Tv-apparater kan nu gå direkte på nettet, så du for eksempel kan leje film online. Men det passer ikke udbyderne, for der er ikke penge i det. Derfor kæmper de for at redde profitten. Læs analysen her — først bragt i Politiken.
Dit næste nye tv-apparat er født med internet og bliver rigtig smart. Masser af film, onlineleje og tv vil brage ud af dit bredbåndskabel. Komplet med personlige tip og gode råd. Endda til en billig penge.
Lyder det for godt til at være sandt? Det er det måske også. Det kommer helt an på, hvor meget især internetudbyderne — Telia, Telenor og TDC m.fl. — de næste par år kan presse citronen.
I værste fald bliver dit tv dyrere; valgfriheden til at vælge, hvad du vil se, bliver mindre, og uigennemskueligheden bliver stor. Her er historien.
Laveste fællesnævner
Internetudbyderne er glade for udsigten til de mange nye internetkunder med masser af bredbåndsappetit, som de smarte tv-apparater vil føre med sig (se hvordan Cisco venter at dataforbruget vil stige fremover her).
Men udbyderne har et problem med priserne. De er for lave, synes de. De er kede af at skulle konkurrere med hinanden på det, de selv opfatter som laveste fællesnævner: at sende bits fra A til B. Fra Hollywoods studier til din dagligstue. Her er kvaliteten nemlig stort set den samme overalt og prisen det eneste reelle konkurrenceparameter. Det presser priserne, og overskuddet bliver derfor aldrig større end som så. Selv om de ret beset ikke kan klage: TDC, f.eks., har en overskudsgrad på lidt over 40 procent på den grundlæggende forretning (EBITDA-margin, som TDC selv fortæller det her).
Men mere vil have mere, og det får branchen til systematisk at skyde på alt, hvad der rører sig. De har tre mål i kikkerten.
Første mål: Dig
Selv om konkurrencen er hård, skal man jo ikke give sine varer væk, og udbyderne forsøger at hæve priserne, hvor de kan.
Det skete f.eks. i USA i marts, da Apple lancerede sin nye iPad (fortæller zdnet her). Den er med sin fire gange bedre skærm og sit lynhurtige mobile 4G-internet et potent lille mobilt fjernsyn og en rigtig datagris, hvilket fik Verizon — en af de tre største amerikanske udbydere — til straks at indføre et loft på et iPad-abonnement. Download af en HD-film kan nu koste flere hundrede kroner.
Priserne vil helt sikkert falde igen, i hvert fald hvis det går, som det plejer — de seneste ti år er prisen på data styrtdykket: Du kan i dag surfe over ti gange så meget for de samme penge, som du kunne i 2001, viser IT- og Telestyrelsens telestatistik. Men indtil da hiver Verizon penge hjem. Og lykkes det for dem, vil de andre udbydere følge trop. Også herhjemme.
Andet mål: YouTube
Det, du ikke kan tjene på gyngerne, kan du måske hive hjem på karrusellerne. Den tankegang var tydelig hos Telenor i Norge, da selskabet sidste år hev pistolen frem og sigtede på YouTube (som du blandt andet kan læse om hos Comon). Hvorfor skal vi bære de mange videoer fra YouTube og de andre videotjenester ud til vores kunders skærme uden betaling?, lød selskabets prøveballon. Underforstået: Vi kan også bare lukke for jer. (YouTube og alle andre betaler i forvejen for at komme ud på nettet — men ikke separat for slutleverancen gennem Telenors flaskehalse).
Samme logik lød fra amerikanske Comcast sidste måned (læs f.eks. her fra New York Times) i en særlig variant, hvor YouTube ikke skulle gøres dyrere, men brug af Comcasts egen tv-streaming derimod billigere. Og fra Telia i Sverige, i et træk rettet mod videotelefontjenesten Skype (Computerworld, her).
For dig som almindelig forbruger må man ikke håbe, at Telenor og de andre får held med deres aktioner. For det vil hurtigt føre til mystiske og uigennemskuelige pakker af forskellige nettjenester og opkoblingshastigheder, som binder dig og lægger slør over de reelle priser.
Der er heller ikke meget, der tyder på, at særopkrævningerne lykkes. Helt op på EU- og Obama-niveau (læs her hos version2 og her hos Reuters) ses der skævt til internetudbydere, der vil styre det indhold, der flyder gennem deres kabler, ud fra egne økonomiske interesser.
Den enorme dynamik, som nettet har udvist siden de første forkølede hjemmesider i midthalvfemserne, skyldes i meget høj grad, at alle med en god ide har kunnet komme til. Og hvis Telia og de andre udbydere får lov til selv at opkræve særskatter efter forgodtbefindende, frygter mange, at den næste Facebook eller Google, der begge startede fra helt små kår, aldrig vil se dagens lys.
Tredje mål: Samsung
Dit nye smart-tv bliver ikke meget værd uden en netforbindelse. Også det har udbyderne øje for, og det er her, den tredje front står.
For nylig gik den største sydkoreanske internetudbyder, KT, til landsfællen og teknologigiganten Samsung med et krav om at spytte i kassen (som du kan læse hos The Verge). Ellers lukker vi jeres nye dataslugende tv-apparater ude af vores net, lød budskabet. Det ville Samsung ikke, så lige nu er der krig.
Samsungs chancer for at slippe helskindet fra angrebet er så som så. Krav til apparater har ikke samme bismag af censur som blokering af indholdstjenester og møder derfor mindre politisk modstand. Til gengæld er det stort set lige så konkurrenceforplumrende. Prisen på dit nye tv risikerer at blive præcis så uigennemskuelig som prisen på en ny mobil, som du kun kan regne ud, hvis du samtidig er ekspert i taletidspakker.
… og et lille håb
Hvor mange af internetudbydernes profitforøgende initiativer, der krones med held, vil tiden vise. Selv i værste fald er der dog et sidste håb at hænge sin hat på: internettets evne til at vende industrier på hovedet.
Ligesom det skete, da Kodak tabte til mobilkameraet og boghandleren til Amazon, kan de etablerede internetudbydere hurtigt få kam til deres hår. Jo større profitter, jo større chance for at nye spillere slår til. Måske er de ligefrem glade for at transportere data og ser en ære (og forretning) i at lade kunderne se, hvad de vil, og hvor de vil det — og ikke betale for andet.
Godt hjulpet — herhjemme — af retten til at leje sig ind på TDC’s kabler. Men det er en anden historie.
