3D-printere er mind-blowing synes jeg. De flytter mikro-produktion ind i hjemmet, hælder benzin på piratkopieringsbålet, og booster ide-udvikling og kundekontakt skriver jeg i dagens Politiken.
En 3D-printer i alle hjem. Det er målet for det lille New York-firma Makerbot og deres nye Thing-O-Matic 3D-printer. Hvor almindelige printere skriver med blæk, skriver Thing-O-Matic med plastic — i 3D. Printerhovedet kører over de samme områder igen og igen, og opbygger på den måde skak-sæt, kageforme eller kaninfigurer eller hvad du nu har bedt den om at printe. Sålænge det ikke bliver for stort og kan laves i plastic er der stort set ingen begrænsninger. Alt hvad du kan tegne på din computer kan “skrives ud” af Thing-O-Matic. Med en præcision på 0,02 mm.
3D-printere kostede indtil for få år siden ustyrlige summer, og blev kun brugt i forskning og industri. Men det har ændret sig. Thing-O-Matic — som er Makerbots luksusudgave — koster 1225 $ (inkl. et halv kilo printer-plastics til at printe med) og er designet til at kunne stå på dit skrivebord, koblet til din computer. Tryk på “print” og maskinen går i gang.
Thing-O-Matic og de øvrige husmands-3D-printere på markedet bruges stadig mest af (hjemme-)opfindere til at lave prototyper, og rette dem endeligt til, før de sendes til produktion. Eller til at lave gimmicks. Men perspektiverne er store: mangler du fire kopper til fødselsdags-bordet? No problem, dem printer vi! En ny tandbørste? En klemme? Bare sig til!
3D-printerteknologien vil, hvis den bider sig fast, gøre pirat-kopiering næsten umuligt at stoppe. Når først en lego-klods eller en Margrethe-skål er blevet digitaliseret af en nørd, kan tegningen deles på nettet og skrives ud i million-vis fra private printere.
Alt det der skete for musik- og film-industrien i vores årtusindes første tiår kommer i så fald til at gentage sig for fysiske produkter også. Her så vi anti-pirat patruljer jage rundt på nettet og forsøge at fange syndere, der hele tiden slap gennem nettets mange huller, i et forsøg på at holde sammen på den gamle forretning. Men vi så også pladeselskaber der tog skeen i den anden hånd, og lod kunderne høre alt det musik de orkede med frit valg fra millioner af sange — uden de behøver købe noget som helst. Til gengæld for en månedlig abonnement-betaling.
Tabet af copyright trækker dog ikke kun ned. Det giver også noget igen. Ideer — og hvis du er håndterer det rigtigt — et tættere forhold til dine kunder. 3D-print-piraterne er nemlig kreative. De forbedrer og laver om i produktdesignet, før de skriver ud. Hvorfor nøjes med de lidt kønsløse hoveder som legofigurerne er udstyret med per default, når du kan designe ansigterne efter egen formåen? En lille lego-ridder med sønnikes ansigtstræk vil garanteret vække lykke!
Den slags sker allerede. På nettet lægger 3D-print-enthusiasterne hjemmelavede modeller af alskens ting op. Så ændrer de løs og forbedrer hinandens designs, og lægger de nye udgaver op til fælles brug også.
3D-printerne hiver på den måde fat i en kreative kraft, som hidtil har været forbeholdt software og viden, og som de sidste par år har skabt et helt nyt fænomen på nettet: crowdsourcing. Projekter, hvor du ikke out-sourcer til en enkelt samarbejdspartner — men netop “sourcer” til den kæmpe crowd af mennersker derude bag alle de mange millioner af internetopkoblinger. Som det f.eks. kendes fra wikipedia, verdens største og fantastisk gode leksikon, der alene er skabt af brugerne, deres mange artikler og kollektive korrekturlæsning. Eller fra software-udvikling, hvor selve programmeringen lægges i hænderne på store gratis-fællesskab, mens virksomheder tjener penge på at samle og teste gode softwarepakker, distribuere dem og yde support.
Lige nu er skrivebords-printerne som Thing-O-Matic stadig for entusiaster. At printe en kanin tager en time og koster dyrt i materialer. Første skridt i 3D-revoltionen vil derfor gå over printer-shops, hvor en butik printer på bestilling fra dig. Her er måske et nyt marked for denne verdens Vester Kopi’er.
Hvis det går som det plejer i IT-branchen, hvor alting hele tiden bliver hurtigere, smartere, mindre og billigere, går der ikke mange år, før der rent faktisk kan stå en fuld brugbar 3D-printer ved siden af den almindelige derhjemme. Eller måske i køkkenet, på mikroovnens plads. Der vil forskere på MIT gerne have den placeret. Deres seneste bud på en 3D-printer — “cornucopia”, hedder prototypen — skriver med mad-ingredienser, og kan både blande og opvarme før retten sprøjtes ud. Hvis det lykkes at få den i produktion, får både fastfood-industrien og den molekylære gastronomi noget nyt at se til.
