”Nogle kalder mig tossegod, men jeg synes video er sjovt”
Identiteten bliver udfordret, når journalister skal lære nye medieformer, viser erfaringer fra JFM.
Af Helle Lyster, adjunkt, DMJX
Omstilling er et vilkår i en foranderlig medieverden. Men at lære nyt er ikke kun et spørgsmål om at tilegne sig nye teknikker og teknologier… det handler også om at se sit professionelle jeg i et nyt lys.
Når erfarne medarbejdere skal lære noget nyt, opstår ofte et læringens paradoks. Populært sagt går det ud på, at vi gerne vil lære noget — men ikke for meget. ”Vi vil gerne udvikle os, men vi vil principielt også gerne blive ved med at gøre, som vi plejer”, skriver professor i voksenpædagogik, Bjarne Wahlgren (Wahlgren og Aarkrog, 2013).
Denne artikel undersøger hvordan en række journalister på JFM (tidl. Jysk Fynske Medier) har tacklet mentale og praktiske benspænd og har fundet mening og motivation til at lære nyt, — ovenikøbet i en arbejdsdag, som er fyldt med opgaver.
For nylig blev det skrevet ind i arbejdsbetingelserne på JFM, at de skrivende journalister ikke kun skal skrive, men også håndtere flere medieformater. Til MediaWatch sagde ansvarshavende chefredaktør hos JFM, Peter Orry:
“Det vigtigste for os i flerfunktionaliteten er, at vi i 2023 ikke længere skal diskutere, om journalister kan lave andet end at trykke på bogstaver på et tastatur, men at de selvfølgelig også kan fotografere, lave podcasts og arbejde med andre journalistiske værktøjer, som måtte komme i fremtiden.”
Også rapporten ”Fagenes Fremtid” fra Dansk Journalistforbund (2019) pegede på at formater som lyd, billeder og tekst smelter sammen og at det betyder at ”kommunikationsprofessionelle i fremtiden skal kunne beherske og skifte mellem forskellige formater og formidlingsformer.”
Men at lære nyt er ikke kun et spørgsmål om at tilegne sig nye teknikker og teknologier, det kan også være et spørgsmål om at twiste sit professionelle selvbillede og finde ny mening i sit job.
Denne artikel undersøger hvordan en række journalister på JFM har tacklet mentale og praktiske benspænd og har fundet mening og motivation til at lære nyt, — ovenikøbet i en arbejdsdag, som er fyldt med opgaver.
Reporter på mobilen
Baggrund: I 2021 besluttede Jysk Fynske Medier at etablere en live-video-redaktion (JFM Video Hub) i Horsens, som skal bistå de skrivende lokaljournalister på 15 dagblade med at lave videoindhold, der publiceres på de lokale mediers egne hjemmesider. Det overordnede formål for JFM var at få flere digitale abonnenter.
Sammen med to kolleger på DMJX, Inger K. Larsen og Steffen Moestrup, har jeg fulgt projektet. Vi deltog i nogle af de første møder på aviserne, hvor alle journalister fik introduktion til projektet, til at optage med mobiltelefon og sende til hubben i Horsens.
Herefter har vi været ”ude i marken” og fulgt journalister på opgave i Esbjerg, Varde, Vejle, Ribe, Aarhus, Viborg og Odense suppleret med interviews med dem. Vi valgte fra starten at bruge videodokumentation som metode til at indsamle empiri. Det betyder også at vi kun har filmet de journalister, som rent faktisk har kastet sig ud i opgaven med at lave video og som ville have os med på job. De har alle været erfarne journalister, aldersmæssigt fra 40 år til sidst i 50’erne.
Nogle har sagt nej til at have os med, fordi de i forvejen følte sig presset over at skulle videofilme samtidig med at de skulle levere til avisen og tage billeder fra et arrangement.
Transformativ læring
Jeg har valgt at se på projektet ved hjælp af begrebet transformativ læring beskrevet af professor i uddannelsesforskning Knud Illeris som ”læring, der indebærer ændringer i større eller mindre dele af identiteten” (Illeris, K., 2013)
Et begreb, som ofte bruges i forbindelse med efter- og videreuddannelse af voksne med en vis portion (livs)erfaring. Transformationen handler om at revidere eller give slip på nogle rutiner og antagelser, som er blevet oparbejdet gennem årene og dermed er blevet del af ens identitet.
Når skrivende journalister skal lære at beherske nye medieformer, handler det nemlig ikke bare om at tilegne sig ny teknisk viden om indstilling af hvidbalance eller manuel fokus. Den nye måde at arbejde på kan også påvirke, hvordan man ser sin arbejdsidentitet og hvordan man bliver opfattet af kollegerne. Det kan påvirke meningen med ens arbejdsliv. Og netop dét at ens faglige identitet bliver udfordret, er en af hindringerne for at tage imod ny læring.
Følgende citater fra tre JFM-journalister, viser at der (selvfølgelig) er forskel på, hvad man fagligt identificerer sig med og får energi af:
”For mig er faget stadigvæk det at skrive. Og så med årene er der kommet nogle ting til, at jeg også skal fotografere og jeg skal lave video og lægge på Facebook. Men det er stadigvæk den skrevne artikel, som er dét, der driver mig.”
En anden journalist siger:
”Som journalist gør det min arbejdsdag sjov. Jeg kan godt lide at lave video, og jeg vil gerne gøre det så meget, som jeg kan. Det giver også noget ekstra værdi for mig selv. Noget forandring, noget nyt.”
På spørgsmålet om hvad det betyder for hans faglige identitet at skulle lave video, — om han ser sig selv som skrivende eller fotograferende — svarer en af journalisterne:
”Jeg ser mig som journalist. Det er sådan set det vigtigste. Det opdeler jeg ikke. Det er faktisk, det, jeg synes, vi er gode til. Det er, at de skel er nedbrudt i dag. Du kan både fotografere, du kan skrive, være en journalist, der sidder og videreformidler diagrammer og bearbejder og sætter ting på nettet, og du kan være fuldt skrivende, du kan være udgående journalist. Du kan fotografere og lave video. Jeg synes, det allervigtigste er, at du kommer tilbage til grundideen med at være journalist: Du kommer ud i virkeligheden, du kommer ud og møder nogle mennesker…”
Denne journalist kan genkende sig selv i de forskellige arbejdsmæssige situationer. Han giver udtryk for at han lykkes med det, som Illeris kalder at holde en personlig balance mellem stabilitet og fleksibilitet.
At lære nyt kan udfordre den professionsfortælling, vi alle har med i bagagen. En fortælling om hvad vi har lært gennem livet og hvordan og hvorfor vi er nået dertil, hvor vi står i dag. Når mennesker nogle gange har modstand på at lære nyt, er det ifølge professor Robert Kegan fra Harvard University, fordi vi lidenskabeligt klynger os til en referenceramme — ofte af følelsesmæssig karakter (Illeris, K., 2012) F.eks. kan det være et udtryk for, at man er trofast mod sin familiemæssige baggrund eller stammemæssige identifikation — og jeg vil vove den påstand, at journalister er en stamme med en stærk selvforståelse og dermed referenceramme og professionsfortælling.
Transfer-klima
Omstilling er ikke gjort med at den enkelte journalist tilegner sig nye kompetencer. For at transformativ læring skal lykkes, er det vigtigt hvilken kultur arbejdspladsen har i forhold til at omfavne ny viden, noget som i dansk og international forskning kaldes for ”transferklimaet” (Wahlgren og Aarkrog, 2013). Har redaktionen et klima, som understøtter muligheden for at overføre og bruge det nye man har lært og som fremmer lysten til at gøre det? I et godt transferklima er der rum for at de nye færdigheder kan holdes ved lige og at ledelse og kolleger bakker op.
At det godt kan være lidt ensomt at brænde for nye arbejdsformer, skinner igennem i dette JFM-citat:
”Der er nok nogle af mine kolleger, som synes, at det er ikke deres rolle at lave video og små smarte videoer, det er underholdning eller pjat…
Den anden del af det er, at der er nogle tekniske udfordringer ved at lave video. Vi er ikke eksperter, og vi kommer ikke med et helt kamerahold med lydmand, kameramand og journalist, så vi er ude på dybt vand. Og det, synes nogle jo, er tosset. At man er tossegod, fordi man går rundt og laver video. Men jeg synes, det er sjovt. Og når jeg kan se resultatet på nettet, at det fungerer og bliver bedre og bedre, så vil jeg hellere end gerne lave det”.
At afprøve nye færdigheder kan skabe usikkerhed — både hos dem, som ikke har mod på at efteruddanne sig, men også hos dem, som er hoppet på toget. Spørgsmålet er hvilken værdi, den nye viden har i kollegernes og ledelsens øjne? Bliver det set og anerkendt eller bliver det blot nævnt som en irriterende pligtopgave, der skal overstås.
Viden skal holdes varm
Et godt transferklima handler også om at arbejdet er tilrettelagt på en sådan måde at det muliggør transfer. Her nævner flere af journalisterne den positive betydning af, at JFM har etableret en redaktion (JFM Video Hub) i Horsens, som hjælper alle journalister med at lave videooptagelser og redigere dem efterfølgende.
”Det er først her med videohubben, synes jeg, vi får noget, vi godt kan være bekendt. Altså grundlæggende synes jeg vi er dygtige journalister på JFM. Altså virkelig dygtige faktisk. Men netop med video, det er jo noget andet. Det er jo et output, der er et andet format. Og det er ikke lige sådan… Og det har videohubben simpelthen løftet. Men det kræver også en helvedes masse efteruddannelse af os.”
En anden siger:
”Denne her gang er det taget en kende op i forhold til seriøsiteten i og med, der jo er ansat de her folk i en videohub, og der er en bagstopper på det. Der er nogle, der kan få det til at se meget professionelt ud, der er nogle, der kan hjælpe os med forskellige ting. Det er, som om man mener det. (…) Jeg kan se inde i hovedet, at det giver mening, at vi gør det. Det er mere seriøst denne her gang, i forhold til de andre ting hvor det mest har været, at nu kunne vi”.
Der er altså en oplevelse af, at ledelsen understøtter medarbejderne med kurser og økonomi, og derved skaber mere tryghed, når de ellers er på vej ud af tryghedszonen. Også det tekniske udstyr har betydning for lysten til at begive sig ud i nye arbejdsformer:
”Jeg er lidt tekniknørd. Og så kan jeg virkelig sætte pris på noget, der virker.. Vi skal fandeme ikke gå ned på udstyr, det har vi gjort så mange gange. Det her med, at man vil have, vi skal køre et Formel 1 løb, men så har man udstyret os med en Skoda. Vi har fået noget udstyr nu, som virker. Det bliver jeg glad over”.
Et godt transfer-klima kan også handle om at få sine nye kompetencer i spil hurtigt efter et kursus og bruge dem ofte nok til at holde dem ved lige. Professor Bjarne Wahlsted siger: ”Ud fra et transferperspektiv er det vigtigere at lære stoffet i dybden end i bredden. Man skal arbejde med stoffet, til det bliver meningsfuldt og anvendeligt” ((Wahlgren og Aarkrog, 2013).
Samme holdning giver en af JFM-journalisterne udtryk for:
”Når du laver noget, der er teknisk betonet, så er gentagelse forbandet vigtigt. Det er det samme hvis du finder en lækker opskrift. Hvis du ikke laver den en 3–4 gange med det samme, så vil du ikke kunne huske den næste år igen. Man burde nok i hvert fald (optage) hver 14. dag. Men video tager bare tid. Så simpelt er det. Og den tid har jeg sgu ikke…”
I vores studie har vi oplevet at der er stor forskel på hvor aktive de forskellige aviser i JFM-familien er med at producere video. Her spiller den daglige ledelse en rolle. Tænker man for eksempel i video, når der skal udvikles idéer og historier.
”På redaktionsmøder og til udviklingssamtaler får man at vide, at de gerne vil have video, og vi skal lave mere video. Så der er fuld opbakning til det, og hvis man kommer med nogle ideer, så får man bare besked om at gå i gang. Men det tager lang tid, og der kan så i forhold til kolleger godt være nogle, der siger: Nu har du brugt en halv dag på det her. Det kunne være ringet hjem på to minutter Og det er rigtigt. Hvis man skal lave video, tager det tid.”
En påpeger, at hvis video skal blive en vane, så skal der redaktionelt være fokus på det:
”Ja, vi har fokus på video, men vi har det ikke forrest i vores mindset og det er tydeligt. Men der er nogen der har det og lige skubber på, og det er godt, for alle os, der er vant til skrive, vi er nogle gamle elefanter, der skal til at trampe den anden vej. Men vi har da fokus på det, det har vi.
Er jeg god nok?
Noget af det, som udfordres, når erfarne professionelle skal lære nyt, er følelsen af at hvile i sin faglighed. At mestre sit fag.
Nogle af journalisterne på JFM, som kaster sig ud i at optage video og endda stå foran et kamera, må delvist give afkald på at føle sig fuldstændig fagligt ovenpå. Særligt opleves det som en stressfaktor at sætte sig ind i det tekniske udstyr, og at være sikker på at det virker, så man får brugbar lyd og billed med hjem.
”Det er det med at have fokus på mere end én ting ad gangen. Så kan det hele ikke være lige så godt, som man ville ønske, det kunne være nogle gange.”
En anden udtrykker sin faglige usikkerhed således:
”Nogle gange kan jeg da godt ønske, at det bare var som i gamle dage, hvor jeg kunne koncentrere mig om at skrive en god artikel og så køre hjem, og så var det dét. Hver gang, der kommer noget nyt til — at man lige skal tage et billede eller lave live-opdatering under en kamp — så tager det jo fokus fra artiklen. Så det handler om at erkende, at artiklen ikke nødvendigvis er hele produktet i sig selv. At det andet også har noget værdi”.
Journalisten her oplever altså at det forventes at hun laver video, men er endnu ikke sikker på at det tæller som viden og dermed en meningsfuld kompetence på linje med de artikler, som hun og kollegerne er vant til at producere.
Modstand eller forsvar
Ifølge Knud Illeris er det helt naturligt, at vi udvikler nogle rutiner og sorteringsmekanismer, som gør verden overskuelig. Vi har en bevidsthed om, hvordan hverdagen plejer at fungere. Men vi risikerer at det samtidig bliver et stivnet perspektiv, som styrer vores oplevelse af det nye. Derved går vi glip af en potentiel læringsmulighed.
Han taler om to slags reaktioner mod at lære nyt, som det er vigtigt at skelne imellem, nemlig forsvar og modstand. Forsvarsreaktioner kan hænge sammen med at man føler sin identitet blive truet og udfordret af de nye opgaver. ”Når man kommer ud i kanten af eller helt udenfor sin tryghedszone”. Hvorimod modstand godt kan opstå indenfor tryghedszonen, men bunder i at man ”mere bevidst og kontrolleret” mobiliserer en modstand mod noget, man ikke synes er acceptabelt eller simpelthen ikke er enig i.
”Modstand skal respekteres på en anden måde end forsvar, netop fordi den er baseret på en eller anden form for personlig stillingtagen, der rækker ud over de mere automatiske reaktioner, som et forsvar ofte fremkalder”, siger Knud Illeris (Illeris, K., 2013)
Det kan altså godt opleves som provokerende, når man i mange år har set sig selv som skrivende journalist og så skal til at bruge sin mobiltelefon som kamera.
Et tidligere studie (Salzmann, A., Guribye, F., & Gynnild, A., 2023) har undersøgt den modstand, der kan opstå, når skrivende journalister skal lære at lave journalistik med mobiltelefon — MoJo-journalistik. De kommer frem til at overgangen afhænger af tre dimensioner:
1) At kunne mestre teknikken
2) at kunne tænke visuelt og
3) at have opmærksomhed på de etiske og juridiske aspekter forbundet med videooptagelse
Men studiet ser ikke på de mere psykologiske benspænd og motiver til at lære nyt, som er denne artikels ærinde.
At finde motivationen
Ifølge Illeris er den voksnes læring karakteriseret ved, at:
-voksne lærer det, de vil lære, det der er meningsfuldt for dem at lære
-voksne trækker i deres læring på de ressourcer, de allerede har
-voksne tager dét ansvar for læring, som de er interesserede i at tage (hvis de kan komme til det).
Med andre ord: Der finder ikke meget læring sted, hvis ikke det giver mening og hvis ikke man orker det. Motivation er uomgængeligt i transformativ læring — man ændrer ikke sig selv, medmindre man selv synes det er vigtigt. Og blandt journalisterne på JFM oplever vi forskellige former for motivation:
”Jeg er 40 år, men jeg får nok ikke lov til at gå på pension, før jeg er nogle og halvfjerds. Så hvis jeg vil være journalist i plus 30 år mere, er jeg nødt til at følge med tiden (…) Så bliver jeg nødt til at lære mig nogle af alle de her nye ting. Omfavne hvordan tidsånden er lige nu. Lige nu er video noget, vi kan se, begynder at skinne mere og mere igennem. Også fordi det er let tilgængeligt og let at producere. Det kræver ikke det helt store udstyr længere…
Selvfølgelig må man gerne være skeptisk over for alle de her ting, som kommer og tænke: Tager det fra noget, for ja, det tager noget tid, og det kræver nogle andre ting af en. Men man bliver også nødt til at sige, at vi kan jo se, hvad vej det går med det andet. Vi kan se, at vi skal gøre noget anderledes. Og noget af det, vi skal gøre anderledes, er måske, at vi skal fortælle vores historier på nogle andre medier eller på nogle andre måder for at ramme det publikum. Der er ikke noget ved, at vi optræder i en avis hele tiden, hvis der er færre og færre, der holder avisen.”
En anden finder motivation ved at se på sin egen adfærd som forbruger af information:
”Jamen, jeg tænker jo ud fra, at jeg også selv ser videoer på nettet, at det ville være mærkeligt, hvis vi ikke også begyndte at gøre det. For jeg kan jo bare se, hvad jeg selv, når jeg scroller ned igennem Facebook, så stopper jeg jo også ved videoer. Der er tit videoer i andre artikler, så det tænker jeg, at vi ikke kan komme udenom.”
Til gengæld savner en af journalisterne tidligt i projektet den motivation, som ligger i at video prioriteres højere og placeres mere synligt:
”Altså at man insisterer på at den her video, selvom den er 3–4 timer gammel, at den skal ligge i toppen længere tid, fordi vi vil ha´ folk ind, fordi vi insisterer og mener at det her er det vigtigste, man skal se lige nu”.
En mening med tingene
Et vigtigt parameter i forhold motivation er at arbejdet og opgaverne opleves som meningsfulde. Professor i psykologi og organisationsadfærd Karl Weick har sagt noget i retning af at når forandringer er et grundtræk i organisationer, så er det interessante ikke, hvordan man skaber forandringer eller imødegår dem, men hvordan man skaber mening i dem. (Hammer & Høpner, 2019).
Flere af de journalister, vi har talt med, giver udtryk for at det derfor er vigtigt med feedback fra ledelsen — og fra videohubben:
”Før i tiden, hvor vi ikke havde denne her videohub, syntes jeg, det var svært, fordi jeg stod meget alene med det. Jeg fik heller ikke feedback på det, jeg havde lavet. Man følte bare lidt, man hældte noget ud i ingenting. Derfor gjorde jeg det heller ikke så tit, fordi jeg kunne ikke rigtig se, om det gav mening nogen steder.
Nu får jeg feedback fra videohubben ved hver video: ”Rigtig gode dækbilleder, du har lavet. Husk lige en anden gang, hvordan man stiller folk foran kameraet eller et eller andet…”
Også i forhold til den organisatoriske opbakning oplever en af journalisterne at der er en mening med tingene:
”Det virker som om der er en plan for hvad vi egentlig gerne vil med video og den plan bliver tydeligere og tydeligere. Om ikke andet, så sidder der nogen, som kan justere den plan, fordi de sidder og holder øje med hvad der bliver set og hvad der ikke bliver set”.
Så når formater og formidlingsformer smelter sammen og der skal læres nye teknikker og kompetencer kan det være vigtigt at både ledelse og medarbejdere har øje for at:
· Den professionelle identitet udfordres, når man skal lære noget radikalt nyt.
· Der skal være et understøttende transfer-klima blandt kolleger og ledere for at gøre noget nyt.
· Det skal give mening — og måske skal ledelsen sætte ord på, så meningen fremstår tydeligt. En fremtidssikring kan faktisk også opleves som at komme tilbage til de journalistiske rødder.
· Motivation er vigtig, når mennesker skal ændre på sig selv.
Og som Knud Illeris skriver: Kravet om transformativ læring er et livsvilkår, som vi alle i langt højere grad end tidligere står overfor.
Kildeliste:
1) Illeris, K. (2013) Transformativ Læring & Identitet, Samfundslitteratur.
2) Illeris, K. (2012) 49 tekster om læring, Samfundslitteratur.
3) Wahlgren og Aarkrog (2013), Transfer — kompetence i en professionel sammenhæng, Aarhus Universitetsforlag.
4) Salzmann, A., Guribye, F., & Gynnild, A. (2023). Adopting a mojo mindset: Training newspaper reporters in mobile journalism. Journalism, 24(2), 346–362. https://doi.org/10.1177/1464884921996284
5) Hammer, S. og Høpner, J. (2019), Meningsskabelse, organisering og ledelse — en introduktion til Weicks univers, Samfundslitteratur.
