En rigtig god luderhistorie

Nu har jeg brugt ordet luder. Og så behøver jeg næsten ikke mere. Du vil gerne læse artiklen nu. Det er skidesmart. I et pop-up bordel på fjerde sal forklarer performeren og skuespillerinden Eja Due, hvad balloner, ludere og statistik har at gøre med hinanden. Og så får hun dig til at tænke. Hvis du tør.

Det blå og røde OPEN skilt blinker på den grønne port. Vi bliver lukket ind med 30 sekunders mellemrum. Der er langt op i lejligheden på fjerde sal, og trappetrinnene knirker højlydt, når jeg går. I døren står en kvinde i en stram orange kjole. Hendes sorte hår glimter plastisk. Er det en paryk? Hun spørger, om hun skal tage mine ting. Jeg giver hende min jakke.

“Hvis du bare sætter dig derind til venstre. Så kommer pigen når hun er klar.”

Jeg går gennem perleforhænget, der klirrer glasagtigt, og mine skridt dæmpes af plystæppet på gulvet. Jeg drejer til venstre igennem soveværelset, ind i et stort, varmt rum. Lyset herinde er lilla. Eller lyserødt. Jeg ved det ikke helt. Der står 30 sorte stole presset op mod alle væggene. I dem sidder vi. Publikum. Med ansigterne vendt mod hinanden. Væggene er tomme. Det er umuligt at distrahere blikket. Vi er nødt til at have øjenkontakt. Parret overfor mig hvisker. De kigger på mig imens. Snakker de om mig? To unge drenge der kommer ind i rummet, den ene med en stor kæde og hængelås om halsen, trykker ved en fejl på stikkontakten ved døren. Lyset tænder, fiktionen forsvinder for en stund, og vi griner alle. Lettede.

Alle er kommet. Kun et par enkelte stole står tomme. Der er stille, bortset fra parret der stadig hvisker. En mand rømmer sig. Den orangeklædte kvinde sætter sig på en stol i et hjørne. 1 minut. Nu hoster manden.

2 minutter mere.

Nu klirrer perleforhængende. Sikre skridt. Vi ser ængsteligt mod den dør, vi alle er kommet ind ad. Gulvet knirker. Hun træder ind ad døren. Nøgen.

“Hej,” siger hun, “Velkommen.”

Vi svarer:

“Tak.”

Vi er glade for lettelsen ved lyden, der kan overdøve det chokerende faktum, at hun står der i alt sin nøgenhed. Mens vi sidder rundt om hende — pinligt påklædte.

“Mit navn er Eja. Og i den næste halvanden time vil jeg være jeres private luder.”

10 minutter efter ligger jeg på knæ på gulvet med en sort g-strengstrusse i hånden. Jeg fumler med den. Hvordan skal den vende? Eja løfter et ben ad gangen, og jeg lader det sorte stof glide op over hendes lår. Jeg snor sidestrengene ud, så de lægger sig fint mod hendes lyse hud på hoften.

Nu står hun der. Iklædt lilla paryk (der sidder udueligt skævt), sort G-strengstrusse, fodboldstrømper, dommerkostume der knapt dækker ballerne, en fløjte om halsen. En midaldrende kvinde har resolut grebet en løs, tigerstribet kimono og iklædt hende den. Den dækker ikke.

Og så taler Eja. Om prostituerede. Sexarbejdere. Ludere. Om ordets magt og virkelighedsskabende kraft. Om reproducering af samfundets stereotype normer. Om at gøre sexarbejdere til ofre og at fratage dem deres agens ved at tale om dem og ikke med dem. Trækker historiske tråde mellem skuespilleren og luderen, ‘hvad er forskellen?’, spørger hun.

Hele tiden ser hun på os. Holder øjenkontakten. Tegner, regner og forklarer.

Det er et teaterstykke. Det er forskning. Det er et foredrag. Det er en skuespiller med et manuskript. Det er Ejas egne ord. Det er begge dele, fordi teaterstykket ikke må blive endnu et stykke fiktion, endnu en luderhistorie, der lukrerer på og genskaber den fortælling om luderen, som mange ikke-ludere fortæller sig selv og hinanden igen og igen. Om skam og misbrug og nød. Kun hvis teaterstykket er ægte og faktuelt funderet, kan denne fortælling ændres.

“Jeg tror, at jeg skal mærke mig selv…” siger Eja.

Hun fisker en rulle husholdningsfilm frem og lader en kvinde holde rullen. En tung og dyb guitarlyd og langsom bas og trommer glider ud af højtaleren, og Eja snurrer rundt og rundt og rundt. Så lyder en mandestemme.

“Watching her strolling in the night”

Filmen lægger sig stramt om hendes torso, mens hun dirigerer.

“so white”

“Længere op.”

“Wondering why”

“Lidt strammere!”

Eja snurrer stadig. Nu er hendes arme også helt strammet ind.

“It’s only after dark”

“Ja. Det er godt!”

Og så, ligeså pludseligt som det begyndte, stopper musikken, og Eja puster lettet ud. Kvinden med husholdningsfilmrullen river rullen over og forsøger at klappe enden fast på Eja. Det lykkes ikke, og hun får en gennemsigtig hale.

Og så taler hun igen. Fortæller om sine samtaler med sexarbejdere i hele Europa. Hun oplyser os, og vi lytter intenst. En gang imellem afbrydes hun af en person fra publikum, der vil byde ind eller stille spørgsmål. Hun svarer og diskuterer elegant.

Det interaktive teater kræver, at Eja balancerer mellem selv og påtaget rolle. Hun må være ærlig overfor publikum. Overfor os. Så vi kan prøve at være ærlige overfor hinanden. Og os selv.

Forestillingen Lyst #2 spiller på Teatret Svalegangen i forbindelse med Aarhus festuge.