Forgudet, forkætret eller forsømt klasselærer?
Skønlitteraturen vrimler med portrætter af skolelærere, universitetsprofessorer og højskoleundervisere: Romaner som Årene, Det forsømte forår, Der går min klasselærer og andre fiktive værker giver et følsomt indblik i den usikkerhed og ensomhed, som kan følge med lærergerningen. Og måske kan de romaner fortælle os noget om undervisning og pædagogik, som faglitteraturen overser?
Af Dorte Schiøler, Steffen Moestrup og Søren Boy Skjold, undervisere på DMJX
Har du mødt din gamle klasselærer i en roman? Har du undret dig over, hvilke følelser og tanker, der går gennem en underviser, når de studerende har forladt lokalet? Og har du selv haft svært ved at finde en fagbog, der beskriver lige netop den usikkerhed, du står med som underviser?
Det har vi, tre undervisere på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, som udover at interessere os for pædagogik og didaktik deler en fælles kærlighed til skønlitteratur. Desuden ved vi, at mange romaner, noveller og digte har undervisere og skolelivet som en del af handlingen eller persongalleriet.
Nysgerrigheden fik os til systematisk at finde, læse, diskutere og skrive om skønlitterære værker, vi selv kunne lide, eller som vi havde fået anbefalet af kolleger. Eneste krav var, at handling, personer eller miljø på en eller anden måde skulle involvere skolelivet i bred forstand. Folkeskole, ungdomsuddannelse, højskole, professionshøjskole eller universitet. Nyskrevet eller klassisk. Dansk eller internationalt.
En hurtig brainstorm resulterede i omkring 100 udgivelser, som gennem fiktive handlingsforløb og karakterer formulerede væsentlige pointer om undervisning.
Og så gik vi i gang med at læse og udgive vores tanker på bloggen Den forsømte klasselærer.
Flere sider af Lektor Blomme
Navnet på bloggen er selvfølgelig lånt fra Hans Scherfigs katederklassiker, Det forsømte forår. Og så antyder vi, at klasselæreren i skønlitteraturen er en overset person. Hun eller han inddrages sjældent i lærerværelsediskussioner om didaktik og pædagogik, påstår vi, fordi det jo netop bare er fiktion.
Men vi mener, at klasselæreren fortjener at blive trukket ud af auditoriet eller undervisningslokalet og ind i et andet rampelys. For alle mennesker uanset køn, alder, religion, kultur eller etnicitet har en eller anden erfaring — god, ligegyldig eller dårlig — med en underviser. Og de færreste af os er forblevet upåvirkede af de lærere, vi har mødt gennem skole- og uddannelseslivet.
Efter nu at have lystlæst os igennem omkring tyve romaner mener vi, at skønlitteraturen kan tilføje væsentlige elementer til den eksisterende faglitteratur om undervisning. Måske ikke ubetvivlelige sandheder. Men indsigter og erfaringer, som kan fortælle den læsende underviser, at hun ikke er alene med sin tvivl og sine tanker.
For det er jo det, kunsten kan; sætte ord på emner, vi værger os ved at tale om. Måske bliver det endda mere legitimt at åbne en diskussion om undervisningens mest følsomme område, hvis man kan spejle sig i og tage udgangspunkt i de overvejelser, Hans Scherfig, Charlotte Brontë og andre forfattere har gjort sig om lærergerningen.
Skønlitteraturen tager fat i tabuer
Det er vigtigt at understrege, at det er vores egne personlige læsninger af værkerne, vi formilder. Det er ikke litteraturkritik eller anmeldelser. Men refleksioner over, hvordan den valgte bog rammer os, Dorte, Steffen og Søren. Vi har set efter, hvad forfatteren udsætter den pågældende fiktive underviser for. Hvad bekymrer, frustrerer, glæder eller optager hende? Hvordan klarer hun tilværelsen uden for klasseværelset? Hvilke kriser gennemlever hun? Alt sammen spejlet i vores egne erfaringer som undervisere på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og vores tidligere ansættelser i folkeskole, på gymnasium, universitet eller højskole.
Og hvad er vi så kommet frem til? Hvad kan vi forsigtigt konkludere her i begyndelsen af vores pilotprojekt om krydsfeltet mellem skønlitteratur og pædagogik?
Skønlitterære forfattere sætter oplevelser i forgrunden. Vægter det indlevede, kropslige, konkrete og subjektive. Dermed kan skønlitteraturen beskrive nogle indsigter og problemstillinger, som faglitteraturen ikke kan. For den gængse pædagogiske litteratur forholder sig distanceret og analytisk til udfordringerne i et undervisningslokale og vægter teori og analyse frem for den personlige oplevelse.
De romaner, vi har læst, fortæller om mindre klædelige, irriterende og undertrykte sider af det, en underviser kan slås med: usikkerhed, skamfuldhed, stolthed, afmagt, storhedsvanvid, magtmisbrug, sadisme, kedsomhed, paranoia, livslede, konkurrence, ensomhed, indbildskhed, udbrændthed, panik og vrede. Og så selvfølgelig den snigende fornemmelse af afstand til de studerendes virkelighed, som en underviser oplever, når hun bliver ældre.
For os som undervisere har det været en fornøjelse at læse mellem linjerne, at vi ikke var alene, når vi i følsomme stunder gik i intimt selvplenum og diskuterede med os selv, om det stadig gav mening at tilbringe arbejdslivet bag et kateder.
Opfordring til læsere af denne artikel!
Når vi har samlet nok materiale på vores blog, håber vi, at vores tanker og erfaringer kan bruges i et nyt projekt. Vi ønsker nemlig at komme endnu tættere på de skjulte sider af underviserens eksistens. Måske kan vi give et alternativt bud på lærerprofessionens særlige udfordringer i en antologi, en podcast, et foredrag eller i noget helt fjerde.
Indlæggene lægger vi på bloggen, fordi vi gerne vil vide, hvilke tanker du får, når du læser skønlitteratur, hvor en af hovedpersonerne tilbringer sit professionelle liv bag katederet.
Så læs med og kommenter, hvis du vil dele dine overvejelser om, hvordan skønlitteraturen skildrer det at være underviser eller klasselærer — forgudet, forbandet eller måske bare forsømt.
Tre eksempler fra bloggen
Brugte jeg tiden på det rigtige? Årene, Annie Ernaux, 2008 — skrevet af Dorte Schiøler
Når jeg underviser, er jeg fyldt op, nærmest invaderet. Men hvad med det andet, jeg ville bruge tiden på? Det kom jeg til at tænke på, da jeg nippede og nød ”Årene” af Annie Ernaux (2008, oversat til dansk i 2021). Årene er en totalroman, der i ét elegant åndedrag griber en kvindes liv og Frankrigs historie fra årene 1941 til 2008. Jeg sidder mør og rørt tilbage med følelsen af, at vores tid er gået, af at for meget af tiden gik med det forkerte. ”Næste år går hun på pension. Hun smider allerede undervisningsmateriale ud, noter hun har taget til bøger, og de værker hun har brugt til at forberede sig, hun skaffer sig af med det som har været hendes livs emballage, som for at skaffe bedre plads til sit skriveprojekt når hun ikke længere har noget påskud til at udsætte det.” Når man som kvinden er lærer, og når pensionsalderen er indenfor ti års rækkevidde, sætter billedet af lærerlivet som et livs emballage sig fast. Billedet af al den geschäftighed. Mentale og reelle røde streger, feedbacksystemer og anden uendelig didaktik. Er det bare hylsteret om et egentligt liv? Er det ikke mere? Skal det ikke være mere? Livet. For mine mange søvnløse nætter, skønne hverdagsaftener og stille søndag formiddage med tanker om undervisningen gør ingen forskel for de studerende. De er da ligeglade. Når først de har fået deres eksamen, skal de helst være færdige med mig. Når årene er gået, er det kun spørgsmålet, om jeg fik brugt tiden på det egentlige, der står tilbage. Hvad skal jeg til den tid? Et skriveprojekt?
En lærer er jo kun en beskuer til livet. Der går min klasselærer, Jakob Skyggebjerg, 2020 — skrevet af Steffen Moestrup
(..) bogen er også en skildring af den ugidelige lærer Erling. En leverpostejlærer, der har resigneret. Gået kold i rutiner og et liv på repeat. Det var Erling, der fik mig til at tænke på min tilbagevendende aversion mod lærergerningen. Findes der noget arbejde, hvor man kan dovne den så meget som i lærergerningen? Man kan møde uforberedt op og blot bede eleverne om at finde på noget selv. Eller give dem — og dermed sig selv — tidligt fri. Som lærer skal man tage sig sammen. Gerne hver dag. Fagets iboende egnethed til dovenskab bør være det los i røven, vi giver os selv. Hvordan undgår du at blive til leverpostej?
Blommedag nu! Det forsømte forår, Hans Scherfig, 1940 — skrevet af Søren Boy Skjold
Stikkontakter bliver flået ud af væggen i arrigskab, nøglebundter dunkes i issen og lussinger uddeles pr. rutine. Skolehverdagen er indsvøbt i et slør af teenagetårer og frygt. (..) Latinlærer Blomme var under mottoet ”Lad dem kun hade, når blot de frygter” den perfide ydmygelses mester. (..Men Blomme var jo også en meget tydelig underviser, som var hjemme i alle faglige kringelkroge. Han var, fraset al ondskab og storhedsvanvid, en indsigtsfuld fagperson.
Selv skal jeg mande mig op. Det er en del af min personlighed, jeg har skullet arbejde med i hele mit underviserliv. Finde min indre lektor Blomme frem og være tydelig i min feedback til de studerende. Ikke pakke mine kommentarer ind i formidlende termer, eufemismer og småord a la: ”Du skal arbejde lidt med din kommatering … og din sikkerhed i brug af faste udtryk kan også sagtens blive en lille smule bedre…”, hvis jeg mener, at det er det argeste møg, jeg har modtaget. Så når jeg retter opgaver, forestiller jeg mig, hvad lektor Blomme ville have tænkt. Hvad ville han have kommenteret og bidt mærke i? Og så finder jeg — håber jeg — en passende gylden vej mellem lektor Blomme og lektor Skjold.
Bøger, vi har læst og kommenteret på Den forsømte klasselærer
Jane Eyre — Charlotte Brontë, 1847
Fru Marta Oulie — Sigrid Undset, 1907
Flemming & Co. — Gunnar Jørgensen, 1924
Klassen — Hermann Ungar, 1927
Det forsømte forår — Hans Scherfig, 1940
Løgneren — Martin A. Hansen, 1950
Pnin — Vladimir Nabokov, 1957
Ene mand — Christoper Isherwood, 1964
Stoner — John Williams, 1965
Generthed og værdighed — Dag Solstad, 1994
Årene — Annie Ernaux, 2008
Sommeren uden mænd — Siri Hustved, 2011
Hjertet slår og slår — Jens Smærup Sørensen, 2012
En ny tid — Ida Jessen, 2015
Nye rejsende — Tine Høeg, 2017
Lærerindens sang — Vigdis Hjorth, 2019
Fødedygtig — Laura Ringo, 2020
Der går min klasselærer — Jacob Skyggebjerg, 2020
Grundtvig er død — Laura Ringo, 2021
Kommende bøger — i udvalg
Lærerindens sang — Vigdis Hjort, 2019
Højskoledigte — Mads Mygind, 2015
Meter i sekundet — Stine Pilgaard, 2020
Harry Potter — J.K. Rowling, 1997–2016
Griberen I rugen — J.D. Sallinger, 1951
Vanære — J.M. Coetzee, 1999
Hemmeligheder — Domenico Starnone, 2020
Hekseyngel — Margaret Atwood, 2016
Vandlandet — Graham Swift, 1986
Ordentligt arbejde — Davids Lodge, 1988
Hvem står bag Den forsømte klasselærer
Steffen Moestrup
Skriver som en San Francisco-løve, er i virkeligheden ph.d. fra Aarhus, tidligere højskolelærer, undervisningsassistent, ekstern lektor, vejleder, adjunkt og nu docent i journalistisk. Uddannet journalist i 2007. Cand. mag i medievidenskab (2011) samt ph.d. i kulturjournalistik og kulturkritik (2019). Født 1977 i nærheden af Randers. Lærernavn: sdm
Søren Boy Skjold
Vil gerne skrive som en gammel russer og være en ven af folket, indeni er han gymnasielærer, højskolelærer, livstidsløber, kursusholder, vejleder og lektor på journalistuddannelsen. Uddannet fra Aarhus Universitet i Nordisk sprog og litteratur / Filosofi (1997) og journalist. Født 1965 i Risskov. Lærernavn: sbs
Dorte Schiøler
Prøver at skrive som en fransk eksistentialist, men er en københavnsk skolelærer, kursusholder, svømmelærer, lektiehjælper, vejleder for adjunkter og lektor på kommunikationsuddannelsen. Uddannet lærer fra Zahles Seminarium (1989) og cand.comm. fra RUC (1995). Født 1963 i Julianehåb. Lærernavn: ds
Læs alle vores blogindlæg her:
