Djævelen gemmer sig som bekendt i detaljen. Det er også tilfældet med Googles cirkler: et eller andet skurrer. Hvis det lykkes Google at redde trådene ud, er banen kridtet op til det helt store sociale slag. Twitter og Facebook er begge i skudlinien.
Googles nye sociale netværk — Google+ — har haft en super start. Det er lidt over en måned siden Google+ så dagens lys med et helt eget forfriskende take på hvordan sådan en størrelse skal skrues sammen. Google+ tog det bedste fra Facebook — strømmen af billeder, videoer, updates, diskusioner og links.
Google+ har Facebook-lækkert layout
Fine og lækre cirkler
Samtidig satte hælen i Facebooks ømme punkt: kontrollen over hvem du deler hvad med. Google+ gør det nemlig ekstremt meget lettere at fortælle vittigheder til ens venne-cirkel og dele faglige guldkorn med ens kolleger. At holde ferie-billederne i familie-cirklen og den store fritids-hobby i kredsen af drenge. At undgå at drukbilleder havner i de forkerte steder og at ens skarpe politiske analyser forbliver i de konstruktive fællesskaber, som de var skrevet til. Det gør de med en meget brugervenlig “cirkel”-opbygning, hvor du kan drag’e og droppe dine kontakter ind i grupper af venner, bekendte, familie mv.
Befriende åbent netværk
Samtidig med dette slag mod Facebook, tager Google+ Twitters livsnerve under kærlig behandling: evnen til at følge helt fremmede, men for dig interessante, menneskers updates. Uden at I behøver at være “venner”. Hos Twitter kan jeg følge nobelpristagere og store amerikanske direktører, som aldrig har hørt om mig. Og vice versa. Det samme kan man på Google+ (som jeg skrev om forleden). På Google+ ser det bare meget bedre ud end på Twitter, der er en kedelig samling af rene max. 140 tegns tekst-opdateringer. Google er nemlig Facebook-lækker.
Hos Google+ dragger du let venner til de rette cirkler
Først tager vi Twitter, så Facebook
Derfor udfordrer Google+ både Facebook og Twitter. Twitter, der er en dværg i forhold til Facebook, bliver slagets første offer, hvis det når så langt. De lave brugertal gør Twitter (der meget let kan ligne det rene røv og nøgler, som jeg beskrev det for et par måneder siden) meget skrøbelig. Facebook står som nummer to i køen. De har den klassiske netværkstrumf i ærmet: det er ikke sjovt at være i et tomt netværk. Ligesom med telefonen, der først blev sjov, da der kom nok mennesker man kunne ringe til.
Djævelen gemmer sig i detaljen
Men djævelen gemmer sig i detaljen. Og måske bliver Google aldrig andet end et godt forsøg på at tænke nyt. For der er noget der skurrer ved Googles cirkler. Konceptet er på en eller anden måde ikke helt rent i kanten.
Google siger selv at de med deres cirkler kopierer hvordan ens rigtige fysiske sociale liv er organiseret. For også i virkelighedens verden har du cirkler.
I virkelighedens verden vælger du ikke selv dine kolleger
Men mine real-life sociale cirkler er på et punkt anderledes end dem, Google+ giver mig mulighed for at bygge. I virkeligheden er de sociale cirkler nemlig gensidige: til forældremøde på børnenes skole er vi allesammen hinandens børns klassekameraters forældre. Os der bor på Bygholmvej møder alle sammen hinanden til den årlige vejfest. Du er ikke kollega alene — det er du pr. definition med alle de andre, der arbejder samme sted som dig.
Men hos Google har vi ikke de samme cirkler. Vi har hver især defineret vores egne. Din onkel har ikke nødvendigvis mig i sin familie-cirkel, selvom du har ham i din. Din chef har måske sat dig i hans venne-cirkel, så du kan høre alle hans jokes, mens han aldrig hører hvad du skriver af morsomheder til din vennekreds, fordi han hos dig er defineret som “professionelle bekendte” — ikke som en del af din “venne-cirkel”.
Det er jo selvfølgelig helt fint, at din chef ikke skal høre dine vittigheder. Problemet er, at det ikke er klart for nogen hvem der i virkeligheden hører hvad. Sådan er det ikke f.eks. i kantinen: her ved du hvem der sidder rundt om bordet, og du ved hvem der lytter med og hvem der ikke gør det.
I virkelighedens verden er offentlighed både selektiv og åben
Den samme skævhed giver sig også udslag et andet sted hos Google+. Det er i Google+ offentlige rum. For hvis du vælger at skrive noget offentligt, kommer det frem hos alle, der måtte have dig i deres cirkler. Når jeg skriver noget klogt om medie-udviklingen (som denne her artikel, f.eks.) bliver det læst af en masse mennesker, som følger mig af professionel interesse, men som er fremmede for mig. Det er godt. Men den bliver også pænt listet op på både min mors og mine venners vægge, selvom mine ellers meget fine betragtninger her ikke rager dem en høstblomst. Det var ikke sket hvis jeg havde skrevet det i et trykt fagblad: her var det kun de professionelt interesserede, der ville få min guldkorn serveret.
Cirklens sociale kvadratur
Cirkel-roderiet er Google+’s archilleshæl. Det er kædens svageste led, Twitter og Facebooks største håb. Måske kan trådene redes ud af dette kluddermor for Google+. Måske er resten af konceptet så stærkt at det ikke betyder noget i praksis. Men det er her tampen brænder — både for Google’s ingeniør-hold og for de sociale konkurrenter. De skal løse cirklens sociale kvadratur.
