På besøg hos den lokale heksedoktor
Lyden af trommer og syngende mennesker møder os, så snart vi træder ud af den overfyldte Landcruiser, der er vores transportmiddel på de små, ujævne veje.
Vi skulle egentlig have været der klokken 19.00, men vi regner med “African time”, så på det tidspunkt var vi ikke engang færdige med aftensmaden…
Da vi kommer nærmere, slår sangen over i noget, der viser sig at være en velkomstsang til os – deres gæster. Da vi træder indenfor, i det solcellelampeoplyste rum, mødes vores næser af lugten af mange mennesker samlet på meget lidt plads.
Vi trækkes længere ind og placeres på træbænke allerforrest. Her bydes vi endnu engang velkommen, med faste håndtryk, og efter de indledende taler, går trommerne i gang igen. T
rommerne akkompagneres hurtigt af sang, der bakkes op af koret, der består af de mange mennesker bag os. På gulvet foran os begynder flere mennesker at danse ekstatisk, så klokkerne på deres ben bidrager til den øredøvende lyd, der allerede er i det fyldte lokale.
Efterhånden som dansen fortsætter, stiger temperaturen, mens iltniveauet falder.
I det svage lys fra solcellelampen kan vi se, at heksedoktoren er i hvidt og bærer noget, der godt kunne minde om en badehætte, på hovedet.
Når heksedoktoren ikke er på gulvet, oplyses hans ansigt sommetider af det blålige lys fra hans mobiltelefon – og det er også den, han bruger som lommelygte, når han skal gennem menneskemængden bag os.
I takt med, at temperaturen stiger, iltniveauet falder, og vi efterhånden har afprøvet alle tænkelige måder at placere vores ømme bagdele på den smalle bænk, bliver vi mere og mere klar til at forlade den kulturelle oplevelse foran os, så da de går i gang med farvelsangen, er vi vist alle glade for at kunne gå derfra – en meget spændende oplevelse rigere.
Dette besøg er bare én af de mange spændende oplevelser, jeg har haft den første uge i Malawi. Jeg har også prøvet at bære vand på hovedet, smagt nsima (majsgrød, som man for det meste spiser hernede), taget bad i en spand og meget mere.
I går flyttede jeg ud til den familie, jeg skal bo hos resten af tiden. Den består af en mor, en far og tre børn (en pige og to drenge), og de virker allesammen enormt søde.
I dag har jeg været til møde hos SPRODETA (den organisation, jeg skal arbejde med), hvor vi fik lidt at vide om, hvad der skal ske… dog var det lidt svært at forstå, da det hele ikke blev oversat til engelsk, så det bliver spændende at se, hvad vi kommer til at lave…
