Du gætter aldrig, hvordan betalingsmurene har ændret den journalistiske praksis

I en gennemdigital medieverden med betalingsmure kan nyhedstrekanten ikke længere stå alene som fortællemodel. Men hvad gør journalisterne så? Det kan du — med udgangspunkt i en helt ny rapport — få et bud på her

Af Ida Skytte, adjunkt, DMJX

”Nyhedstrekanten straffer jo folk for at læse til bunds.”

”Nyhedstrekanten er måske ikke ligefrem død, men den er i hvert fald udfordret.”

”Nyhedstrekanten bliver stadig brugt til breaking news. Ellers praktiserer vi ikke rigtig nyhedstrekant længere.”

De tre citater stammer fra en ny undersøgelse af danske mediers brug af betalingsmure, der netop er offentliggjort og ligger til grund for artiklen her. Vi har analyseret knap 30.000 nyheds- og aktualitetsenheder samt interviewet 27 mediechefer og redaktører for at kunne belyse, hvad der ligger foran og bag betalingsmure.

I undersøgelsen har vi spurgt interviewpersonerne, hvordan journalisterne på deres medie skriver op til betalingsmuren.

Brugerbehov som den helt store gamechanger

I vores interviewundersøgelse opdagede vi hurtigt, hvordan mange medier arbejder mere eller mindre systematisk med såkaldte brugerbehov. Noget, der i dataindsamlingsfasen ikke var en del af Journalistisk Metode-fagene på DMJX. Begrebet stammer fra BBC, som ud fra en erkendelse af, at deres brugere efterspurgte noget andet end store mængder registrerende nyheder, i højere grad begyndte at tage udgangspunkt i deres brugeres behov. Det kom der denne model ud af:

Kilde: https://smartocto.com/blog/guest-blog-user-needs-update/

Mange danske medier har i dag lavet egne versioner af brugerbehov baseret på BBC’s oprindelige. På flere medier kæder man de forskellige brugerbehov sammen med, om artiklerne skal om bag betalingsmur eller ej: Altså om historien har så meget værdi for brugerne, at de vil betale for den, lyder rationalet. Derfor gælder det om at vinkle på at brugerbehov og altså knap så meget tænke i nyhedstrekant.

Et eksempel herpå er Århus Stiftstidende, som på interviewtidspunktet havde sin egen fordanskede version af BBC’s behov.

”Det kan virke banalt, men vi kan se, at det virker, fordi vi taler direkte til læseren, og læseren skal forstå, at de får noget for de penge, de putter i os hver måned,” siger redaktionschef Thomas Grøn-Nielsen fra Århus Stiftstidende i vores undersøgelse.

Siden data-indsamlingen har både JFM og Jyllands-Posten udviklet nye brugerbehov tilpasset mediernes egne brugere:

Tilbageholdt information og lån fra Netflix

En anden tydelig tendens er at tilbageholde central information. At danske medier i dag bruger tilbageholdt information, er næppe nogen nyhed. Mere interessant bliver det imidlertid, når man kigger nærmere på, hvordan journalister mere konkret arbejder med at tilbageholde information, og hvad de tilbageholder, hvordan de ”skriver op til betalingsmuren”, som flere kalder det.

Og det er måske ikke så enkelt, som man går og tror. I hvert fald vægrer alle interviewpersoner sig mod decideret clickbait og ”du gætter aldrig, hvad tjeneren fandt i suppen”-stilen.

Som nyhedschef Peter Burhøi fra Berlingske sagde:

”Du har en rubrik, en underrubrik og to afsnit. Det kræver virkelig finesse at kunne gøre det uden at læserne også tænker: ”ah come on, get to the point”.”

Paywall, betalingsmur — på Jyllands-Posten hedder det en købeplade. Og den er helt central for mediets journalister, når de skal skrive deres artikler, forklarer ledende redaktør Emilie Holt Vissing Christensen.

”Journalisterne skal tage hensyn til, at der ligger en købeplade forholdsvist højt oppe i artiklen. Og vi skal jo gerne have flest mulige til at tænke: Den her artikel kan jeg ikke leve uden, nu køber jeg. Det skal gøres på en elegant måde, hvor man ikke snyder nogen, altså du skal ikke clickbaite og love noget, man ikke får. Det handler jo egentlig bare om at sælge sit fremragende indhold på den bedst mulige måde.”

Chefredaktør Marchen Neel Gjertsen forklarer, at det ligefrem er et fokusområde i avisens efterkritik:

”Jeg kigger på listen over historier, der har konverteret mest, som jo er vores strategi i dag. Der er oplagt en sammenhæng mellem, hvad man skriver før købepladen, og hvor godt en historie konverterer. Relevansen skal altså fremgå af indledningen.”

Og her i vi tilbage ved de tre indledende citater. Nyhedstrekanten kan ikke stå alene. Hvad gør vi så i stedet?

Karen Keinicke, chefredaktør på Nordjyske Medier, har et bud, som afspejler flere interviewpersoners svar:

”Det handler om at få læserne helt ned i bunden af artiklen. Man skal opbygge sin artikel, så man er fanget indtil sidste punktum, fordi vi ved, at det er det, der for brugeren giver den bedste oplevelse. Vi arbejder altså med, at læseren skal drives hele vejen ned gennem artiklen.”

Pointen er ikke, at vi på DMJX skal lægge nyhedstrekanten i graven. Slet ikke. Den er stadig genial til at lære at komme til sagen, til gratis nyheder og meget andet. For eksempel til de mere alvorlige nyheder:

”Når en bombe eksploderer eller andet sted i verden, så kører vi selvfølgelig nyhedstrekanten. Det ville være decideret upassende at gøre andet,” lyder det fra redaktionschef for Politiken.dk Thomas Berndt.

Men når det ikke drejer sig om alvorlige nyheder, men om historier med forskellige brugerbehov, som læserne gerne vil betale for, tænker mange i stedet i fremdrift og spænding og cliffhangere. At låne fra film og skønlitteratur er bestemt ikke et nyt fænomen i journalistik. Det nogenlunde nye er, at grebene nu også har sneget sig ind i nyhedsjournalistikken.

Der findes ikke meget forskning på området, men i et engelsk studie fra 2022 (Komorowski et al.) bekræftes det, at nyhedstrekanten har fået følgeskab af nye fortælleformer. Studiet viser tilmed, at en mere lineær nyhedsopbygning — altså i stedet for at bryde kronologien — fungerer bedre til at gøre brugerne klogere og engagerer brugerne mere end nyhedstrekanten.

Kevin Walsh, der i dag er ansvarshavende chefredaktør på Nordjyske Medier, men på interviewtidspunktet var digital udviklingschef i Berlingske Media, forklarer det:

”Du arbejder meget mere filmisk og hen imod et ’point of no return’. Men hvor point of no return i film kommer sent, skal det komme inden andet afsnit. Du skal skrive artiklen på en særlig måde, så du giver lige præcis nok informationer, før folk ser betalingsmuren til, at folk har lyst til at læse videre. Og uden at give for meget, så folk kender alle svarene.”

Hvis du har læst helt hertil, har du faktisk fået svaret på det indledningsvise spørgsmål: Hvad gør journalisterne med nyheds- og aktualitetsindhold, når de IKKE bruger nyhedstrekanten? Kogt helt sammen kan man altså sige, at de arbejder aktivt med brugerbehov, bruger forskellige typer af tilbageholdt information samt narrative greb, der skaber fremdrift.

Digital nyhedsformidling ind i undervisningen

Hvad gør vi så på DMJX med den nye viden?

Lad os først lige slå fast, at her er tale om et deskriptivt øjebliksbillede, eftersom medierne jo udvikler sig så hurtigt, så en ny trend kan i princippet have bredt sig siden vores dataindsamling.

Herefter skal vi tage stilling til, om vi i undervisningen skal træne de studerende i at skrive til betalingsmure på lige fod med at træne nyhedstrekant? Eller skal vi vælge at sige, at medierne alligevel forandrer sig så meget konstant, at det ikke giver mening at løbe efter trends? Det må være input til mange spændende diskussioner, men her vil jeg kort skitsere, hvad jeg allerede har afprøvet i undervisningen som en slags pilot-undervisning:

På både grunduddannelsen i journalistik og på diplomuddannelsen i fagjournalistik har jeg holdt workshops, hvor de studerende har prøvet kræfter med de greb, vores interviewpersoner beskrev fra deres praksis. På begge forløb havde de studerende inden workshoppen afleveret et produkt, som de skulle skrive om ud fra enten raffineret tilbageholdt information, narrative greb eller vinklet på særlige brugerbehov — eller måske en kombination.

Inden omskrivningen havde jeg dels lavet en refleksiv praksislæring-inspireret øvelse, hvor de studerende selv skulle gå på opdagelse på forskellige medier og prøve at sætte ord på, hvad journalisterne havde gjort, når de IKKE havde brugt nyhedstrekanten. Og dels holdt jeg et oplæg om brugerbehov og de forskellige narrative fortællegreb med udgangspunkt i vores undersøgelse.

Som del af oplægget viste jeg en række praksiseksempler fra de medier, der er med i vores undersøgelser for at konkretisere mine pointer — både eksempler, jeg selv havde fundet samt eksempler, medierne har sendt for et konkretisere deres pointer. I en undervisningssammenhæng fungerer det godt at vise, at noget af det, journalisterne holder tilbage, kan være enten ÅRSAG, KONSEKVENS eller LØSNING. Altså begreber, vi allerede bruger i undervisningen. Derfor fungerer det rigtig godt både at bede de studerende skrive nyheder om samt problemudredende opgaver om, fordi de allerede har elementer, de kan gemme (på en ikke-irriterende, men narrativ facon).

Her er et klassisk eksempel, hvor den tilbageholdte information er en ÅRSAG:

Da jeg holdt min workshop for de studerende på Journalistisk Metode 2, var det i forbindelse med deres nyhedsuge. Her havde de umiddelbart inden skrevet en klassisk nyhed efter nyhedstrekanten på baggrund af en rapport. En af de omskrevne nyheder så således ud:

Før omskrivningen havde den studerende brugt nyhedstrekanten og altså dermed forpasset muligheden for at lægge artiklen bag betalingsmur, hvis man skal følge logikken fra vores undersøgelse. Nu har hun i stedet teaset for en forklaring på problemets årsag, som man må svinge dankortet for at få svaret på.

Og det er netop drivkraften bag mediernes brug af betalingsmure: at bedrive og formidle journalistik, som brugerne rent faktisk gerne vil betale for. Og den tænkning gennemsyrer alle vores interviews — og bør nok derfor også gennemsyre vores undervisning på DMJX.

Litteratur:

Kulturministeriet (2024) ”Danskernes adgang til digitalt nyheds- og aktualitetsindhold”. https://kum.dk/kulturomraader/medier/mediernes-udvikling/publikationer/danskernes-adgang-til-digitalt-nyheds-og-aktualitetsindhold

Komorowski, M. et al. (2022). Innovating Online Journalism: New Ways of Storytelling. Taylor & Francis Online: Peer reviewed Journals, 17 (1845–1863) https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/17512786.2021.2020675