I går så jeg Spike Jonze’s Her. Her er hvad jeg fik med mig: Du kan ikke elske uden en krop

Spoiler alert: denne blogpost afslører væsentlige dele af handlingen i Spike Jonze’s film ”Her”.

I en central scene i filmen ”Her” ringer det på døren hos Theodore, filmens hovedperson. Udenfor står en ung kvinde. Hun er kommet for at have sex med Theodore men det går helt galt. Sagen er, at hun har tilbudt sig selv som surogat-sex-partner for Samantha, den kvinde, hovedpersonen elsker og er kæreste med, men som — lidt besværligt! — er et computerprogram. Et vældigt sexet, begavet, og charmerende et af slags. Men i sagens natur uden krop. Og derfor ude af stand til selv dyrke sex. Derfor surogat-sex-partneren.

Theodore og hans uventede besøg. Bemærk hendes earplug, som Samantha taler gennem. Og hendes skønshedsplet, som er et kamera. Fra filmen Her.

Det går som sagt ikke som planlagt, for selvom den unge fysiske kvinde ifører sig et diskret kamera (på størrelse med en skønhedsplet) så Samantha kan se og høre med, og de begge, takket være et fint earplug, har Samanthas stemme i deres ører, kan Theodore ikke frigøre sig fra, at det er en anden, rigtig, kvinde han har med at gøre. Han kan ikke finde ud af at lade som om, det virkeligt er Samantha han er i gang med.

I filmen virker det akavade, men uforløste, forsøg på at have sex virkeligt troværdigt og viser, hvor svært det er at tænke sind uden krop. Den (forestillede) kvinde Theodore er forelsket i, kan ikke bare puttes ind i en anden kvindes krop. Ligesom den anden kvinde ikke bare kan agere tomt hylster for en trancendent personlighed. Det fik mig til at tænke på, om det bare er i denne sammenhæng det ikke går. Eller om der er noget fundamentalt ved kroppen som er nødvendigt for — ikke bare at have sex — men at elske.

Og her kommer filmen med en andet virkeligt potent pointe. Op til det afgørende klimaks, går det op for Theodore, at det ikke kun er ham Samantha er kæreste med. Nej, hun har 241. Uden at hun selv føler der af den grund går noget af deres forhold. Kærlighed er ikke et nulsumsspil, argumenterer hun. Jo flere du elsker, jo mere elsker du også den enkelte.

Sådan har Theodore det sjovt nok ikke. Og jeg tænkte: i den virkelige verden kan man nok godt tænke sig forhold, hvor utroskab, eller flerpartneri faktisk kan virke fint. Men her er det typisk heller ikke 241 ligestillede kæreste man har. Det er en enkelt, to, måske fem. Eller også har du en hovedkæreste og en masse der ikke betyder det samme. Hvilket i et meget stort omfang skyldes, at vi mennesker — modsat computerprogrammer — ikke kan være flere steder på samme tid.

Tanken om 241 (and counting) ligestillede kæreste var tilpas absurd til at gøre det klart for mig, hvor meget kærligheds-kvalitet der ligger i de menneskelige forhold jeg selv kender. Forhold, der lever og ånder af ikke bare den enes oplevelse af kærligehed til den anden eller vice versa, men af oplevelse af i fællesskab at gøre, føle og opbygge fælles liv. Forhold som du og den du elsker investerer i og opbygger sammen og udkrystalliseres som en relation mellem jer, som ingen andre har del i. Og som er ganske særligt betydningsfuld for dig. Alt sammen takket være kroppen, der — gudsketakoglov — fysisk holder fast i os. Og planter os i en verden med et lille udvalg af alle denne verdens skønne mennesker. Uden kroppen ville vi slet ikke kunne elske som vi gør.