Fortællestilen fra SoMe sniger sig ind på tv-sendefladen
Den veletablerede form på det regionale nyhedsindslag bliver præget af erfaringer fra sociale medier, men de nye formgreb giver udfordringer på sendefladen. Det viser projekt med deltagelse af tre danske regionalstationer
Af Thomas Pallesen, lektor, DMJX
I de senere år har mange tv-stationer brugt flere kræfter på at producere videoer, der er rettet til sociale medier som fx Facebook. Disse videoer har ofte et markant andet visuelt udtryk og en anden opbygning end de tv-indslag, de samme tv-stationer bringer på deres sendeflade. Der er derfor blevet arrangeret kurser og publiceret gode råd om ”den gode SoMe-video”.
Tv-stationerne bruger imidlertid fortsat en stor del af deres ressourcer til at producere tv-indslag til sendefladen, hvor også langt den største del af seeningen er: De korte SoMe-indslag har deres primære publikum i aldersgruppen under 35 år, mens hovedparten af seerne på de danske tv-stationer er ældre. Det fremgår af Kulturministeriets rapport Mediernes Udvikling 2021.
Ligesom SoMe-videoernes form er under fortsat udvikling, er også tv-formen på sendefladen under konstant forandring, om end langsommere. Spørgsmålet er nu, om virkemidlerne fra SoMe-videoer er begyndt at smitte af på fortælleformen på TV-indslagene i sendefladen. Har SoMe ændret spillereglerne eller inspireret til nye formgreb på sendefladen?
Dette spørgsmål tog jeg i foråret 2020 med til tre danske regionalstationer. Stationerne udpegede selv i alt tre redaktører og fire reportere, som man mente, bedst kunne svare på spørgsmålet. I en udviklingsrapport er der redegjort for teori, metode og analyse af interviews. I denne artikel vil jeg gå direkte til resultaterne.
De tre regionalstationer blev bedt om at svare på disse tre spørgsmål: Gælder de klassiske dramaturgiske regler/vejledninger stadig, og i hvilket omfang er de blevet suppleret eller erstattet af nye regler/vejledninger? Og i bekræftende fald: Hvilke nye fortælletekniske regler/vejledninger har suppleret/erstattet de klassiske?
Svaret på de to første spørgsmål var: ”Ja, de klassiske regler gælder stadig”, og ”Reglerne er i begrænset omfang blevet suppleret”. Dette svar vender jeg tilbage til, for forklaringerne på, hvorfor påvirkningen kun har været ”begrænset”, rummer en interessant historie.
Først til de ændringer, som man har noteret sig på stationerne:
- Selvom stort set alle tv-indslag i forvejen starter med et anslag — typisk et bemærkelsesværdigt billede eller en lyd — har SoMe øget opmærksomheden på at få gang i historien fra starten, måske ved at bruge en endnu bedre optagelse, som man måske ellers ville have gemt til senere.
- Det er blevet mere tilladt at bruge den bemærkelsesværdige optagelse — ”what the fuck moment” — flere gange i indslaget. I traditionelt TV er det en ”grammatisk fejl” at genbruge en optagelse i samme indslag med mindre, at det er meget tydeligt (”og nu i langsom gengivelse”), idet indslaget ideelt set fremstår som en lille fortløbende film. I SoMe er der ikke den samme forventning om ”film” og flow. En reporter beskriver det således:
”Det tror jeg ikke, at jeg har gjort tidligere. Jeg tror, at det var efter det der What the Fuck (en intern kampagne, hvor reporterne fik mere opmærksomhed på, hvad der får seerne til at spærre øjnene op, red.), hvor jeg ligesom tænkte: Jamen, den kan folk godt holde til at se flere gange, hvor jeg tidligere måske har sagt: Når jeg har vist det, så skal jeg jo ikke til at vise det igen. Og jeg har også tidligere punket de nye, hvis de kommer til at klippe det samme klip med to gange.”
- Flere kilder taler direkte i kameraet i stedet for at medvirke i et almindeligt interview. Ofte er det kun selve præsentationen (”Jeg hedder Helle og har lige startet min egen butik”), men det er fortsat et markant nybrud, at kilden henvender sig direkte til seeren uden om journalisten. En redaktør betegner dette som ”at give serve-retten til kilden”, og en reporter fortæller:
”Ja, og der er jeg så faktisk begyndt at bruge nogle gange, at de kikker lige ind i kameraet, når de siger ting, og det ville jeg aldrig have gjort før. Så der er sådan nogle ting, som simpelthen ændrer sig, som smitter direkte over, og det er der ingen tvivl om. Og jeg kikker på: Hvad virker? Og så kan man jo også mærke, at kilderne er også — især de unge — det der med at henvende sig til kameraet, det ligger dem meget naturligt”.
- Indslag uden speak, hvor seeren kun hører de medvirkende tale, har været en kendt reportageform, men SoMe har aktualiseret den og øget opmærksomheden på den.
- Den mere tilrettelagte, ”pæne” form, som er nødvendig for at få en 30 sekunders SoMe-video til at fungere, kan tilskynde journalister og fotografer til også at lave ”pænere” TV, bl.a. forstået som mere stilrent TV med opstillet baggrund og veltilrettelagt lyssætning ved interviews samt instruerede reportagesekvenser optaget på stativ. En redaktør uddyber og gør samtidig opmærksom på, at dette kan komme i konflikt med ønsket om det spontane:
”Og der tror jeg, at der kommer til at dryppe mere og mere over i 19.30-udsendelsen, hvor der bliver prioriteret anderledes, og hvor der bliver brugt mere tid på produktionsformen. Men vi skal stadigvæk huske at lave det ægte ind imellem: Altså med de rigtige mennesker og de rigtige følelser.”
- Nogle af de effekter, der skabes i redigeringsrummet for at holde opmærksomheden oppe under SoMe-videoerne (slow, time laps, grafik og andre visuelle effekter) bliver også mere almindelige i tv-indslag, hvor de supplerer de mere ”naturlige” optagelser.
Selvom dette er interessante nyskabelser, er det — set i forhold til de mange formmæssige elementer, der indgår i et tv-indslag — alligevel forholdsvis få ændringer. Dette blev deltagerne i projektet også bedt om at reflektere over, og deres svar fortæller også interessante historier.
Kort fortalt er der fem årsager til, at der trods alt er en tilbageholdenhed med at inddrage mere af SoMe-videoernes fortælleform på sendefladen.
Værd at vente på
Selvom man sjældent ser en fuldt udfoldet berettermodel i de regionale indslag, er næsten alle indslag bygget op med en stigende spændingskurve, som man kender det i fiktionsfortællinger. Stationerne bruger PKP-modellen, berettermodellen og forskellige andre forløbsmodeller, der alle er karakteriseret ved en stigende spændingskurve hen mod en eller anden form for klimaks.
Der er noget, der pirrer nysgerrigheden i starten — et setup — og først i løbet af indslaget får seeren mere at vide — som payoff. Det overordnede fortælleprincip — at seeren skal sidde og vente på payoff — er der ikke ændret på; seerne skal have en grund til at blive hængende på kanalen. Som en redaktør udtrykker det:
”Et eksempel: En mand skal vælte en silo med en kontrolleret sprængning. I 19.30 vil den være bygget op med, at siloen vælter til sidst, og en mand, der siger: Nej, hvor var det dejligt! Men du kan være stensikker på, at hvis det er noget, der skal fungere på nettet, så er det noget, der skal ske indenfor de første 5 sekunder …. Det er jo en meget anderledes måde at arbejde på i forhold til fjernsynet; her ville folk måske sige: Vi har jo set den vælte, hvorfor skal vi så blive hængende?”
Samtidig er der en forestilling om, at seernes oplevelse bliver større, når de får lov til at vente på den og ikke får den serveret som det første i SoMe-indslag:
”Mens i TV, der behøver du ikke det, for der har de trods alt mere tålmodighed end 5 sekunder af et indslag, og der kan den følelse, du får ved at se eller høre en pointe, nogle gange være stærkere, hvis du bygger op til den:”
Da man sjældent kan vise en stærk billedsekvens eller pointe i starten af indslaget og derefter få seerne til at vente tålmodigt på at se den samme sekvens eller pointe en gang til, må man altså træffe et valg: Quick and dirty eller Værd at vente på?
I en nyhedsudsendelse på 30 minutter er det simpelthen ikke muligt at producere tilstrækkelig mange korte ”quick and dirty”-historier til at holde seeren fanget. Kompromiset bliver som nævnt, at anslaget gøres (endnu) skarpere og evt. genbruges.
Rod i rollefordelingen på optagestedet
Den klassiske form, hvori kilden medvirker i tv-indslaget, er interviewet. Her optager fotografen en samtale mellem kilden og reporteren. SoMe-formen, hvor kilden taler direkte ind i kameraet, er et brud på denne tradition, og det kræver, at kilden bliver instrueret.
Dermed skifter rollefordelingen på optagestedet: Nu skal kilden hjælpe reporteren med at formidle historien. Samtidig kan dette for nogle kilder være ganske uvant og grænseoverskridende, som en reporter fortæller:
Min udfordring er bare nogle gange: Det kan bare ikke lade sig gøre at lave dem, selvom jeg får SoMe-redaktionen på nakken — jeg får ikke et påbud, men de spørger om ”det var noget, du kunne lave?” — men det er sådan min vurdering: Nogle medvirkende kan gøre det — for andre ville det virke virkelig mærkeligt.
Der findes dog også situationer, hvor det forekommer naturligt, at kilde og reporter bliver en slags samarbejdspartnere i produktionen, fx i explainere. For især yngre kilder kan det virke mindre uvant at tale direkte til kameraet.
Autenticiteten forsvinder
Deltagerne i projektet fortæller samstemmende, at autenticiteten — ægtheden — har en meget høj prioritet i de indslag, der bliver vist på sendefladen. Seeren ser ideelt set blot det, der skete på det pågældende tidspunkt — og helst på en måde, hvor tilstedeværelsen af kamera og mikrofon ændrer så lidt som muligt på situationen: Et stykke virkelighed, der ikke er påvirket af tv.
Hvis denne kontrakt med seeren bliver brudt, fx når kilden taler direkte ind i kameraet, kan det virke opstillet og ikke-autentisk (falsk). Dette bliver særligt tydeligt, hvis kildens performance er lidt nødtvungen eller akavet. En redaktør formulerer det således:
”Kilden mister også sin ægthed — også personligt — for ”Hvad skal jeg nu?” Så går han væk fra sig selv og skal til at tilfredsstille os som reportere, ikke — hvis man instruerer for meget og laver for mange setups.”
Dog kan der være kilder, især yngre, for hvem det at tale direkte til kameraet er lige så naturligt som at tale til reporteren. Deres performance vil fremstå utvungen, og hvis ellers konteksten lægger op til det, vil den instruerede optagelse virke som en naturlig del af indslaget, som en reporter her fortæller:
”Vi lavede et indslag om en landmandssøn, der var … transvestit hedder det ikke — men han gik i hvert fald i dametøj. Og det var meget… altså, hvad hedder det… koreograferet, men det er han jo, det gør han jo. Han performer jo sin seksualitet, fordi at det er det, der giver ham noget, ikke. Så ja. Så der synes jeg også, at de rammer noget ægte, selvom jeg faktisk sad og så råoptagelserne igennem, hvor han virkelig skulle igennem: ”Jamen, kan du ikke sige det på en anden måde?”
Hvem bestemmer over historien?
Når et indslag stort set kun består af en kilde, der selv fortæller til kameraet, giver det i sig selv nogle udfordringer i en tv-flade, som i øvrigt er redigeret og præsenteret af tv-stationen. I nyhedsudsendelserne er kontrakten med seerne, at alle indslag lever op til tv-stationens nyhedskriterier, hvori der som regel indgår en eller anden form for væsentlighed eller relevans.
Typisk vil studieværten i sit oplæg pege på, hvorfor tv-stationen har valgt at sende netop dette indslag, og hvad redaktionen ønsker at fortælle med det (vinklen/præmissen), og derefter vil journalisten fortsætte fortællingen med speak. I interviewbidderne vil kilderne komme til orde, men kun i det omfang journalisten finder det relevant for at formidle den historie, redaktionen har valgt at bringe.
Når det i stedet er kilden, der fortæller sin egen historie, opstår der en uklarhed: Er det fortsat tv-stationen, der er afsender, eller er dette et ”eksternt indslag”? Derfor er redaktørerne forsigtige med at tage sådanne indslag med i den almindelige sendeflade, som denne redaktør fortæller:
”Der vil følge et problem med. Alene: Hvad er oplægget til sådan en person? ”I skal møde en, der har været udsat for sådan og sådan”, ”Nu skal I møde en, der har været medlem af banden.” og i den verden, hvor man kikker på perspektiv og relevans — det gør vi jo, når vi tænker flade — hvor bliver det af? Så jeg tror, at vi vil synes, at det var en udfordring med at få en krog til historien: Hvorfor skal vi høre den? Altså legitimere historien i det der væsentligheds- og mangfoldigheds- og kvalitetsunivers; det journalistiske univers.”
Tv-stationen kan forsøge at favne indslaget ved at indramme det med stationens nyhedskriterier — fx med et oplæg fra studieværten om relevansen — men derved svækkes den personlige fortælling, som står stærkt, når den står alene på SoMe: Den personlige fortæller bliver alligevel spændt for tv-stationens vogn, og ”mellemmanden” bliver synlig.
En anden modtagersituation
Den vigtigste forklaring på, at fortælleformen fra SoMe ikke i større omfang bliver brugt i tv-indslagene er dog, at modtagersituationen for de to typer indslag er meget forskellig. Et tv-indslag er ikke kun overførsel af information, som en redaktør påpeger:
”Så jeg tror også, at det er derfor, at der er — i hvert fald indtil nu — i en eller anden grad er en grænse for, hvor meget der smitter over på, hvordan man laver TV. For hvad er lige overenskomsten med brugerne i de forskellige situationer? Hvad er det for nogle behov, man har? Og man har måske netop i 19.30 behov for lidt mere at sige: Nå, men der er en situation, hvor man også lige sætter sig ned og har det lidt hyggeligt, mens vi er med her, og det er egentlig… ”Det er et flot studie, de har, og hende værten kan jeg huske; hun var der også i sidste uge. Måske sidder man mand og kone sammen, og så kan man også snakke om det, man har set og sådan noget, og på den måde er der lidt mere en gammeldags medievirkelighed inde omkring situationen, man oplever det i, end der er på sociale medier og på hjemmesider, som er en meget … altså det er individuel ting, og ting forløber ikke i tid; ting forløber i scroll. På den måde er der brug for nogle andre overenskomster.”
Sammenfatning
Interviewene viser, at det øgede arbejde med SoMe-produktioner har haft en indflydelse på fortællestilen i indslagene på fladen. Men dette er ikke sket som en en-til-en-overførsel af fortællestilen; snarere som en afsmitning fra et andet format på samme måde, som man tidligere har set afsmitning fra fiktionsfortællinger til fakta-tv og fra dokumentar til nyheder. Dette sker efter de principper, som lå til grund for DR’s dramaturgi-kurser TV-SUM og Power-TV, og som bl.a. Peter Harms Larsen har beskrevet tobindsværket ”De levende billeders dramaturgi”.
Hvor stor denne afsmitning er, bestemmes tilsyneladende af flere ting: Hvad kan lade sig gøre rent produktionsmæssigt i en travl nyhedshverdag? Hvordan passer fortælleelementer i en anden modtagersituation, hvor seeren ved at sætte sig foran tv-skærmen har indgået en anden ”kontrakt” med tv-stationen?
Og måske vigtigst: I hvilket omfang betyder tv-producenternes egen værdsætning af faktorer som ”ægthed og autenticitet”, ”værd at vente på” og ”samfundsmæssig relevans”, at de er mindre tilbøjelige til at slække på disse værdier ved at bruge virkemidler, som fungerer godt på SoMe?
Da dette projekt er skrevet på baggrund af interviews med syv medarbejdere på tre regionalstationer, skal man være forsigtig med at generalisere til hele branchen. Samtidig vil denne problemstilling være i konstant udvikling, og allerede når denne artikel udkommer, kan nye pointer have vist sig mere interessante. Det er ikke desto mindre mit håb, at projektet kan give inspiration til yderligere overvejelser om opbygning af indslag til tv-fladen og længere indslag til streaming.
Litteratur
Bondebjerg, I.: Virkelighedens fortællinger, Forlaget Samfundslitteratur, 2008
Brinkman, S. og Kvale, S.: Interview, Hans Reitzels Forlag, 2015.
Ebbesen, C.V. og Heiselberg, L.: Analyse: Streaming-tv slår berettermodellen ihjel — men her er afløseren, Journalisten.dk, 2021
Frederiksen, K.: Alene med et kamera, Ajour, 2012
Frederiksen, K. og Larsen, R.S: Skarpt skåret, Ajour 2014
Gabold, I. og Forchhammer, A.: TVASP-SUM, Danmarks Radio, 1985
Hjarvard, S. (red.): Dansk TV’s historie, Forlaget Samfundslitteratur, 2006
Holm, H., Svith, S. og Kartveit, K. (red.): Når nyheder bliver til — på DR og TV 2, Ajour, 2008
Larsen, P.H. og Marquard, P.: POWER TV, DR, 2001
Larsen, P.H: De levende billeders dramaturgi 1, DR, 2003
Larsen, P.H: De levende billeders dramaturgi 2, DR, 2003
