Jeg — en betaler

Jon Lund
Jon Lund
Published in
2 min readOct 2, 2010

På mediawatch.dk kører der lige nu en debat i kølvandet på en artikel, hvor Stig Ørskov, JP/Politiken-direktør, bebrejder TV2, at deres apps til iphones er gratis, fordi han — sekunderet af Ebbe Dal, direktør for Danske Dagblades forening — menerTV2 ødelægger en historisk chance for at opdrage folk til at indhold koster.

Jeg synes det er en temmelig apparte indfaldsvinkel. Ihvertfald den del af argumentationen, der handler om, “vi” ikke må vænne folk til gratis på mobilen, ligesom de er det på nettet. Som om folk gerne ville betale, hvis bare de fik nogen andre vaner.

Sådan er det ikke. Folk vil ikke betale så længe de kan få et gratis produkt rundt om hjørnet, som giver dem ca. samme værdi. At få penge for indhold for medierne handler ikke om vænne folk til noget som helst — det handler om at finde ud af, hvordan man kan lave tjenester, som giver brugerne nok ekstraværdi til at det er noget værd.

Nå, ovre på mediawatch har jeg skrevet en kommentar til diskussionen, der spiller en lidt anden bold på emnet. Kommentarer ligger, sjovt nok, bag en betalingsmur, så du skal have login for at læse den derovre. Så jeg gengiver min kommentar her også:

En sjov observation: Jeg har netop for tredje gang betalt for en iPad-udgave af et magasin. Jeg overvejede hver gang. Og endte med at sige “ja tak”. Pris: 25 kr pr nummer.

Det særligt sjove er, at hele magasinet — alle artikler — ligger på magasinets hjemmeside. Fuldstændigt gratis. Med grafikker og videoer og masser af kommentarer og links. Men jeg ville alligevel hellere have den tilpassede iPad-udgave. Et helstøbt, afgrænset redaktionelt produkt. Som jeg kan læse og sige: nu har jeg læst det! Det kan jeg godt lide. (På nettet bliver du aldrig færdig — for nettet er uendeligt, og du bliver aldrig færdig. Der er altid et link til…). Læren er: giv merværdi i app’en og tag penge for det. Kan du ikke det i tilstrækkelig grad, så lad være.

For at gøre historien fuldstændig, abonnerer jeg også — i dyre domme — på den trykte udgave af magasinet. Men der er artiklerne flade — uden videoer og liv. Og så tager det tid for det, at komme frem til min postkasse. iPad-udgaven får jeg med det samme det udkommer. Det vil jeg gerne have.

Magasin-følelse og digitalt liv sammen har — og jeg er lidt overrasket over det — fået mig til pungen. (Jeg tror dog jeg opsiger print-abonnementet så snart jeg kan komme til det. For det læser jeg faktisk ikke rigtigt mere.)

Magasinet er Wired — her er deres hjemmeside: www.wired.com. Her kan du se deres iPad-app: http://itunes.apple.com/us/app/wired-magazine/id373903654?mt=8

--

--

Jon Lund
Jon Lund

Var: Konsulent, kommentator og foredragsholder. Alt digitalt. Er snart: Head of Online Communications, Danske Bank