“I love your passion, Roberto!”
Det er svært at lokke mikrofonen fra en forelsket argentinsk professor, når han er i færd med at hylde en af sine helte … MediaJournal har været til konference med et globalt fællesskab af journalister, forskere og forfattere, som deler en fælles kærlighed til fortællende journalistik
Af Søren Boy Skjold, lektor, DMJX
De ti minutters tildelt taletid er overskredet for længst. Moderatoren har forsøgt at afbryde styrtløbet af ord. Med høflige host, små hvide sedler og insisterende blikke. Det er forgæves. Roberto Herrscher, en argentinsk forfatter og professor i journalistik, slynger om sig med engelske gloser iklædt tydelig spansk accent.
Han er ikke nogen høj mand. Men når han taler om sit store idol, den verdensberømte polske rejsejournalist Ryszard Kapuscinski, som tilbragte en del af sit arbejdsliv i Sydamerika, synes han at vokse flere meter i vejret.
”Vi læste jo Kapuscinski for at lære, hvordan vi kunne blive endnu bedre journalister selv,” siger han og ligner en forelsket skoledreng, selvom han har rundet de 60 år.
De næste talere står og tripper på podiet bag Roberto Herrscher. Moderatoren rømmer sig igen. Vi, de omkring 75 tilhørere i auditorium S205 på universitet i den polske havneby Gdansk, har overgivet os. Begejstringen er tydelig. Det her er en demonstration af den journalistiske talemåde Show it, don´t tell it.
Endelig lykkes det moderatoren at vriste den håndholdte mikrofon fra professoren.
”I love your passion, Roberto,” siger han, lettet — og en kende stakåndet.
Auditoriet griner og klapper.
Bag smilet ser Roberto Herrscher en smule skuffet ud.
Ryszard Kapuściński (1932–2007)
Måske Polens mest kendte og anerkendte litterære journalist og samtidig forfatter. Som en af de få fra Østeuropa rejste han før Murens fald ud i verden for at skrive reportager, bøger og essays om krige og konflikter i blandt andet Afrika, Asien og Sydamerika. Selvom han var officielt udsendt, læste mange i hjemlandet hans reportager fra kuede diktaturstater som et billede på den sovjetiske undertrykkelse af hans hjemland.
Efter hans død er en prestigefyldt polsk journalistpris opkaldt efter ham.
På dansk er blandt andet udkommet:
Kejseren (1984)
Fodboldkrigen (1991)
Rejser med Herodot (2008)
Samme udfordringer over hele verden
I tre dage omkring Kristi himmelfarts-ferien 2023 er Institut for media, journalism and social sciences ved universitetet i byens udkant vært for en konference om litterær journalistik. Cirka 60 oplæg med udgangspunkt i emnet Literary Journalism and a sense of place bliver formidlet af lige så mange forskere, journalister og forfattere fra en stor del af verden: Australien, Sydafrika, Canada, USA, Mexico og en række europæiske lande. Det stereotype billede af en gråskægget videnskabsmand krakelerer, som oplægsholderne afløser hinanden; unge, midaldrende og ældre, kvinder og mænd, erfarne journalister og nyansatte universitetsforskere diskuterer, lytter og spørger.
Vi hører blandt andet om nyhedsprojekter i Johannesburgs slumkvarterer. Om reportagejournalistik fra amerikanske fængsler, skrevet af de indsatte. Og om hvordan den irske hockey-sport hurling blev skildret med nationalistiske undertoner i slutningen af det 19. århundrede.
Oplægsholdere og tilhørere forsøger at se ind i journalistikkens fortid, nutid og fremtid. For alle er kodeordene litterær journalistik. En genre, der fortæller længere historier ved hjælp af dramaturgiske virkemidler som scene, mennesker, dialog, detaljer og handling.
Vi er medlemmer af foreningen International Association of Literary Journalism Studies (IALJS). Et globalt fællesskab af undervisere, forskere og praktiserende journalister, som ønsker at udbrede kendskabet til og videreudvikle den litterære journalistik.
På tværs af landegrænser og professioner deler vi, deltagerne i konferencen, udfordringer og bekymringer: De unge læser ikke bøger, så hvordan får vi dem til at interesse sig for litterær journalistik? Studerende vil hellere være kendte tv-værter end mindre profilerede baggrundsjournalister. Det er svært at få nogle til at betale for journalistiske produktioner. Hvor meget skal journalistens jeg fylde i formidlingen? Og hvordan forholder vi os til klima, kønsdebat, krigen i Ukraine og kunstig intelligens?
Er litterær journalistik The Salvation, som en oplægsholder foreslår, fordi den insisterer på at skildre menneskelige følelser og det sanselige, så vi kan forlade hverdagens nyhedsbombardement for en stund?
Svaret på det sidste spørgsmål må gerne være et ja, lyder det på engelsk, spansk, tysk, fransk, portugisisk, polsk og dansk.
Allan Simonsen, Johann Krankl og den sydafrikanske forbindelse
Som dreng brugte Peter Auf der Heyde sine lommepenge på at købe internationale fodboldmagasiner. Kicker, 11 Freunde, Shoot, FourFourTwo, hed de. Når han bladrede gennem de farveglitrende sider, kunne han drømme sig væk fra den sydafrikanske by, hvor han voksede op. At score et mål som østrigske Johann Krankl eller lave en flyvende redning a la den tyske målmand Anton Turek, var lykken.
Peter Auf der Heyde underviser i sportsjournalistik ved universitetet i engelske Southampton. Han har kaldt sit konferenceindlæg for Beautiful Words for the Beautiful Game — Literary Sports Journalism and Football. Han forsker i, hvordan flere tyske fodboldmagasiner fik en stor stigning i oplagstal i årene 1933–1939, fordi deres fortællende sportsjournalistik understøttede Hitlers idealer om den stærke ariske krop, trænet gennem sund fysisk udfoldelse og kappestrid.
Mens jeg lytter til oplægget, tænker jeg på min barndom i 1970´erne. Jeg flygtede fra hverdagen i Aarhus, tusindvis af kilometer mod nord, når jeg brugte de penge, jeg tjente ved at dele reklamer ud, på at købe Alt om Sport og Tipsbladet — særligt journalisten Per Høyer Hansen (1941–2001), hvis medrivende reportager man kan finde et udvalg af i antologien Det` Høyer. Fodbold med mere.
Jeg jublede, når jeg læste om Allan Simonsens succes i sin tyske klub Borussia Mönchengladbach. Sørgede, hvis AGF endnu engang missede en guldmedalje. Og jeg håbede, at det en dag var mig, som blev anfører og topscorer for Skovbakken IF, min lokale fodboldklub.
Denne lørdag formiddag i Gdansk oplever jeg, at drømme ligner hinanden, hvad end de udgår fra et teenageværelse i Danmark eller et tilsvarende i Afrika. Litterær journalistik skaber fællesskab og identifikation på tværs af kontinenter og tid. Når man læser om eller lytter til andres historier, ophæves grænser, og man kan føle sig en lille smule mindre alene i verden.
To eksempler på nye projekter inden for litterær journalistik:
Inside. The Prison Journalism Project
Et prisvindende amerikansk projekt, uafhængigt af økonomiske og politiske interesser, som hjælper indsatte i fængsler med at skrive og udgive artikler, online og i printet form. Målet er at nuancere debatten om indsattes og pårørendes vilkår. Udvalgte artikler udsendes på print, da det ellers ikke er muligt for de fængslede skribenter at dele artikler med medfanger.
https://prisonjournalismproject.org/pjp-x-inside/
Hermes Baby — Next Generation Literary Journalism in Germany
Et uafhængigt tysk bureau af freelancejournalister, som arbejder med fortællende journalistik og andre længere formater. De skriver om mennesker, bringer nye perspektiver på virkeligheden, formidlet i en form, som låner virkemidler og fortælleformer fra litteratur, film, fotografi etc.
Hermes Baby har lånt sit navn fra et kendt fabrikat af rejseskrivemaskiner.
