Grafik og Kode i medierne — uge 24

Det er som om vi lever i hvad engelsk-talende web-historikere i fremtiden vil kalde “the golden age of feature articles”. Nærmest hver eneste uge dukker et nyt feature-format op eller en mutation af et tidligere format. Denne uge er ingen undtagelse. Hele to danske medier folder feature-artikler ud, den ene længere end den anden. Men før vi svælger i longreads skal vi til USA en stor ‘storytelling’-produktion…

Fra udlandet:

Equal Justice Initiative & Google:

Tilbageblik på syge tider i USA

Der bliver kastet noget lys på et meget mørk kapitel i USA’s historie. Mere end 4000 sorte blev slået ihjel i årene efter at slaveriet blev ophævet i USA og det er intet mindre end frygteligt. Det her projekt er supercool. Det handler om rigtige mennesker og det fungerer virkelig godt at det er rigtige mennesker der fortæller historier på siden, både i lyd og video. Det interaktive kort er grafisk flot og det har den ting jeg var så glad for sidste uge på det tyske datakort: punkter på kortet der er fremhævet. Det er ikke helt så indbydende som det tyske eksempel for man kan ikke umiddelbart se hvad man kan forvente at finde inde i de hvide prikker. Det man finder når man klikker på dem er meget flot lavet. Den måde de har gjort de gamle fotos levende, ved at maske og animere dem, fungerer rigtig godt. Det lykkedes for hjemmesiden at tage et meget stort og svært emne og gøre det til en overskuelig oplevelse med stærke personlige vinkler og med plads til eftertanke.

På mobil kører det hele dog en kende mere trægt. Det er altid svært at få så store projekter som dette til at fungere ligesågodt på mobil som på desktop.

Desktop-versionen
På mobil er det hele lidt tungt og noget af interaktiviteten er væk

Herhjemme fra:

TV2:

Operation X

TV2 arbejder videre med deres fine fortælle-skabelon. Her fungerer den rigtig godt. Jeg kan godt forestille mig at det her format er godt til at oversætte et tv-program til en anden målgruppe der ikke ser tv. Jeg-fortælleformen giver fortælling liv. Det hele et delt op i meget små mundrette bidder og det minder nærmest om en instagram/snapchat/facebook/medium story (alle platforme kører efterhånden personlige ‘stories’ i en eller anden form?) Af og til bliver det i løbet af historien lige lovligt clickbait-agtigt og overfladisk synes jeg, men der er ingen tvivl om at den slags virker, så det må man jo tage med. Det er en long-read for snapchat-generationen. Skulle man kaste sig ud i at prøve at finde på en catchy navn til fænomenet? Hvad med en quickie?

Det kan godt blive lidt frustrerende at det er så svært at komme tilbage til menuen i toppen. Det kræver at man skal scrolle sig gennem alle historien steps. Normalt har sådan en fortælling her da en lille burger-menu oppe i hjørnet eller en ‘home’-knap. Nåmmen, alt i alt kan jeg godt lide formen. Den er frisk, snack-agtig og den stikker ikke voldsomt dybt, men hopper let hen over overfladen så man kunne måske kalde den en smutter? Just kidding!

DR

Terror-kort

Det måtte jo komme: et kort over terror-hændelser i europa. Umiddelbart giver det et hurtigt overblik, men jeg er ikke begejstret for metoden med at vise antallet af dræbte ved hjælp af størrelsen på punkterne. Det får hændelser hvor flere er døde til at se ud som om de er spredt ud over enorme områder og punkter der ligger tæt på hinanden ligger ovenpå hinanden så det bliver en klik-akrobatisk udfordring at komme ind til dem der ligger nederst. Man kunne have valgt at bruge forskellige farver i stedet for forskellige størrelser. Det havde været rart hvis kortet zoomede ind på et punkt når man trykker på det.

Det er fedt at der også er en tidslinie knyttet til kortet, men jeg syns det er synd at kortet ikke viser de punkter man vælger i tidslinien. Når man vælger en dato kommer der bare en kasse frem med lidt info uden det på nogenhelst måde er knyttet til kortet. Og når nu datoerne er en del af data’en, så forstår jeg ikke hvorfor man ikke på kortet har lavet en visualisering der, enten via animation eller farver, viser tidsforløbet i hændelserne? Når alt det er sagt, så synes jeg at ideen er god og kortet er grafisk flot.

Dansk Folkeparti og pengene fra EU

Meget forvirrinde tidslinie(?) der er delt op over flere sider. Hvorfor ikke vise hvor mange punkter der er i alt? Umiddelbart ser det ud som om grafikken har syv punkter, men det viser sig at det kun er første del af grafikken der har det for efter syvende punkt kommer vi til side to med yderligere syv punkter. Og når de er overstået er det så lige en sidste ‘side’ med lidt flere punkter. Besynderligt.

Måske er det slet ikke en tidslinie alligevel? Det sidste punkt på side to hopper nemlig et år tilbage i tiden? Jeg er en kende konfus, men det formidler alligevel fint hvor forvirrende hele den historie er (jeg ved det for jeg sidder selv og arbejder på en ting der omhandler emnet)

POLITIKEN

Englevingen

Det vrimler med feature-fortællinger for tiden og det er spændende at se hvordan de forskellige medier griber det an teknisk og visuelt. Politiken har søsat en meget stor fortælling og den er flot præsenteret. Videoerne i overskrifterne er meget dragende og giver det hele et meget filmisk look og jeg er vild med det. Det passer godt sammen med Politikens look. Det er vovet at lave sider med autoplay på lyd. Det er sådan noget mange mennesker hader meget passioneret, men sammen med de flotte videoer virker det fint.


Denne uge har jeg desværre ingen eksempler fra vores eget Ekstra Blads-bord. Jeg kan dog godt afsløre at vi har noget med i næste uges opsamling der både indeholder grafik og kode i rigelige mængder. Som altid: send mig gerne kommentarer, rettelser og links hvis du har nogen.