Postkort fra Malawi – dage for foden af Kapatamoyo Mountain

Hvis man kører ind mellem bjergene i Rumphi district i det nordlige Malawi ad bumlede jordveje forbi mennesker i vejkanten, som vandrer med imponerende ting på hovederne eller triller afsted på højtlæssede cykler, forbi flokke af køer og geder, som af og til spærrer hele vejen, så kommer man til en lille landsby for foden af Kapatamoyo Mountain, Thonyi. Her bor familien Gondwe, som består af far Blessings, mor Tiwonge og deres tre børn.

Her i deres lille murstenshus med tag af siv og sorte sække har jeg nu boet i lidt over en måned, og her har jeg mødt en hverdag og et liv, som er vidt fremmed fra det liv, jeg selv fører i Danmark.

Her er en overflod af liv overalt i det lille hjem og i den lille landsby. Alle vegne er der børn, som sjipper i lange torve af blødt bark, løber med metallet fra cykelhjul susende foran sig eller spiller med bolde lavet af sammenpresset plastik. Høns, hunde, firben, duer, katte og geder vrimler rundt – den anden dag fik jeg besøg af ikke mindre end fem geder her i det lille hus, da jeg glemte at lukke døren.

Se også: Om Folkekirkens Nødhjælp & Go Global

Når man bevæger sig rundt på de små røde jordveje mellem marker og klynger af bananpalmer og mangotræer støder man altid på folk, som ivrigt hilser: “muli makola Laerke” (“hvordan går det, Lærke” på tombuka). Her er en imponerende imødekommenhed og gæstfrihed.

I Thonyi har man aldrig for travlt til at hilse på alle på sin vej og lige høre, hvordan alting står til. Jeg er blevet mødt af en overvældende gavmildhed. Den første uge fik jeg spontant en levende høne i gave, så måtte jeg – lidt usikkert – vandre videre med den i hænderne.

Trods rigdom i gavmildhed, nærvær og gæstfrihed er der mange udfordringer forbundet med et liv i Malawi.

Her er meget fattigt – en fattigdom hvis lige, jeg aldrig før har oplevet. Mange børn bruger gammel sukkeremballage af plastik som skoletasker. Hvis man betaler med 2000 kwatcha (ca. 20 kr.) i en af byens små butikker har de sjældent penge til at give tilbage med, fordi omsætningen er så lav, og når det regner, drypper det ind i familien Gondwes hus.

Det er en stor udfordring at finde en fast indtjeningskilde, for her er stort set ingen arbejdspladser, og mange arbejder frivilligt eller har deres egne små forretninger, hvor de f.eks. sælger lidt afgrøder, reparerer telefoner eller er motorcykelchauffører.

Her er ikke rindende vand. Alt vand hentes ved en af landsbyens vandpumper. I regntiden er her tre velfungerende vandpumper i Thonyi, men i de tørre sæsoner er der kun én pumpe, som fungerer optimalt.

Det betyder, at familien Gondwe har en gåtur på 20 min. hver vej, hver eneste gang de skal hente vand. Dét er langt i bagende sol med 25 liter vand på hovedet!

Selvom her er mange udfordringer, er familien Gondwe næsten altid i højt humør. “Be free, Laerke” siger Blessings ofte efterfulgt af: “Malawi, it is a free country!”

Om aftenen sidder jeg og kigger på bjergene, mens solen synker ned bag dem og maler den bølgede horisont i støvede toner og himlen i blussende røde og lyserøde farver.

Hver aften tænker jeg: Dét er den smukkeste himmel, jeg har set! Når mørket er faldet helt på, træder stjernerne frem på himlen. Mælkevejen løber blinkende hele vejen over himlen, og tit kan man skimte en markbrand et sted i mørket, der maler gyldne spor på bjergryggene.

Det gør lidt ondt i maven at tænke på, at jeg skal sige farvel til familien Gondwe og livet for foden af Kapatamoyo Mountain om under to uger, men jeg håber meget, at jeg en dag kan vende tilbage og besøge mit Malawi-hjem og familien Gondwe igen.