som har stået på natbordet, hvis jeg skulle gå hen og blive tørstig i løbet af natten.

Så står jeg op efter at have snoozet et par gange. Nogle dage går jeg i bad eller laver en kop the. Jeg kan forestille mig mange af jer lave en kop kaffe. Herefter bruger jeg resten af morgen til at rigtig vågne. Spiser noget havregryn, mens jeg falder i staver ud af vinduet. Det sidste jeg gør er at fylde min vandflaske, og så er jeg ellers klar til at starte dagen i fuld fart.

Forestil dig nu, at når du rækker ud efter glasset med vand på sengebordet, så er det tomt. Når du tænder for bruseren, så kommer der intet ud. Heller ikke i køkkenet til din kaffe. Der er ikke engang vand til at skylle dig bag ørene eller til søvnen i øjnene.

Du føler dig lidt hjælpeløs, der tidligt om morgenen uden kaffe, men der er intet at gøre… Sådan er det at vågne op her i Malawi.

Mit navn er Ida, og jeg er volontør med Folkekirkens Nødhjælps Go Global program i Malawi. Her har jeg levet som malawianer siden den 15. april og skal forsat være her til den 4. juni.

De første to uger tilbragte jeg i den smukkeste bjergby ved navn Chisi. Chisi ligger i det nordligste af det nordligste Malawi. Jeg har hver dag fået peget ud, hvilke bjerge tilhører Zambia, samt hvor Tanzania er. Chisi ligger i det distrikt som kaldes Karonga, lige ved Karonga by, og det er nok det nærmeste man kan finde, hvis man leder på et kort.

Hvis du sidder derude og finder Chisi på et kort, Google Maps, globus – whatever, så send mig gerne et billede, for jeg har nemlig ikke formået at finde dets eksakte placering endnu.

For at komme til landsbyen skal man først bestige bjerget, som den er placeret på. I bil tager det lige omkring en time. Vejene er snoet, smalle og ufatteligt stejle. Asfalt har man ikke fået lagt. Så bilen skal kæmpe noget for at nå toppen. Vores partnerorganisation har dog formået at køre derop i en lille Toyota, men motoren stod også halvt af sidste gang de prøvede.

Cirka halvvejs oppe ryger alt forbindelse, og jeg mener alt. Det er ligegyldigt, hvilket mobilselskab du har, det er ikke muligt at foretage et opkald eller sende en SMS. Du er nu on your own. Det var i hvert fald sådan, det føltes den første nat, jeg blev sat af deroppe.

Jeg ankom i mørke, og når det er mørkt i Malawi, så er det altså helt mørkt. Det gør til gengæld at stjernehimmelen er fantastisk at kigge på. Jeg mødte min nye malawianske familie i spotlightet fra deres lille udendørs lygte, som var drevet af solcellerne på taget.

Selvom mørket gjorde det svært at skelne folk fra hinanden, kunne jeg dog se de brede smil tydeligt. De havde ventet min ankomst hele dagen, og var mindst lige så spændte på at møde mig, som jeg var med dem.

Det viste sig at jeg skulle bo med familien Mkonda, som bestod af 7 medlemmer. Far Gibson, mor Maria og fem børn. Laxson på 13, Mission på 12, Jayilosi (udtales jealousy) på 9, Robert på 5 og lille Teresa på 1. Min nye malawianske familie. Jeg følte mig tryg fra dag 1.

Her ses de mine tre ældste brødre. De er super søde og meget nysgerrige. De synes i hvert fald det er så sjovt at få taget billeder.

Jeg opdagede lynhurtigt, at min morgenrutine måtte tilpasses en smule. For ikke at sige en del. Glasset med vand stod ikke på bordet ved siden af mig, da jeg vågnede.

Og jeg havde ellers ekstra brug for den. Der er nemlig en del varmere her i Malawi end i lille Danmark. Også selvom folk har klager og siger undskyld for at vi er kommet i vintersæsonen.

Så jeg vågnede op med en lettere tør hals og intet at skylle efter med. Heldigvis havde jeg en masse vand på flaske med! Så det kunne jeg drikke.

Jeg må faktisk slet ikke drikke vandet her. Det kan jeg blive meget syg af, så jeg havde hjemmefra købt et vandfilter. Et såkaldt LifeStraw. Problemet opstod, da jeg opdaget den var forsvundet. Så nu var jeg ankommet i en landsby, uden vand og uden vandfilter til, hvis jeg fandt vand. Held og lykke, Ida!

Da jeg var færdig med mit lille morgen-toiletbesøg, så fik jeg af vide at jeg kunne tage et bad. Min mor havde endda varmet vandet til mig! Jeg var allerede der helt vild med hende.

Det var det dejligste bad, jeg længe har fået. Under åben himmel, i solopgangen, med udsigten ud over bjergene, mens vandet dampede fra min krop. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig lykkelig i det øjeblik.

Mit ultimative yndlingsbad i Malawi

Efter badet ramte realiteten mig igen. Jeg havde fået det sidste vand til at bade i, så nu var det tid til at hente nyt. Min mor kommunikerede med mig på tegnsprog, om jeg ville med, og selvfølgelig ville jeg det!

Jeg er her jo for at lære. Så var det ind efter egen spand og så ellers bare følge trop til vandboringen. Jeg havde allerede spurgt dagen før, hvor langt der var til vandboringen, og havde fået svaret “Not so far, just behind the trees there,” af min far, men det viste sig at være lidt længere væk. Først og fremmest gik vi modsatte vej, end der blev peget dagen før.

For det andet gik i gennem krat og buskads. For det tredje samlede vi tre ekstra kvinder med på vejen. Så gik vi der på rad og række i ca 10–15 min. Vi havde ellers passeret toboringer på vejen, men vi skulle af en eller anden grund videre.

Jeg kunne ikke spørge ind til, hvorfor de andre boringer ikke kunne bruges, da ingen af damerne kunne snakke engelsk. Mest gik de og holdt lidt øje med mig og smilede til mig.

Min mor prøver at lære mig at lave nsima, Malawis nationale ret – kogt vand blandet med majsmel. Jeg kan sige så meget, at man vænner sig til det.

Det var et stort arbejde at pumpe vandet op. Det gik på tur efter en halv spand. Jeg signalerede, at jeg gerne ville prøve, og jeg fik lov, med smil som sagde ‘det kommer aldrig til at gå – held og lykke’, men på den rigtige, søde måde.

Ganske som forudset. Det var næsten umuligt for mig. Jeg ser ellers mig selv, som en ok stærk pige. Jeg skal starte værnepligt i august og vil gerne have en uddannelse inden for militæret, så jeg var lidt overrasket over, hvor svært det egentlig var for mig. Jeg skulle bruge alle mine kræfter.

Sveden piblede frem på min pande, som ellers lige var blevet tør efter turen gennem krattet i formiddagssolen. Jeg begyndte at hive lidt efter vejret, og jeg begyndt at grine lidt af mig selv.

Først dér lagde jeg mærke til at kvinderne omkring smågrinede af mig og klappede i deres hånden. De var vilde med det show de fik, så da jeg begyndte at grine, var der ingen vej tilbage.

Vi stoppede alle sammen, hvad vi ellers lavede og grinede sammen af og med mig. Spanden jeg pumpede vand i, var fyldt 1/4 op, og det synes jeg ærligt talt var helt okay, når de selv skiftes efter 1/2. Da vi kom til min spand fyldte de næsten ingen vand i. Jeg insisterede på mere vand, men endte med en lidt under halvt fyldt spand.

Jeg synes ærligt talt, jeg var lidt slap, hvis det var alt, jeg kunne tage, og følte lidt den lange tur var forgæves, hvis jeg ikke havde mere vand med. Men så ramte tanken mig: Der er jo lige så langt hjem, som herhen.

Vejen herhen var mest af alt ned af bakke, så hjem måtte jo være den anden vej – måske var det helt i orden, at min spand kun var knap halvt fyldt.

Min kusine Elisabeth og en anden sød pige pumper vand. De er for seje!

Turen hjem med spanden på hovedet var hård, men ikke så anstrengende, som jeg lige havde frygtet. Det er overraskende behageligt at bære ting på hovedet.

Jovist, gør det lidt ondt i knolden, men så længe man spænder lidt i ryggen, så er det intet problem.

Jeg øver mig i at bære ting på hovedet. Jeg er nu kommet så langt, at jeg kan slippe med den ene hånd. One down, one to go.

Da vi kom tilbage stod min far og klappede i hænderne over synet af mig iført traditionel nederdel og en spand vand på hovedet. Han var meget stolt, og det var tydeligt at min mor også var.

Hun sagde mange gange tak for hjælpen, og det blev hurtigt fundet en plastikstol til mig, så jeg kunne hvile min trætte krop.

Jeg sad og snakkede lidt med min far om, hvor vi havde været og hente vand, og han blev lidt forvirret, vendte sig mod min mor og spurgte hende om noget på shindali, som er lokal sproget i Chisi.

Efter hun havde givet sit svar vendte han sig mod mig og sagde:” undskyld, undskyld! Det har ikke regnet i et par dage!” Vi snakkede lidt videre om det, og det viste sig, at fordi regnen ikke var kommet, så virkede vandpumperne tæt på ikke.

Det var alt for hårdt at pumpe op, fordi vi bor lidt højere oppe på bjerget. Det var grunden til vi havde passeret alle de andre pumpestationer og gået helt derned, hvor vi var.

Det lå bare højdemæssigt lavere, så det var den eneste pumpe, som stadig indeholde vand. Jeg forstod pludseligt, hvor svært det må være at være en malawianer og jeg bad til at regnen måtte falde inden i morgen!

Det gjorde den heldigvis, og det viste sig at der lå en vandpumpe meget tæt på mit hjem. Det var med et overskueligt igen at hente vand, og jeg gik glædeligt med dagen efter!

Så selvom min morgenrutine har ændret sig drastisk, så finder jeg den egentlig utrolig hyggelig. Den indeholder alt, hvad den burde – bortset fra rindende vand, men det viser sig, at det er til at leve uden.

Store knus fra Malawi,

Ida