noget om ‘hver morgen kryber jeg op fra havet’

først morer jeg mig og glædes over det umulige i at skrive sådan en bog der er så videnskabsdetaljenørdet og den fine måde det vekselvirker og fletter sig ind i et liv, og jeg lader mig overraske af tonen, der er helt anderledes end alt muligt andet, den excentricitet, hvis excentricitet er forholdet mellem afstanden mellem brændpunkterne og længden af storaksen i en ellipse, og udtrykker med et tal mellem 0 og 1 hvor “langstrakt” ellipsen er: en ellipse med excentriciteten 0 er en perfekt cirkel; en slags “grænsetilfælde” blandt ellipser, og ellipser med meget lille excentricitet kan være svære at skelne fra cirkler med det blotte øje, en høj excentricitet, nær 1, svarer til en meget lang og smal ellipse, så er denne bog, på den måde, meget lang og elliptisk, og til tider også ret morsom, som når hun skriver:

“Mindst fem arter af vandrende pinde formerer sig ved selvkloning. Det vil sige, at alle er helt identiske, det vil sige, at de ikke har haft sex i over en million år. Nogen har det værre.”

og selvreferer til tilstand efter et forlist forhold, men jeg keder mig også over det ind imellem, det anekdotiske naturvidenskab, om giraffers tunge hjerter, men det forstærker på en sjov måde følelsen af ensomheden når et forhold er slut, under eksamenslæsning, hvor man ser alt igennem sit snævre område, og melankolien, og som niller i den eneste ene kan få alt til at handle om køkkener, og det er egentlig ret fint, og jeg kommer til at tænke på en gammel veninde, der hvor hun fortæller om edderkopper og koffein, og de matematiske strukturer som edderkopperne ikke kan finde ud af, hvis de har drukket kaffe først, på grund af en situation, da jeg var i england og hele tiden fik udleveret fotokopier af en artikel om det, fra nogen på den rudolf steiner institution hvor hun arbejdede, fordi de var bekymrede for vores karma