Den tavse danskers vej tilbage til offentligheden

Eller hvordan det at holde mund kan være mere værdifuldt end at tale uden grund

DMJX
DMJX
May 5, 2020 · 8 min read

Af Ejvind Hansen, forskningslektor, DMJX

I 2019 holdt jeg et selvvalgt eksil i form af, at jeg hentede alle mine bøger hjem, holdt pause fra undervisning og andre offentlige engagementer, og sad på mit hjemmekontor, hvor jeg skrev på en større afhandling om offentlighed. Jeg har skrevet lidt om optakten hertil HER. Men hvad kom der ud af det?

Rigtig meget! Men i første omgang er det svært for andre end mig selv, at se det nye. Det er der en pointe i: Ved at have trukket mig tilbage fra offentligheden, regner jeg med på sigt at blive en bedre stemme i offentligheden. Nu er jeg på vej tilbage ud i offentligheden. De gjorte tanker skal gøres tilgængelige. Den tavse dansker forsøger at komme tilbage til offentligheden, at få bragt de nye tanker og refleksioner i spil ind i den offentlighed, der naturligvis har raset videre, mens jeg var væk.

Og hvad er det så, jeg har fundet ud af? Muligvis som lidt en bekræftelse af visse fordomme om filosoffer, må jeg indrømme, at jeg har brugt hele det forløbne år på at reflektere over, hvorfor og hvordan tavshed er godt for offentligheden. Det kommer der på et tidspunkt en større afhandling ud af (ja, den er sådan set allerede skrevet, men skal finpudses for at blive klar til udgivelse), men her foreløbig blot hovedpunkterne.

Helt overordnet har jeg to ærinder med projektet: For det første ønsker jeg at rehabilitere tavshedens betydning for den demokratiske offentlighed. For det andet ønsker jeg at give nogle bud på, hvordan en bevidst omgang med tavsheden kan være et værktøj til en kritisk intervention i de offentlige samtaler.

Tavsheden som forudsætning for en frugtbar ytringsfrihed

Det ene ærinde med mit projekt er at give tavsheden en ny plads i vores forståelse af den demokratiske offentlighed. Traditionelt har tavsheden været tænkt som noget, der skulle modvirkes, f.eks. i form af at modvirke censur, at sikre at alle får taletid, at sørge for, at alle relevante problematikker bliver italesat, osv. Til den ende har demokratiteorierne mange og gode tanker om, hvordan ytringsfrihed, pressefrihed, den fjerde statsmagt, offentlighed i forvaltningen, osv., er vigtige institutioner i ethvert demokrati. Der kan naturligvis være uenighed om, præcist hvor langt disse institutioner skal række, men AT de er vigtige, vil kun få demokrater benægte.

Dette er jeg også enig i. Pointen med herværende projekt har imidlertid været at supplere en rigtig tanke med sin modsætning. Ytringsfriheden bliver først for alvor frugtbar, hvis vi også tør holde vores mund, når vi reelt ikke rigtig har noget at sige. Ellers risikerer offentligheden at blive overbefolket med irrelevante ytringer, og så risikerer de ytringer, der for alvor kunne rykke noget, at forsvinde i mængden af ligegyldigheder. Eller sagt med Deleuze:

“…it’s not a problem of getting people to express themselves but of providing little gaps of solitude and silence in which they might eventually find something to say. Repressive forces don’t stop people expressing themselves but rather force them to express themselves.”

Derfor foreslår jeg at supplere ytringsfriheden med en tavshedsfrihed. En frihed til at bringe noget til tavshed.

For at trænge ind til denne pointe, er det imidlertid vigtigt at skabe en bevidsthed om, hvad det er, tavsheden kan. I analysen af dette dykker jeg ned i nogle analyser af filosofferne Heidegger og Derrida, der på forskellig vis påpeger, at vi slet ikke kommer i gang med at samtale, hvis ikke vi giver rum for tavsheden.

Detaljerne i disse analyser vil jeg forbeholde til bogudgivelsen, men helt overordnet bliver pointen, at samtale forudsætter tavshed dels i form af, at der skal være nogen, der lytter (ikke-taler) for at det giver mening at tale. Dels kan vi sprogligt kun bringe noget i fokus gennem en abstraktion, der bringer noget ude af syne. Vi kan kun italesætte noget ved at bringe noget andet til tavshed. Vi kan kun trække noget frem som relevant, ved samtidig at forudsætte at noget andet er mindre relevant. Tavsheden er en forudsætning for, at ordene overhovedet kan benævne.

I analysen af denne tavshed i ordene bliver det også tydeligt, at strukturerne for tavshed grundlæggende bygger på nogle ustabile strukturer, og en bevidsthed herom kan derfor tjene til at få øje på gældende strukturer for tavshed, som man med rette kan problematisere. Ikke fordi det automatisk er problematisk at noget er tavst, men fordi det altid er et åbent spørgsmål, om netop de gældende strukturer for tavshed er de mest hensigtsmæssige. Dette bliver udgangspunktet for den kritiske del af projektet.

På vejen ud af den rent analytiske del er det imidlertid vigtigt at understrege, at intet af ovenstående skal læses som en legitimering af censur, undertrykkende strukturer for selektiv anerkendelse, ensidig diskursiv dominans af bestemte grupper, el. lign. Pointen er i første omgang blot, at tavshed er uomgængeligt for overhovedet at kunne have en offentlig samtale. Der kan sagtens være både gode og problematiske former for tavshed, og den diskussion skal vi blive ved med at have. Men vi gør os selv blinde for nogle mekanismer i den offentlige samtale, hvis vi reducerer tavsheden til blot at være undertrykkende.

Tavsheden som et kritisk redskab

I den kritiske del af projektet tager jeg udgangspunkt i tavshedens uundgåelige og ustabile karakter og bruger dette som et fokuspunkt for at reflektere over, hvordan tavsheden kan blive en ressource til at tænke kritisk over strukturerne for den offentlige samtale. Jeg tager i denne del to overordnede veje: På den ene side foreslår jeg at udvide diskursanalysen til også at blive en tavshedsanalyse. På den anden side reflekterer jeg over måder hvorpå konkret tavshed kan blive demokratisk frugtbar.

Diskursiv tavshedsanalyse

Den udvidede diskursanalyse handler om at supplere den traditionelle diskursanalyse, som jeg har reflekteret flere gange over andetsteds (overblik). Pointen er at gentænke diskursanalysen, så den ikke længere blot tænkes som en analyse af, hvordan vi snakker (/kommunikerer) om tingene, men at diskursanalysen også gøres til en analyse af, hvordan tavsheden former det, som vi snakker om. Så med andre ord: Hvad er bragt til tavshed for, at det er muligt at snakke om verden på den måde, som vi gør.

Dette kan foregå på flere måder, men helt overordnet foreslår jeg at tænke det som en “tavshedslytning”: Et forsøg på at lytte til, hvad der tavst taler med i det sagte. Dette giver et mere nuanceret blik for forholdet mellem det sagte og den virkelighed, som det sagte handler om. Pointen er her, at tavsheden forsvinder, hvis den er effektiv. Hvis tilbagetrækningen er succesfuld, så bringer den jo noget meget påtrængende frem, og så bliver vi optagede af dette påtrængende, og jo mere påtrængende det er, des mere forsvinder det, der trådte i baggrunden for at lade det andet træde frem.

Derfor er det vanskeligt at tavshedslytte i den faktiske samtale. Men ved at træde ud af samtalen, og i stedet forsøge at trænge tilbage til nogle af de grundlæggende paradokser, som al menneskelig praksis bygger på, kan vi nå ind til at reflektere over, hvordan de aktuelle diskurser er produkter af helt specifikke måder at håndtere disse paradokser på. Og pointen er så, at paradokserne grundlæggende ikke kan håndteres tilfredsstillende, så ved at få blik for den faktiske håndtering, bliver det muligt at overveje mulige alternativer.

Konkret tavshed

I anden del af den kritiske refleksion giver jeg nogle bud på, hvordan man helt konkret kan holde igen på deltagelsen i den offentlige samtale. Den overordnede pointe handler her om en frisættelse fra de krav om at gøre sig forståelig, som er en del af deltagelsen i offentlige samtaler. Når vi hele tiden skal gøre os forståelige, er vi nødt til at holde os indenfor den samme overordnede logik. Jeg undersøger her tre forskellige måde at dyrke konkret tavshed på.

For det første reflekterer jeg over potentialet ved at dyrke en delvis tavshed i form af at sætte farten ned. Konkret kigger jeg her på en bevægelse indenfor journalistikken der kaldes “slow journalism”, hvor pointen er, at nyere journalistik kan have en særlig værdi ved netop at være tilbageholdende med, hvad der videredistribueres. Så til forskel fra andre offentlige aktører på sociale medier o.lign. så kunne journalistikken vinde en særlig værdi ved netop at være et sted, hvor man holder lidt igen med, hvad der videreformidles. F.eks. i form af højere krav til, hvad man skal have gjort med informationerne, inden de fremføres; i form af et mere aktivt arbejde med at distribuere indholdsmæssigt kreativt i vinklingen; i form af at tillade en større dvælen ved den enkelte vinkel i lange formater, hvorved den bliver behandlet mere grundigt og nuanceret.

Jeg reflekterer også over mulige gevinster ved at holde deciderede pauser fra offentligheden, hvor den enkelte trækker sig helt ud af de ophedede diskussioner og skænderier, trækker sig tilbage, og giver rum til at mærke efter om det påtrængende i disse diskussioner har en realitet som grund, eller om de blot er produkter af, at man ikke kan give slip på samtalen. Ved at træde ud af samtalerne skabes der et rum for tænkningen, hvor man ikke er forpligtet på umiddelbart at kunne redegøre for det tænkte. Man slipper herved naturligvis ikke ud af en sproglig iklædning, men måske gives der rum for en lidt mere tålmodig iklædning, når man ikke offentligt skal stilles til regnskab for det tænkte.

Ramasjang sover. (Foto: DR)

Endelig reflekterer jeg for det tredje over om der indenfor de publicistiske produktioner kan udvikles formater, der leder opmærksomheden hen på det gavnlige ved tavsheden. Her trækker jeg DR Ramasjang’s natdækning frem som et eksempel — “Ramasjang Sover”: Pointen er her, at Ramasjang her siger til sent-tilkommende børn, at nu er det slut med det offentlige engagement. Nu er det tid til at gå i seng, så man “kan være klar til nye eventyr” dagen efter.

Hvad der vindes ved tavshedslytningen og tavshedsfriheden

Hvis vi bliver bedre til at lytte nuanceret til tavshed, vil vi vinde en mulighed for at få en demokratisk offentlighed, der i ægte forstand er mangfoldig. Tavshedslytningen giver mulighed for at få blik for, at der er noget, vi overser i den almindelige offentlige samtale. Tavshedsfriheden giver mulighed for at forstå, hvordan det kan give en diskursiv og samtalemæssig gevinst at holde igen på ytringer. Ved ikke at skulle komme omkring det hele, kan man som kommunikatør meget mere virksomt bringe opmærksomhed til det enkelte.

I en offentlighed hvor opmærksomhedsøkonomien er den mest udfordrede, kunne dette i sig selv være en demokratisk gevinst.

MediaJournal

Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles online-tidsskrift…

MediaJournal

Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles online-tidsskrift med bidrag fra undervisere og forskere. Udkommet løbende siden oktober 2018. Målgruppen for tidsskriftet er DMJX’s egne undervisere, forskere og studerende — samt alle øvrige interesserede i medie- og undervisningsforhold.

DMJX

Written by

DMJX

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

MediaJournal

Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles online-tidsskrift med bidrag fra undervisere og forskere. Udkommet løbende siden oktober 2018. Målgruppen for tidsskriftet er DMJX’s egne undervisere, forskere og studerende — samt alle øvrige interesserede i medie- og undervisningsforhold.