Jeg har haft mit Apple Watch i en uge nu — her er hvad jeg synes

For præcis en uge siden fik jeg et nyt ur. Et Apple Watch. Ikke den mest økonomisk overkommelige “Sport”-udgave. Ikke den ekstremt dyre “Edition”-udgave. Bare Watch — den midterste af de tre slags, der iøvrigt er ens bortset fra materialevalg og urrem. Mit er med læderrem — og i den store 42 mm version. Her er det på min arm på vej på arbejde i går:

Prismæssigt er uret helt klart pebret. Ca. 6.000 kr har denne model stået mig i. Købt af en, der har hentet det hjem fra London — det er endnu ikke officielt til salg herhjemme. (Men jeg så det hos Wupti.com i går).

Men hvordan er det så, nu her en uge henne?

Svaret er: det er, synes jeg, rigtigt godt:

1. Jeg synes uret ser fedt ud
Jeg var faktisk lidt bange for, at uret ville virke lidt klodset. At Apple ikke helt havde kunne gøre uret smalt nok, og at man egentligt burde vente til næste version, fordi uret — ligesom iPhones’ene — helt sikkert ville blive mindre og mere elegante.

Men sådan er det ikke, synes jeg. Faktisk har det en helt fin størrelse — betydeligt mindre end mange andre herre-ure, som kan være pænt store. Jeg har ligefrem mødt folk, som synes det var lidt småt i det (!).

Og det er lækkert, der er kælet for detaljerne, som du kan se fint forklaret i Apples egne reklamevideoer. De lyver ikke. Det føles lækkert.

2. Uret viser klokken
OK, det lyder måske lidt dumt. Men faktisk er det rart at gå med ur. (Og det har jeg ikke gjort, siden mit gamle mekaniske Longines-arvestykke gik endeligt bort for 10 år siden). Blandt andet fordi, tror jeg, at det der med at kunne tjekke hvad klokken er, er en så tilpas normal og uskyldig og upåtrængede og naturlig ting, at du (jeg) faktisk gør det løbende i løbet af dagen. Det giver et slags funktionelt og socialt fuldstændigt acceptabelt alibi for at gå med et smykke om håndleddet.

Mit Apple Watch viser klokken rigtigt fint. Jeg bliver endnu gladere den dag urskiven er synlig hele tiden — lige nu slukker den af batterisparehensyn, og bliver til en mat sort flade, når min arm — og uret — bare hænger langs min krop. Uret er så lavet så snedigt, at det tænder af sig selv når jeg fører hånden op for at se på det. Det fungerer OK. Og langt det meste af tiden — vel en 98% stykker — er der jo alligevel ingen der ser på det. Men det gør det altså svært diskret at skæve til uret for at tjekke hvad klokken er, når et eller andet halvkedeligt trækker i langdrag. Så uret bliver endnu bedre som ur, når Apple får batteriet til at strække længere.

3. Uret måler og nudger mig til at være aktiv
Jeg er self-tracker, men har været uden armbånd til at forestå trackeriet — en type gadgets som jeg ellers har gjort det en del i. Min armbåndsløshed skyldes blandt andet at jeg netop ventede på det nye Apple Watch da mit sidste armbånd (igen) gik i stykker. Og nu har jeg så Watch’et, og det funk’er godt.

Det er to ting jeg er særlig glad for: pulsmålingen og Apples nudging-system. Pulsmålingen fungerer ved at uret lyser ned i mit håndled og ad den vej kan se, hvor hurtigt blodet strømmer gennem mine årer. Normalt måler det sådan en gang hver 10. minut eller så. Men når jeg er ude at løbe og har sat uret til at holde øje med min fart mm, måler det pulsen hele tiden. Så jeg nu, når jeg løber, kan styre efter min puls også. Det er fedt.

Nudging systemet er jeg lidt småforelsket i. Apple har valgt at der er tre ting der tæller, hvis du vil holde dig fit. Du skal bevæge dig (og det opgør uret i hvor mange kalorier, det gætter på du har forbrændt), du skal bevæge dig hurtigt (rask gang eller mere) i mindst en halv time om dagen — og du skal rejse dig op en gang imellem og ikke sidde stille hele tiden: når dagen er gået, skal du, dvs. uret, kunne tælle mindst 12 timer, hvor du i hver af timerne har stået op mindst et minut. Det er Apples diktatoriske valg med disse tre parametre, og uret påtvinger dig dette fitness-syn ved at vise dig tre ringe, en for hver af de tre mål, der i løbet af dagen tæller op og til sidst (hvis du har været god) bliver til sluttede cirkler. Det giver et fint mønster i løbet af dagen, som jeg har valgt at have som et lille levende symbol øverst til venstre på min urskærm. Det skæver jeg tit til, og trykker nogen gange på det, så jeg får vist detaljerne i dagens måling.

Men uret kommer også med små pip til mig, der opmuntrer mig til at være (endnu) mere aktiv og forfølge mine ringe-mål. I går morges, da jeg var på vej på arbejde, kom uret f.eks. med den lille rare melding til mig, som du kan se på billedet her:

Tidligere på morgenen havde jeg været ude på en lille løbetur. Det var den, mit ur nu gav mig credit for. Klap på skulderen.

Løbeture med uret fungerer også fint. Men det bliver endnu bedre, når jeg ikke behøver at tage min iPhone med mig med ud på løbeturen også. For det skal jeg helst idag. Hvis jeg skal bruge Endomondo-app’en på uret, er det et krav. Hvis jeg bruger Apple Watchs eget indbyggede fitness-app er det bare anbefalet, fordi det giver mere præcise målinger. Og det er jo lidt til grin. Selvom jeg samlet set har mere værdi ud af mine løbeture nu, med både ur og mobil, end jeg havde før, kun med mobil, bliver det endnu bedre, den dag jeg kan lade mobilen blive hjemme. Det sker nok om en generation eller to.

4. Jeg kan fjernbetjene både mit tv og mine høreapparater med uret
Hjemme i stuen har jeg et fint TV-setup, der blandt andet inkluderer et Apple TV. Det bruger jeg, når jeg skal se Netflix f.eks. Hidtil har jeg skulle bruge min iPhone eller iPad til at styre Apple TV’et med. Nu kan jeg også bruge uret. Det er godt, fordi jeg hele tiden har uret på mig, og ikke skal rejse mig for at finde det andet ekstraudstyr. Og jeg er også fri for at skulle lægge telefon eller tablet fra mig i sofaen eller på sofabordet. En fin lille convinience-ting.

Mine høreapparet er verdens første af slagsen der er made for iPhone — og nu også Apple Watch: Resound Linx. Høreapparaterne er smarte blandt andet fordi de kan modtage lydstreamen direkte fra min iPhone. Så jeg kan have mobilen i lommen og høre musik trådløst uden at skulle have ekstra earplugs med. Og særligt: jeg kan tale i telefon uden at skulle have mobilen op til øret. Watch-app’en er dog ikke ligeså smart som iPhone-app’en. Jeg kan skrue op og ned for lyden fra uret — men det bruger jeg praktisk talt aldrig. Så fjernbetjen-høreapparaterne-delen af festen bliver først rigtig brugbar, når jeg kan tage telefonen på uret, få lyden streamet op i mine ører og tale ind i urets mikrofon. Det kan man ikke idag af årsager jeg ikke helt forstår, men som jeg håber på kan blive fixet i en kommende watch OS-opdatering (det er noget med, at uret ikke kan finde ud af at lade lyden gå gennem eksterne højtalere og samtidig bruge mikronen i uret. Enten skal både urets mikrofon og højtaler bruges eller også ingen af dem).

En sidste kommentar herfra — på denne første uge er gået blog — kunne handle om, hvordan det fungerer med et ur, der bipper og brummer hver gang der kommer et nyt tweet eller mail. Det er en blandet oplevelse. På den ene side er det fedt, at jeg kan lade mobilen blive i lommen, eller ligge på et bord i nærheden, og ikke behøver at fare efter den hver gang der sker noget, men nøjes med at se på mit håndled. På den anden side er det lidt træls aldrig at kunne slippe for bipperiet. Men helt så enkelt er det ikke, for bipperiet kan faktisk slås fra og modificeres — så det her tror jeg jeg har brug for mere tid til at teste, før jeg fælder dom. Så stay tuned — jeg håber at kunne følge op.