Analog i en digital tid
Fotojournalisters brug af og tanker om analogt fotografi i en tid hvor digitalt fotografi er lettere, billigere og mere tilgængeligt
Af Mads Greve, lektor, DMJX
Synet på at arbejde med analogt fotografi — altså det at fotografere på film fremfor med et digitalkamera — har ændret sig over de senere år. Digitalkameraet kom på markedet i 1990’erne og slog for alvor igennem både på forbrugermarkedet og på det professionelle marked i løbet af første halvdel af 00’erne.
Indenfor fotojournalistikken og dokumentarfotografiet blev det analoge fotografi på samme tidspunkt anset som døende, og noget der hørte fortiden til.
Der blev fokuseret på hurtigheden i det digitale, som gav mulighed for at arbejde tæt op til deadline. Desuden sprang man hele den tidskrævende proces med at fremkalde filmen og derefter at scanne negativet over, og selv om de første digitale kameraer var uhyggeligt dyre, var der på længere sigt en del at spare på køb af film og fremkaldelse.
Datidens fotografer blev sendt på kursus i farvestyring, og mange bøvlede med skiftet fra film til digital på en måde, der kan være svært at forestille sig i dag, hvor smartphones indeholder kameraer, der langt overgår de første generationer professionelle digitalkameraer i billedkvalitet, og hvor det i praksis blot er at trykke på udløseren for at få et veleksponeret foto, der viser de rette farver.
Færre og færre danske fotojournalister beskæftigede sig med analogt fotografi. Brugte kameraer raslede ned i pris, og de tidligere store filmproducenter som Kodak, Agfa og andre gik i betalingsstandsning på stribe. Den generelle opfattelse var, at det analoge fotografi ville forsvinde, og at det ville forsvinde hurtigt.
Måske er det blevet for let at fotografere digitalt, eller måske er noget af den spænding mange følte de fandt ved fotografiet før digitale kameraer forsvundet?
”Det er spændende med analogt fotografi, det har en magi, som jeg kan savne i dagligdagen med digitalt kamera” fortæller fotojournalist Nanna Navntoft.
I hvert fald er det tydeligt, at det analoge fotografi er mere overlevelsesdygtigt end først antaget. Følger man med i den fotojournalistiske verden, kan man næsten få det indtryk, at det analoge fotografi er på vej tilbage i førersædet.
Fotojournalister finder deres ældre kameraer frem fra kælderen og unge fotojournalister, der er vokset op med digitalkameraer, vender sig i stor stil mod det analoge, hvor de finder et udtryk, de ikke har været vant til.
Løfter man blikket fra den danske dokumentariske fotoverden, foretog det amerikansk baserede online fotoforum Fstoppers i 2020 en afstemning blandt brugerne, om hvilket kamera, de ville købe næste gang, de skulle anskaffe et kamera, her svarede 62% af godt 1.500 brugere, at de ville gå efter et analogt kamera.
Desuden er de senere år er udgivet en del bøger (primært på engelsk) om at fotografere analogt, hvor læseren guides i alt lige fra hvilke brugte analoge kameraer, der er værd at købe, til hvordan man fremkalder film.
Disse udgivelser henvender sig primært til amatørmarkedet, men i den anden ende af skalaen, meddelte den tyske kameraproducent Leica i oktober 2022, at man genoptager produktionen af det legendariske M6-kamera, de ellers stoppede med at producere i 2002.
Tre delvist analoge fotografer
Det lader til at etablerede danske fotojournalister, som delvist arbejder analogt, i høj grad skelner mellem opgaver for medier, og det de kalder egne projekter. Det vil sige fotografiske projekter, som de laver på eget initiativ.
I det følgende vil tre fotojournalister uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole dele deres tanker om og erfaringer med at arbejde professionelt med analog fotografi.
Emil Ryge underviser på KBH Film og Fotoskole. Han er desuden optaget af sine egne projekter og laver, som han siger, ”en smule freelancearbejde”.
Freelancearbejdet foregår digitalt, mens Ryges egne projekter er analoge. Her arbejder han med et storformatskamera, det vil sige, at negativerne er 8x10 tommer, hvilket svarer til ca. 20x25 cm). Til sammenligning måler småbilledformatets negativer, der var det mest benyttede format før digitalt fotografi, kun 2,4x3,6 cm.
Til udvalgte projekter benytter Ryge sig af en wet plate teknik, som ”stepper kompleksiteten og omkostningsniveauet betragteligt op”. Her er tale om en fotografisk teknik fra 1860’erne, hvor billedet skal fremkaldes umiddelbart efter, at det er optaget. Det betyder, at man må have et mørkekammer med sig, hvor end man befinder sig. I den amerikanske borgerkrig havde fotografen mørkekammeret i en hestevogn, Emil Ryge har sit i en Christianiacykel, hvor han medbringer 40 liter vand og kemi.
Ryge sætter pris på, at den besværlige proces med det gamle kamera fører hans kunstneriske og personlige faglige virke et andet sted hen end hans mere traditionelle freelancearbejde.
Nanna Navntoft underviser i foto på Krogerup Højskole og arbejder som freelance fotograf med blandet andet opgaver for fagblade og mediehuse. Navntoft fotograferer, som Ryge, sine bestilte opgaver digitalt, men har ofte analogt kamera med ”for min egen skyld”, som hun udtrykker det. Som oftest bliver de analoge billeder optaget i denne sammenhæng ikke bragt, da der ikke er tid til at få filmen fremkaldt. Det analoge er i disse tilfælde mere en afsøgning af muligheden for fotografisk at komme længere med personen, der portrætteres.
Navntoft benytter til sine egne projekter et mellemformatskamera. Et mellemformatkamera bruger traditionelle film og med de mest benyttede formater måler negativerne 6x6 cm. (12 fotos på en film) eller 6x7 cm. (10 fotos på en film).
Sammenlignet med Ryges wet plate er det et knap så kompliceret og dermed også et mere benyttet kamera, der dog i forhold til et digitalt kamera kan være besværligt eller langsommeligt nok at arbejde med.
Mathias Svold er fastansat fotojournalist på Berlingske Media. Dermed er hele hans virke i modsætning til de overstående rettet mod ét medie. Her skal det gå hurtigt, og Svold fortæller, at ”Berlingske er 100% digital, og det vil meget sjældent give mening at arbejde analogt”.
Ikke desto mindre forsøger Svold at finde meningen med det analoge fotografi for et nyhedsmedie og har på tidspunktet for interviewet netop færdiggjort et analogt projekt.
”Hvis jeg fagligt mener, at det er det rigtige projekt, og sol, måne og stjerner står rigtigt” finder han sit mellemformatskamera frem og arbejder med det.
Både Navntoft og Ryge nævner et betragteligt øget omkostningsniveau ved at arbejde analogt. ”En pakke med fem film med 12 billeder på hver film koster 500 kr.” fortæller Navntoft, og dertil kommer fremkaldelse. Til sammenligning koster et 256 Gb hukommelseskort til digitalt kamera 775 kr. i juli 2022.
Ryge topper dog den med sit storformatkamera. For ham koster hvert eneste tryk på udløseren 100 kr. ”Så der ligger en ekstrem begrænsning i volumen”, fortæller han. ”Nogle dage tager jeg måske to billeder, andre dage måske otte, desuden tager det ti minutter at stille op til hvert foto”.
Langsomhed påvirker billedet
Det virker indlysende, at det er dyrt, langsomt og besværligt, når man sammenligner med at arbejde med et digitalt kamera. Derimod virker det umiddelbart ikke så indlysende, hvorfor fotojournalisterne alligevel bruger analoge kameraer, når de laver deres egne projekter, hvor de så at sige selv er projektledere, og derfor selv kan beslutte hvilket udstyr, der benyttes.
Svold fortæller, ”at det er en langsommere proces, fordi der er færre billeder, og man skal bruge tid på at skifte film, hvor man digitalt kan skyde løs til højre og venstre, så man kan argumentere, at der er mere koncentration, man tænker sig i højere grad om i framingerne”.
De interviewede bruger mellemformat (Navntoft/Svold) og storformat (Ryge), og deres overvejelser og erfaringer tager udgangspunkt i det. Analogt fotografi kan også være småbilledeformat, der ikke nødvendigvis medfører samme langsomme proces, som der beskrives her.
”Jeg er længere tid sammen med folk, og det har helt sikkert en værdi i forhold til resultatet. Folk bliver mere afslappede, og det kommer til udtryk på billederne”.
Fotojournalist Mathias Svold
Navntoft har samme oplevelse af at langsomheden har indflydelse på billederne. ”Der opstår noget fantastisk, når man skifter film. I det øjeblik man lægger kameraet ned, og det gør man tit, når der kun er 12 billeder til rådighed, så gør folk et eller andet, de ellers ikke ville have gjort. Det giver nogle helt andre billeder. Der falder hurtigere ro på”.
”Det er ikke fordi, det altid bliver bedre, men at stå i situationen er en god oplevelse, og som regel oplever jeg, at billederne bliver bedre, når der er plads til at tingene tager tid, og man kan være der længe”.
For Ryge er selve processen også en del af fornøjelsen. ”Det har været en mission om at gøre det mere og mere besværligt for at se, hvad der ligger for enden af regnbuen, hvis man begrænser sig. Det digitale overflødighedshorn af uendelige muligheder er ikke nødvendigvis fordrende for stor kreativitet. Nogle gange skal man sætte nogle dogmer op. Det kan være dumt at sætte forhindringer op for sig selv, men sommetider er det, der skal til for at komme videre. Det har været en afsøgning af at gøre det langsommeligt og besværligt.”
”Hvis du kommer med dit spejlreflekskamera om halsen og beder om lov til at tage et billede, så kan du have taget det billede på ti sekunder; flash op ad væggen; videre.
Det kan du ikke her, du skal pakke det hele ud og sætte det op, stille skarpt, måle lys og loade film. Der er mange led i den kæde, så folk når at falde ned og slappe af.”
De oplever altså alle tre, at den langsommelige proces gør, at den fotograferede slapper af. At den anspændthed man kan opleve i en situation, hvor man skal fotograferes, forsvinder simpelthen fordi det tager tid, og den fotograferede når at falde til ro. ”Det langsomme gør, at de bliver sig selv og sidder og kigger ud ad vinduet og slapper af” mener Svold.
En anden modtagelse
Tilsyneladende har de analoge kameraer indflydelse på, hvordan fotografen modtages af den eller dem, der skal fotograferes.
”Man er blevet så skeptiske overfor kameraer i dag, men mange har aldrig set et analogt mellemformatskamera før. Det føler jeg, nogle gange giver mig en anden adgang”
Fotojournalist Nanna Navntoft.
”Sommetider når jeg er på opgave, oplever jeg, at folk spørger, om de må se billederne bag på kameraet. Det synes jeg er vildt farligt. Jeg kan komme til at vise et billede, jeg senere ville vælge fra i redigeringen. Hvis de bliver konfronteret med et dårligt billede fra en dårlig vinkel, så bliver den stemning, man har opbygget, brudt og forsvinder. Når man fotograferer analogt, får man bygget en tillid op, hvor man kan nå rigtigt langt. Der er ikke noget i situationen der bliver ødelagt.”
”Folk er mere nysgerrige og synes, at det er spændende. Det er ikke noget, de er vant til” oplever Svold. ”Det er nemmere at få kontakt til folk. De kommer hen og spørger, og der er mere respekt for håndværket. De tror, at det er et større projekt, at man gør sig mere umage og at man mener det mere seriøst”.
Navntoft mener, at den fotograferedes egen erfaring med digitalt fotografi og specielt telefoner har indflydelse på, hvordan de opfatter den analoge fotograf. ”Fordi folk selv fotograferer så meget på telefonen, hvor man ikke bare tager et enkelt billede; man tager 20 billeder, kan den man fotograferer analogt have en forståelse for, at der er mere på spil, så der kan være en større seriøsitet omkring det hos den fotograferede”.
Når Emil Ryge benytter sig af sit storformatskamera, har han tilsvarende en oplevelse af, at det bliver nemmere at skabe kontakt. ”Når jeg går rundt, gør jeg en ære af at pakke kameraet ud og have det over skulderen på stativ i stedet for at have det i tasken. Folk synes, at det er helt skørt. Det har været alt fra rockere på Amager til børn, som aldrig har set sådan noget før. Det har vist sig at være så skørt, at det faktisk åbner relativt mange døre”.
”Jeg har lavet et projekt på wet plate om teenagere på Amager. Der sker noget sjovt hos en utrolig hurtig digital generation, der aldrig har set et analogt fotografi. De havde jo snapchattet og lagt det på instagram, inden jeg overhovedet havde fremkaldt billedet”, husker Ryge.
Synet på sig selv
Det er ikke bare den fotograferedes syn på fotografen, der ændres, når fotografen bruger et analogt kamera. Fotografen kan også ændre syn på sig selv eller i hvert opnå en større selvtillid.
Navntoft fortæller, at ”jeg bliver nødt til at stole på mig selv. Jeg bliver nødt til at stole på, at i det øjeblik jeg tager det her billede, er det de rigtige indstillinger, for jeg kan ikke tjekke det, og det giver en ro. Jeg tror, at jeg vokser som fotograf”.
For Svold hænger den større tro på sig selv i høj grad også sammen med noget æstetisk. ”Når jeg skyder analogt, får jeg en anden selvtillid, fordi det på mange måder ser federe ud. Jeg har lavet mit bedste fotografi analogt, og jeg hviler mere i mig selv”.
På spørgsmålet om det gør ham til en bedre fotograf, svarer han, ”Det gør det. Helt sikkert. For jeg ved, at æstetikken i billederne bliver smukkere end hvis det var digitalt. Det er dér jeg føler, at mit fotografi skiller sig mest ud”.
Æstetik
Æstetikkens betydning for at vælge analogt fotografi fylder forskelligt for de interviewede fotojournalister.
Svold mener, at ”der er noget æstetisk, hvor det analoge har en mere organisk stoflighed. Det er mere naturligt. For mig minder det mere om et maleri. Et digitalt foto er for skarpt sammenlignet med virkeligheden”.
Svold hælder mere mod det analoges æstetiske udtryk end de øvrige interviewede gør. Navntoft taler om processen og ikke om det æstetiske, og svarer på spørgsmålet om æstetikkens betydning for hendes valg, at ”jeg synes, at det kan være flot, men det er ikke grunden at skyde analogt. Man sagtens kan få det digitale til fuldstændigt at ligne”.
”Jeg skyder ikke analog for at få et look. Det kan man nærme sig i Photoshop”.
Fotojournalist og underviser Emil Ryge.
Der, hvor æstetikken får særlig betydning for ham, er når wet plat-teknikken kontrasterer billedernes tema, som det var tilfældet, da han fotograferede teenagere på Amager.
”Her sker der noget sjovt, for billederne har den gamle æstetik qua den måde, det ser ud på, og motivet er med sneakers, mobiltelefoner og grafitti i baggrunden. Der synes jeg, at jeg ramte et eller andet hvor metodikken og æstetikken spiller op til tematikken”, fortæller Ryge.
Det rigtige værktøj til den rigtige historie
Når fotojournalisterne arbejder analogt, ligger der flere overvejelser til grund for deres valg, og de er meget bevidste om, hvornår og til hvad de bruger analogt kamera.
Navntoft siger, at ”det er for bøvlet at lave reportage med. Det er ikke det, det er til. Det er lige som at have forskelligt værktøj. En hammer bruger du til én ting, og du bruger en skruetrækker til noget andet. For mig er det rimeligt opdelt, og jeg forsøger helst ikke at blande det (med digitale optagelser, red.). Så bliver jeg i tvivl, om hvad jeg skal bruge, tager jeg et valg inden, jeg tager afsted”.
Svold er på samme linje, ”Det er et redskab, som skal tilpasses, hvad det skal bruges til, og der er det klart historien, der er med til at afgøre, hvilket redskab du skal bruge. De stille historier passer til analog. Noget analog fotografi kan skabe et andet univers end det digitale. Farvedigitalt er meget 1:1 med virkeligheden. Det er det, vi ser fra et pressemøde. Det er et skarpt digitalt billede, hvor det kornede sort/hvid kan skabe et helt andet univers, og det douchede mellemformat er sit univers”.
”Hvis man har en historie der er lidt abstrakt, så kan jeg godt lide at stemningen i billederne også spiller op mod den abstrakthed. F.eks. natur-, biodiversitet- eller klimahistorier. En sportsreportage baseret på actionbilleder er helt meningsløst at skyde analogt”.
Navntoft stemmer i, ”Det er tit de lidt sværere emner, hvor det kræver mere tid. Det hjælper mig, at det er så roligt og så afvæbnende”.
Det analoge benyttes tilsyneladende til historier, fotojournalisterne betegner som stille historier, og det skal bidrage med noget for at have sin berettigelse.
Ryge prøver i sin undervisning at få sine elever til at reflektere over, hvad det kan bruges til og hvorfor.
”Der er en sindssyg interesse i det analoge hos mine elever. De kan synes, at det er enormt fedt, fordi det er skudt på film. Der må jeg nogle gange være en gammel sur mand; du viser mig noget fotografi, der er fucked up og uskarpt. Men det er jo film, siger de. Det er jeg ikke vildt interesseret i. Det bliver ikke interessant af den grund.”
”Jeg prøver at sige til mine elever, at du har noget, du vil fortælle, du har noget på hjerte, og så vælger du et redskab eller en metodik, der passer til det.”
”Man skal ikke skyde analogt for sin egen skyld, men fordi det bibringer historien eller billederne et eller andet.”
Større glæde
Der er altså mange grunde til, at professionelle fotojournalister vælger analogt udstyr til egne projekter og til bestemte typer historier.
I modsætning til hvad man måske kunne forvente, fylder æstetikken ikke meget for valget for hovedparten af de interviewede.
Derimod har det stor indflydelse på deres valg, at man arbejder langsommere med et analogt kamera. Langsomheden forvandles til metode, hvor den fotograferede slapper mere af, end hvis fotograferingen gik hurtigt, fordi personen foran kameraet når at slappe af eller måske ligefrem at kede sig. Den udstrakte fotografering og den ekstra tid kan også skabe en større grad af tillid mellem fotografen og den fotograferede, som vil influere på det endelige billede da en atmosfære af afslappethed og tillid vil kunne se eller fornemmes på fotografiet.
Desuden er der mulighed for at fotografen bliver mødt med nysgerrighed, når man møder op med et analogt kamera. Her er der altså fra udgangspunktet skabt en interesse for fotograferingen hos personen, der skal fotograferes, som dermed vil gå ind i situationen med et positivt mindset, hvilket igen vil have indflydelse på resultatet.
Til sidst kan man spekulere om fotograferne også finder en større glæde ved at fotografere analogt. Som Navntoft fortalte tidligere, genfinder hun magi i dagligdagen, og hun får lov at slutte, ”Jeg går op i, hvordan det endelige produkt bliver, men jeg går også op i, at det skal være sjovt undervejs. Selve oplevelsen af at fotografere folk betyder sindssygt meget, så hvordan jeg kommer frem til billedet fylder meget. Oplevelsen er lige så vigtig som det endelige resultat”.
