Negere negerordet — hvor kultureliten, afroamerikanere og racister mødes

Det var nok ikke i ond tro, at Halfdan Rasmussen brugte ordet i sine rim. Flødeboller smager i dag af det samme, som de gjorde før de fik et nyt navn. Det kan være svært at forstå, hvorfor man ikke længere må bruge de ord man brugte som uskyldigt barn. Men ikke når man har skullet trøste en sønderknust syvårig søn, for hvem det går op for at spottenavnet neger ikke bare forsvinder. Jeg har selv skullet smide min barndoms favoritbøger ud. Nu kan jeg endelig genanskaffe dem i en tidssvarende version. Ordet kommer fra en anden tid og skal høre fortiden til. En tid hvor vi som samfund var mindre bevidste om, hvordan det sårer, hvordan det er uklogt at bruge og hvordan det polariserer. Der er gode grunde til ikke at bruge ordet i dag – der findes ikke afgørende argumenter for at blive ved.

Ordet er sårende

Ordet gør forbandet ondt, uanset om vi blot bruger ordet, til at henvise til en bestemt gruppe mennesker. Manglende ond vilje eller anden intention, er irrelevant for smerten og følgerne.

Med ordet følger en direkte arv fra menneskehedens mest dystre kapitel. Det er ikke et uskyldigt beskrivende ord. Det er skabt til at diskriminere, og til at retfærdiggøre slavehandel og koloniseringen af det afrikanske kontinent. Selvom vi ikke kan se os fri af fra et historisk medansvar for slaveriet, så kom ordet og ideerne ikke herhjemmefra – det blev importeret fra det kontinentale Europa i slutningen af det syttende århundrede. Da ordet ”neger” kom hertil slyngede skriftkloge om sig med pseudovidenskabelig raceteori. Selv Immanuel Kant, som aldrig havde sat sine fødder uden for Königsberg (dagens Kaliningrad) skrev raskt væk om ”Afrikas neger” uden empirisk belæg. Vi danskere tog det sydlandske til os og det iberiske låneord for sort, ”neger” erstattede de danske ord ”mor”, ”mormand” og ”blåmand”. Uanset om de danske ord var lige så banale, så var de ikke til for at diskriminere, men for at beskrive. I stedet har vi i dag et historisk værdiladet og sårende ord.

Det er intet belæg i videnskaben for, at ordet beskriver noget reelt

Hvis man nu endelig vil bruge ordet blot som en beskrivende fællesbetegnelse for afrikanere, så er ordet komplet misvisende: Man omtaler noget, som ikke findes. Selvfølgelig findes der folk med meget pigmentering på det afrikanske kontinent, men det har intet at gøre med en genetisk gruppering. Menneskelige træk er ikke specifikke for noget kontinent. Der er faktisk relativ beskeden kulturel og genetisk ensartethed på det afrikanske kontinent. Faktisk finder man menneskeracernes største genetiske mangfoldighed i Afrika. Menneskeheden har primært udviklet sig i Afrika, og vores forfædre forlod Afrika meget, meget sent på vores evolutionære rejse. Det betyder, at der er meget lidt genetisk forskellighed blandt dem, der forlod Afrika til sammenligning. Alle ikke-afrikanere er i højere grad en homogen gruppe end afrikanere er. Den seneste forskning viser, at hvis man skal inddele mennesker i hovedgrupperinger så ville fem ud af seks være afrikanske. For ca. 260.000 år siden delte buskmændene sig ud fra resten. For ca. 200.000 år siden skilte centralafrikanerne sig ud. For ca. 140.000 år siden forgrenede resten sig så igen i to: Østafrikanere og vestafrikanere. Og først, for ca. 80.000 år siden rejste en større gruppe østafrikanere ud og blev til os dvs. dem vi analogt kunne kalde rødhuder, gule, hvide, eskimoer osv. Vi er en del af dem. Nok de færreste etniske danskere ville føle sig truffet af at blive kaldt lavlands-eskimo, men vi ville sandsynligvis også blive ualmindelig trætte af det i længden. Endnu mindre er en afrikaner en neger. Vi er i øvrigt også mere østafrikanere end alle andre afrikanske grupper er. Det giver simpelthen ikke mening at kalde hinanden for noget man ikke er.

Begrebet er polariserende

En vedvarende negativ omtale af en minoritet har også en negativ påvirkning på denne minoritets mulighed for at klare sig godt i samfundet. I socialpsykologien omtales dette som “stereotype threat”, hvor minoriteter ubevidst presses til at efterleve de fordomme de udsættes for til hverdag. Man kan simpelthen få minoriteter til at klare sig dårligere ved at omtale dem dårligt som gruppe.

For et par år siden, havde jeg muligheden for at tale med Rwandas justitsminister, Busingye Johnston. Vi talte om hvordan han havde måttet opveje landets genopbygning og retssikkerhed når folkemordets forbrydere skullet retsforfølges. Jeg spurgte ham, hvordan han agtede at holde hutuer, tutsier og twas sammen for at undgå en ny konflikt i fremtiden. Han svarede, at selve grupperingen og betegnelsen af disse tre folk var det, som gjorde dem forskellige, og det var roden til folkemordet – når de laver folketælling i dag er der kun en gruppe mennesker – Rwandere.

At blive identificeret med en bestemt gruppe eller minoritet kan også lede til komplet paradoksale situationer hvor samme etniciteter vurderes helt forskelligt afhængig af den bås de sættes i. For eksempel bliver hjemvendte japanere, hvis familier har været bosat i Brasilien i generationer, diskrimineret i Japan og kaldt ”dekassegui”. Gruppen, som i udseende og på anden vis ikke vil kunne adskilles fra andre japanere, bor oftest i dag i ghettoer og de volder det japanske samfund store problemer.

I USA medfører folkeoptællingen af “African-American” også paradokser. Den racemæssige gruppering af “sorte” i USA, klarer sig, statistisk set, værst akademisk, sammenlignet med andre “racegrupperinger” i USA. Men hvis man kigger på, hvordan afrikanere baseret på deres nationalitet klarer sig, så klarer de sig bedre på de amerikanske universiteterne end nogen anden gruppe. Det snit der lægges for, hvem en gruppe består af, har betydningsfulde følger.

Hvorfor insistere?

Diskussionen fastholdes ikke bare af godtroende nostalgikere og racistiske nationalister, men også af afroamerikanere og kultureliten.

Kultureliten mener, at fordi ordet ”neger” optræder i kanoniserede værker skal det bevares. Hovedargumentet må være, at særlige kunstnere er autoriteter og deres kanoniserede frembringelser er urørlige. Autoriteter er dog kun autoriteter indenfor deres eget specifikke felt. Selvom Justin Bieber og Tue West f.eks. er autoriteter inden for popmusik, så er deres mening om alt andet, fx politik, ikke nødvendigvis autoritær. Lige så lidt som Jørgen Clevin, Halfdan Rasmussen og Astrid Lindgren er autoriteter inden for geogenetik. Deres poetiske uvidenhed dengang retfærdiggør ikke konsekvenserne af fortidens sprogbrug i dag.

Kunst, børnebøger osv. er mest relevante for deres egen tid. For at bevare deres relevans fremadrettet bør de ajourføres for at bevare kunstnerens oprindelige intention. Det er sket med alle væsentligste værker: Biblen, Staten af Platon osv. Ordet “neger” forstås ikke længere på samme måde bl.a. fordi man har fundet ud af raceteorier er noget vås.

Nogle afroamerikanere argumenterer for, at deres fælles frigørelsesproces, kultur og forbrødring giver dem ret til at bruge ordet neger indbyrdes. Neger-identiteten har spillet en positiv rolle i borgerretsbevægelsen. Men i dag fastholder den ikke kun afroamerikanere i en diskriminerende retorik, men også indirekte alle andre afrikanere.

Den positive særbehandling af en gruppe er også farlig, da den cementerer gruppen som en reel gruppe. I Frankrig, det land i Europa med flest afrikanere, er man gået en anden vej og ændrede sidste år forfatningen, så ordet race blev fjernet: ”… ligestilling for loven for alle borgere uden forskel på køn, oprindelse eller religion.” Tidligere stod ordet “race” også nævnt.

Lad os nu passe på vores børn, vaske munden med sæbe og få fjernet det ord engang for alle. Distinktionen neger vs. enhver anden race fastholder os i uhensigtsmæssig, forældet og usaglig sludder. For længe har vi haft denne fængslende ordduel om diskrimination og antidiskrimination. Den skal forstumme med tavshed.