i går så jeg gudrun hasle på brandts13 i odense, jeg elsker den tid er brugt på minderne og i fejlene, der er passager der er skrevet, og så broderet over igen, som en slags slettelak, tænk at dvæle så længe over en sætning, jeg skriver alt for hurtigt, mine fejl kommer af hurtigheden og manglen på tålmodighed, måske er jeg aldrig helt nærværende i den sætning jeg skriver, så prøver jeg at snyde mig selv, ved ikke at stoppe sætningen, sådan at jeg kan blive i den, men gudrun hun sidder inde mit i den sætning, og lader sårbarheden stikke ud, og jeg har det som hvis nogen er ond ved en hund, eller en af de film, hvor der er et barn der er ved at dø, den barnlighed gør det hele så uhyggeligt, selvom det ser både hyggeligt og uhyggeligt ud i thailand, på alle billederne, jeg grinede også rigtigt meget af broderiet af hendes to yndlingsbarbier, og den helt store, der fremhæver underlige steder på kroppen, der var blevet solbrændt, det var ligesom dengang min far væltede kakkelbordet i stuen, fordi han var sur over noget, og jeg ikke vidste om han kom hjem igen, sådan havde jeg det, da jeg gik ud fra udstillingen