Stofligheden slår igen: Nyheder bliver glemt på iPad

De sidste år har nyhedshuse over hele verden lanceret bud efter bud på den ideele nyhedsapp. Nogle har været virkeligt dårlige. Andre har været OK. Men selv de bedste har ikke været gode nok.

Nogle har haft navigationen helt på plads og skabt . Nogle har haft virkeligt gode interaktive grafikker. Og video. Og lyd. Nogle har feedet live-nyheder fra nettet ind på rigtigt fine, diskrete, måder. Endda flere daglige udgaver. Og nogle har dejligt socialt liv med kommentarer, anbefalinger, twitterier og det hele. Og nogle har lidt af det hele. Alt det kunne du læse i foråret i min rapport “Nyheder på iPad”.

Siden har Nordjyske drejet nøglen om på deres Inside. Børsen har erklæret at de nedlægger deres nuværende (og temmeligt dårlige — læs anmeldelse) løsning og starter forfra efter jul. De øvrige nyhedsapps fra mediehusene er der ikke de store nyheder om. Jeg antager at de også kun har fået middelmådigt fat.Fra det store udland er der stille hvad angår succes-historierne. Sidste nyt er fra nytår, hvor de officielle amerikanske oplagstal uddelte lussinger.

De sociale aggregatorer er til gengæld i den grad i vælten. Flipboard (som jeg har skrevet om her) er stadig moderskibet her. New York Times har købt sig ind i News.me, der kan nogenlunde det samme. CNN har købt Zite. AOL, der tidligere på året købte det største amerikanske nyhedssite, Huffingtonpost.com, har for ganske nylig lanceret deres egen bud i Flipboard-genren, Editions. Google er på vej med deres eget bud, der angiveligt skulle være “mindblowing”. Og også f.eks. LinkedIn har lavet deres egen sociale nyhedsløsning.

Med andre ord: Aggregatorerne vinder, nyhedsproducenterne taber (AOLs Editions aggregerer dog mest deres eget stof, måske har de fat i noget her).

Hvorfor er det sådan? Og mere præcist: hvad er det ved nyhedsproducenternes nyhedsapps, der ikke dur? Svaret er: det er stofligheden den er gal med. Det at nyhederne ikke vejer noget, når du holder dem i hånden. Ikke fylder noget, Ikke kan mærkes. Og følgelig meget let bliver væk. Det gør nemlig fornøjelsen ved at læse nyhederne mindre. Og det skader i udpræget grad læsernes loyalitet. Der er ikke nok gods i dem til at hive læserne tilbage, dag efter dag.

Det er iPad’ens lækre, blanke skærm, der er problemet. For nok er skærmen og teknologien betagende. Men prisen er, at alle dine apps kommer til at ligne hinanden. De bliver allesammen lækre, bare af at være lavet til apps (forudsat selvfølgelig at det er gjort nogenlunde fornuftigt). De gemmer sig alle sammen bag de samme små ikoner. Og når de kommer frem på skærmen, kan du slet ikke føle nyhedsproduktet på samme måde, som du kan føle f.eks. en trykt avis. App’en er sværere at overskue, sværere at gå til, sværere at forholde sig til. Den er kort sagt meget mere intetsigende.

Strengt taget er det ikke nyt. Det har været klart fra dag 1, at iPad’en var bagud her. At der skulle kompenseres kraftigt med navigationsbånd, zoombare billeder og opstartslyde for at give app’en krop og overskuelighed. Det der er nyt er, at det betyder så meget. At selv ellers trofaste Aalborgensere glemte at tjekke deres nordjyske inside-magasin. At jeg selv må tage mig i kraven, for at åbne og læse gennem hele det Wired-magasin, jeg ellers er rigtigt glad for og forlængst har betalt.

Det nye er, at det er blevet klart, hvor meget det betyder, at avisen rent faktisk ligger i min postkasse hver morgen. At jeg er tvunget til at tage den ind. Tvunget til at overveje om jeg vil læse i den. Næsten altid, om ikke andet, at tage stilling til ihvertfald forsidens billede- og artikelvalg. Det nye er vigtigheden i at avisen, selv når jeg lægger den ulæst fra mig, fordi jeg har for travlt eller fordi avisen ikke ser spændende nok ud, havner først i avis-kurven — for først efter en uges tid, hvor den har ligget og gjort diskret opmærksom på sig selv, hver gang jeg gik forbi — at ryge den ud.

Og det nye er, at iPad’ens glemsel er så enorm. At det virkeligt er så svært bryde ud gennem glemslen, selvom ikonerne ligger fint på forsiden. Erkendelsen af, at det overflødighedshorn af viden og nyheder som internettet flyder over med, også slår igennem på iPad’en, og konstant frister læseren: Skal jeg åbne min avis-app, og træde indenfor i den trygge, kvalitetsbetonede have med de høje mure — eller skal jeg fyre op under aggregatvinduet mod verden, hvor jeg er sikker på at have adgang til det hele (også selvom det er overvældende, stressende og fyldt med information overload).

Og det nye er, at mediehusets nyhedsapps mange selvstændige kvaliteter: lyd og video, links og kommentarer, live-opdatering og lækre interfaces, ikke er nok til at opveje den kønsløshed, den todimensionalitet, som altså også er en del af iPad’en velsignelser.