MediaJournal
Published in

MediaJournal

Nyhedskriterierne skulle sikre bedre journalistik — sådan blev de til

Da nogle danske journalistundervisere midt i 1970´erne udformerede de såkaldte klassiske nyhedskriterier, var målet at inspirere til en bedre journalistik. Siden er kriterierne blevet tillagt stor betydning for udvælgelsen af nyheder — måske for stor?

Af Martin Vestergaard, lektor, DMJX

Nyheder kæmper om vores opmærksomhed. Hver enkelt nyhed vil gerne ses, høres eller læses, og journalister kan kunsten at skære historien til, så netop den gør sig bemærket.

Ikke uden grund kan nyhedsstrømmen virke overvældende og anmassende. Nyhederne er i århundreder blevet beskyldt for at være fyldt med sensationer og konflikter, fyldt med triste skæbner og dårligdomme.

Når vi søger en forklaring på, hvorfor nyhedsstrømmen virker anmassende, så er det fristede at pege på nyhedskriterierne. Det er fordi journalister udvælger og udformer nyheder efter disse fem kriterier: Væsentlighed, identifikation, sensation, aktualitet og konflikt. De kaldes gerne de klassiske nyhedskriterier og betegnes i kort form VISAK eller AVISK.

I den løbende debat om mediernes nyhedsvalg bliver de nedskrevne nyhedskriterier ofte tillagt en stor forklaringskraft, og jævnligt kommer der forslag til andre kriterier.(1)

Denne artikel vil se nærmere på, hvor nyhedskriterierne egentlig kommer fra, og hvordan kriterierne kan forstås. Det kan forhåbentlig gøre os lidt klogere på, i hvor høj grad disse nedskrevne nyhedskriterier forklarer nyhedsbilledet, og om andre kriterier kan ændre på mediernes valg og udformning af nyheder.

Undervisere som ophavsmænd

De såkaldte klassiske nyhedskriterier blev formuleret af Mogens Meilby og Kaj Asmussen i perioden 1976 til 1989. De underviste i journalistik på Journalisthøjskolen i Aarhus, og i kompendiet ”Elementær Dagbladsjournalistik” lancerede de i 1976 kriterierne væsentlighed, identifikation, sensation og aktualitet som parametre i valget og udformningen af nyheder.

I 1989 tilføjede Mogens Meilby konflikt som det femte nyhedskriterie i sin bog ”Idé og Research”, og dermed var VISAK-kriterierne formuleret som en samlet helhed.

Mogens Meilby og Kaj Asmussen var langt fra de eneste, der i den periode forsøgte sig med at forklare de journalistiske arbejdsmetoder, der var kendetegnet ved at basere sig på mavefornemmelser og tavs viden. De to undervisere fandt ikke på VISAK-kriterierne fra bunden af, men de plukkede nogle bidder fra andre og kombinerede dem på en ny måde, og deres bud på nyhedskriterier er siden kanoniseret som ”de klassiske nyhedskriterier”. Da jeg i 2019 talte med Mogens Meilby (2) om oprindelsen til nyhedskriterierne, så var han oprigtigt overrasket over, at de har opnået den status. Han og Kaj Asmussen lavede noget undervisningsmateriale til de journaliststuderende, og de forestillede sig slet ikke dengang, at de skrev historie.

Men lad os se på, hvad der fik de to undervisere til at skrive et kompendium om de journalistiske arbejdsmetoder, og hvor de hentede inspirationen til nyhedskriterierne fra.

Professionalisering af journalistuddannelsen

I 1960´erne skete der en professionalisering af journalistfaget i de fleste vestlige lande. Et håndværksfag blev akademiseret, og med oprettelsen af journalistuddannelser steg behovet for undervisningsmateriale om journalistik. I Norge blev et veludbygget brevkursus for journalister afløst af en egentlig journalistuddannelse i 1965, og i 1970 blev Danmarks Journalisthøjskole etableret. Her skulle kommende journaliststuderende fyldes med viden og teori, før de blev sendt ud på redaktionerne. Det var en ændring fra den tidligere mesterlære, hvor en ung journalistspire typisk startede som elev på et dagblad lige efter folkeskolen.

Mogens Meilby er selv et typisk eksempel på denne udvikling. Han begyndte sin egen journalistkarriere som 16-årig elev på Herning Folkeblad i 1950´erne, og lærte faget på den hårde måde. Hvis hønseavlerforeningen genvalgte formanden for fjerde gang, så fik historien ikke megen plads i spalterne, men havde formanden taget af kassen, så var det en forside. Nyhedsnæsen og mavefornemmelsen fik eleverne hen ad vejen, men de eller deres redaktører ville nok ikke kunne forklare mere teoretisk, hvad der var en nyheds kendetegn.

Som nyansat underviser på Journalisthøjskolen i Aarhus stod Mogens Meilby i 1972 over for en flok studerende, der endnu ikke havde været ude på en redaktion. Uddannelsen var etableret for at højne niveauet for journalister, så de fik mere faglig indsigt i samfund, økonomi, udenrigspolitik og så videre. Disse faglige emner var der masser af materiale om, mens der stort set ikke eksisterede undervisningsmateriale om journalistik og de journalistiske metoder.

For de journalistiske undervisere med baggrund i mesterlæren var det indlysende, om en artikel havde en klar vinkel og nyhedsværdi, men det var knap så selvfølgeligt for de uprøvede studerende. Det er vigtigt at huske, at dette foregik i 1970´ernes politiske og kritiske miljø, hvor undervisere som autoriteter også var i defensiven.

Mogens Meilby fortalte i min snak med ham, at de studerende var meget kritiske, og de stillede sig ikke tilfredse med en overfladisk forklaring. Han blev efterhånden klar over, hvor megen ubevidst viden, der lå gemt i journalistfaget, og han begyndte at lave undervisningsmateriale om journalistik.

DEL 1: Identifikation, sensation og aktualitet fra norske Einar Østgaard

Når man ser nærmere på kompendiet ”Elementær dagbladsjournalistik” fra 1976, så fremgår det ikke helt tydeligt, hvordan de to undervisere er kommet frem til, at væsentlighed, identifikation, sensation og aktualitet er vigtige kriterier i udvælgelsen af nyheder. Bemærk, at konflikt endnu ikke indgik i listen over nyhedskriterier

Typisk for kompendier og bøger om journalistik fra den tid og årene frem, var det småt med referencer til kilder. Men Mogens Meilby og Kaj Asmussen nævner den norske forsker Einar Østgaard i kompendiet, og da jeg granskede Einar Østgaard nærmere, gik det op for mig, at han er en helt central kilde til at forstå, hvor nyhedskriterierne kommer fra, og hvordan de kan forstås.

Einar Østgaard udgav i 1967 bogen ”Nyheter til salgs”, og det er tydeligt, at meget af inspirationen til nyhedskriterierne kommer fra ham.

I bogen analyserede den norske forsker, ”hvad der får en meddelelse til at glide lettere gennem nyhedsstrømmen,” og han kom frem til, at sensation og identifikation er stærke nyhedsfaktorer, og han nævnte desuden aktualitet. Det er samme begreber og forklaringer, Meilby og Asmussen bruger i kompendiet ”Elementær Dagbladsjournalistik”, og som vi kender som nogle af de centrale nyhedskriterier i dag. Men det skal pointeres, at Einar Østgaard ikke skrev sin bog som en lærebog i journalistik eller med en liste med nyhedskriterier. Det er alene faktorer, der kan udledes fra hans videnskabelige bog.

Nyhedens natur og psykologien

Titlen på Østgaards bog ”Nyheter til salgs” indrammer konklusionen på hans studie, nemlig at journalister udvælger og former nyheder, så hver nyhed appellerer til modtagernes opmærksomhed i kampen om at være netop dén nyhed, der slår den anden.

Det er denne bestræbelse eller rækken ud efter sin læser, der skaber dynamikken i nyhedsstrømmen, og som kan forklare mediernes måde at forme og prioritere nyheder på.

Einar Østgaard henviste til, at det ikke er unikt for den modernes verdens nyhedsstrøm. Gamle sagn og fortællinger rummer flere af de samme kendetegn, som vi kan identificere i en nyhed. Det er typisk de store dramaer, krigene og katastroferne, der er beskrevet på bevarede papyrusruller og optræder i sagaer og fortællinger.

Einar Østgaard tog afsæt i menneskets psykologi i sin analyse af mekanismen i nyheder. Mennesker er nysgerrige og tiltrækkes af dramaer og konflikter.

Nordmanden refererede i øvrigt selv til den amerikanske forsker Wilbur Schram, der i 1949 udgav et legendarisk videnskabeligt studie med titlen ”The Nature of News”.

Schram testede Freuds teori om lystprincippet og realitetsprincippet på folks forbrug af nyheder. Altså hvilke nyheder kaster vi os over for at få opfyldt et behov nu og her, og hvilke tænker vi, at dem bør vi nok læse, fordi det er vigtig viden for os på længere sigt?

Wilbur Schrams konklusion var, at de fleste læsere er tiltrukket af nyheder om kriminalitet, korruption, katastrofer, ulykker, sport og kendisstof, som giver dem en umiddelbar belønning i form af spænding og pirret nysgerrighed. Det er sværere at fastholde modtagerne, når det gælder nyheder om offentlige anliggender, økonomi, videnskab og andre mere seriøse emner.

Dette blik på ”The Nature of News”, altså at den sensationelle, opsigtsvækkende og nære historie appellerer til den menneskelige psykologi, optræder i flere medieteorier og beskrivelser af nyheder, særligt i amerikansk kontekst. Lidt forenklet kan man sige, at der i ”The Nature of News” ligger en forståelse af, at en nyhed rummer en kerne, som — næsten — uberørt af menneskehånd, appellerer til modtagernes opmærksomhed.

Journalisten konstruerer nyheder

Einar Østgaard gik skridtet videre og påviste, at nyheden ikke nødvendigvis eksisterer i sig selv. Han havde blik for den journalistiske arbejdsproces, og han så journalister som aktive konstruktører af nyheder — og ikke bare gatekeepere. Fra en løs idé kan de kontakte kilder, lægge ny information til og vinkle historien med henblik på, at nyheden opnår størst mulig appel hos modtagerne.

Heri ligger en forståelse af, at man på redaktionerne bearbejder eller konstruerer nyhederne alt efter, hvad de måtte mangle for lettere at glide gennem nyhedsstrømmen. Østgaard skrev blandt andet om dette, at journalister gør ”meldingene” forståelige, at ”de gis en form og et innhold som gjør at de bliver forstått” (Østgaard, 1967 p 40).

Det er en arbejdsproces og en tilgang, som de fleste journalister nok kan genkende, men dengang var hans blik på journalistrollen forud for sin tid.

Det er vigtigt at understrege, at Einar Østgaard som forsker analyserede mediernes mekanismer, og han forholdt sig ikke til, om det var godt eller skidt, at de agerer, som de gør. Hans pointe var — sådan lidt frit gengivet — at medierne og journalisterne havde lært sig denne mekanisme på den hårde måde gennem konkret erfaring. De aviser, der ikke formåede at ramme et interesseret publikum, lukkede hen ad vejen. Til gengæld overlevede de aviser, som brugte virkemidler, der kan genkendes som identifikation, sensation og aktualitet.

Johan Galtung og Marie Ruges betydning

Mogens Meilby og Kai Asmussen hentede altså nyhedskriterierne identifikation, sensation og aktualitet fra norske Einar Østgaard. Men hvad så med de norske fredsforskere Johan Galtung og Marie Ruge, der mange steder benævnes som ophavsfolkene til nyhedskriterierne?

Da jeg talte med Mogens Meilby i 2019, sagde han til min overraskelse, at han aldrig har læst Johan Galtung og Marie Ruges klassiske, videnskabelige artikel ”The structure of foreign news”, der handler om, hvordan norske aviser prioriterer udlandsnyheder.

Artiklen udkom i 1965 i tidsskriftet ”Journal of Peace Research”, hvor Einar Østgaard i øvrigt også havde en artikel med om sin analyse af mediernes nyhedsudvælgelse. Han arbejdede sammen med Johann Galtung og Marie Ruge, og de kendte hinandens tilgange og teorier.

Men Einar Østgaard udgav et par år efter sin videnskabelige artikel i bogform, og bogen ”Nyheter til Salgs” blev indkøbt til pressebiblioteket på Danmarks Journalisthøjskole i starten af 1970´erne.

Videnskabelige artikler havde givetvis sværere ved at nå ud over de akademiske miljøer, og derfor fik Galtung og Ruges teori om nyhedsudvælgelse nok ikke den store udbredelse i journalistkredse, men de har fået stor betydning i den senere teoriudvikling og debat om nyhedskriterier.

Galtung og Ruges nyhedsfaktorer

Galtung og Ruge analyserede sig frem til 12 såkaldte nyhedsfaktorer, som redaktionerne mere eller mindre bevist prioriterer udlandsnyheder ud fra.

Faktorerne er beskrivende og indeholder ikke anvisninger på, hvad man som journalist bør eller kan stille op med disse faktorer. Altså hvordan eksempelvis nyhedsfaktoren frekvens eller konsonans kan operationaliseres til at blive et arbejdsredskab for en nyhedsjournalist.

Som Lars Kabel skriver i bogen ”Nyheder i nutid”: ”De 12 abstrakte nyhedsfaktorer blev aldrig brugt rutinemæssigt som værktøjer i det daglige nyhedsarbejde på redaktionerne.” (Kabel 2009 s. 22)

Det var heller ikke hensigten fra Galtung og Ruges side, at de 12 faktorer skulle være en anvisning på, hvordan journalister kunne vælge og forme nyheder. Men det er en udbredt opfattelse — og måske misforståelse — at de klassiske nyhedskriterier stammer direkte fra disse nyhedsfaktorer.

Galtung og Ruge var meget præcise og epokegørende i deres måde at påvise, hvordan mediernes rutiner og nyhedsudvælgelse ligger tæt op ad menneskers nok ubevidste sans for ”den gode historie”. Men de to fredsforskere forholdt sig ikke til, hvordan nyhederne var blevet til og dermed, hvordan journalister og redaktører konkret arbejder. Det gjorde Einar Østgaard, hvilket kan begrunde, at hans teori slog mere igennem, om end han selv som medieforsker er ret overset.

DEL 2: Væsentligheden mangler

Men tilbage til de to journalistundervisere, der i 1976 sammen prøvede at finde frem til, hvordan de skal beskrive kriterierne for valg af nyheder.

Med Einar Østgaard havde de fundet svaret på selve mekanismen, altså hvad det er for nogle træk i en historie, der tiltrækker sig modtagernes opmærksomhed. Men kriterierne identifikation, sensation og aktualitet sagde intet om, hvad der er godt eller skidt at skrive om, altså intet om, hvad medierne bør skrive om.

Som de skrev i kompendiet:

”Er tilstrækkeligt mange (kriterier, red) opfyldt, kan en hvilken som helst sag blive en nyhed.

Lige fra en puddelhund, der kommer ud for en beklagelig misforståelse hos dyrlægen (Ekstra Bladets topnyhed den 20.9.1973: ”Bølle skulle have klippet negle — blev kastreret”) til ændrede politiske forhold i Østafrika.

Men den sidste sag har unægtelig sværere ved at opfylde kriterierne end den første. Og sandsynligvis kun hvis man tilføjer et fjerde kriterium: Væsentlighed”. (s.37)

Derfor tilføjede de to undervisere væsentlighed som et ekstra kriterie. Det skiller sig ud fra identifikation, sensation og aktualitet ved at være anvisende, og man må nok se væsentlighed som et krav eller en opfordring til journalistelever om hellere at skrive om forholdene i Østafrika end om en puddelhund, der er kastreret ved en fejl. Ambitionen var altså, at de studerende ikke bare skulle producere nyheder ud fra en mavefornemmelse, som det ellers var praksis i branchen. De skulle tænke sig om og skrive om noget vigtigt og betydningsfuldt men stadig trække på virkemidlerne i de øvrige kriterier til at sikre, at historierne blev læst.

Væsentlighed fra Finland

Kriteriet væsentlighed valgte de ikke tilfældigt. Inspirationen kom fra den finske medieforsker Kaarle Nordenstreng, der var tilknyttet den finske public servicestation YLE, som svarer til det danske Danmarks Radio. Han fik stor international indflydelse på mediedebatten sidst i 1960´erne og først i 1970´erne med sit synspunkt om, at eksempelvis finsk tv ikke behøvede følge de almene journalistiske nyhedskriterier — som vel og mærke endnu var en ubeskrevet praksis. Det journalistiske valg af nyheder var efter hans opfattelse kommercielt styret, fordi aviserne var afhængige af at trække købere til.

Den mekanisme kunne og burde de ikke-kommercielle public servicestationer sætte sig ud over, mente han. De var jo ikke afhængige af en markedsmekanisme, da det var den eneste kanal, alle borgerne kunne se. Kaarle Nordenstreng formulerede en politik for det finske tvs valg af nyheder: ”En informationsenhed, der er med til at ændre folks verdensbillede i en mere realistisk retning”.

Nordenstrengs kriterium havde et klart normativt sigte, altså bør medier vælge og forme nyheder ud fra, hvad der ændrer modtagernes verdensbillede i en mere realistisk retning. I datidens debat om valg af nyheder kan man finde klare paralleller til den aktuelle debat om konstruktiv journalistik, som blandt andet handler om, hvorvidt det er muligt at bryde logikkerne i nyhedsstrømmen. Asmussen og Meilby refererede til Nordenstreng, da de i 1976 argumenterede for at tilføje væsentlighed som et nyhedskriterium.

DR og gidseldramaet i Stockholm

I deres kompendium beskriver de, hvordan Danmarks Radio allerede fra starten af 1970´erne blev inspireret af Kaarle Nordenstrengs tanker om, at public service-tv ikke behøvede følge de gængse — om end uskrevne — udvælgelseskriterier for nyheder. I 1973 besluttede stationen, at den ikke skulle jagte sensationer, men oplyse borgerne og gøre dem klogere.
“Nyhedsafdelingerne har både ret og pligt til at anlægge væsentlighedskriterier, som lægger mere vægt på stedfundne begivenheders virkelige betydning og samfundsmæssige implikationer end på oplysning, der blot måtte tilfredsstille en eventuel sensationstrang eller nysgerrighed hos modtageren.”

Programpolitikken lød flot og idealistisk, men i praksis opstod der hurtigt udfordringer. For kan man lade være med at dække sensationelle hændelser, som hele befolkningen er optaget af og taler om?

Gidseldramaet i Stockholm i august 1973 udstillede dilemmaet for DRs nyhedspolitik, og det er beskrevet i kompendiet ”Elementær Dagbladsjournalistik”. Over seks dage udspandt der sig et drama, som blev fulgt intenst af verdenspressen. Der stod sendevogne i gaderne omkring banken, og pressefotografer og journalister fra hele verden flokkedes omkring politiets afspærringer. Hvordan ville det gå de fire bankansatte, der var taget som gidsler af to bankrøvere? Begivenheden har siden lagt navn til fænomenet ”Stockholm-syndromet”, fordi gidslerne fik sympati med deres gidseltagere.

Også den danske befolkning fulgte gidseldramaet i åndeløs spænding, og der blev snakket om begivenheden i kantinerne, i Brugsen, over hækken og i hjemmene.

Men DR, der havde monopol på at sende radio og tv, holdt meget lav profil i deres dækning. Stationen ville jo hellere bringe væsentlige og oplysende nyheder end sensationer.

Folk måtte vente med nyheder om dramaet fra de trykte aviser, der allerede var bagud, før de udkom.

Mens Danmarks Radio næsten ikke berørte gidseldramaet i Stockholm i august 1973, var de danske aviser fyldt med nyheder om dramaets udvikling. Her et uddrag af forsiden på dagbladet Aktuelt 30. august 1973.

DR blev udsat for en sand seerstorm. Mange licensbetalere var utilfredse med, at den nationale station havde valgt sensationen fra, og DR blev udsat for hånlige kommentarer i aviserne for stationens manglende sans for nyheder. Den afdæmpede dækning af gidseldramaet i Stockholm er et eksempel på, at så let endda var det ikke at styre nyhedsformidlingen alene efter væsentlighedskriteriet. Som Mogens Meilby skriver i ”Idé og Research”, så slog DRs linje aldrig igennem, og i 1977 blev den opgivet.

DEL 3: Konflikt bliver tilføjet i 1989

Med kompendiet ”Elementær Dagbladsjournalistik” blev VISA-kriterierne formuleret samlet for første gang i 1976, og kompendiet udkom i bogform året efter med titlen ”Før deadline”. Det var den første danske grundbog i journalistik i nyere tid.

Når Meilby og Asmussen kaldte VISA for kriterier og ikke eksempelvis de mere neutrale udtryk nyhedsfaktorer eller nyhedsværdier, så er der nok mere en tilfældighed end et bevidst valg.

De to undervisere forsøgte at sætte ord på den journalistiske praksis, som Nordenstreng kaldte de uskrevne nyhedskriterier, og det er givetvis Nordenstrengs begrebsapparat, de to undervisere benyttede sig af.

Med årene blev bogen ”Før deadline” pensum for de journaliststuderende, og lærebogen overtrumfede andet materiale om nyheder. Det var eksempelvis Knud Søndergaards kompendium ”Arbejdspapirer til undervisningen i journalistik” fra 1974, hvor han præsenterer 10 nyhedskriterier. Journalistisk leder af den nyoprettede uddannelse, Thorkild Behrens, skrev artiklen ”Nyhedens ABC” i skolens årsskrift 1971. Her kom han frem til, at journalister har tre ”nøgleord” i deres nyhedsvurdering: Ukendt, uventet og nær.

Ingen af disse bud på nyhedskriterier overlevede. Noget af forklaringen er givetvis, at en trykt lærebog har større gennemslagskraft og autoritet end løse ark, overheads og hjemmelavede kompendier.

Ny lærebog i 1989 med kriteriet konflikt

I 1989 skrev Mogens Meilby en ny grundbog i journalistik med titlen ”Idé og Research”. Han havde ikke Kaj Asmussen som medforfatter denne gang. I bogen gennemgår Mogens Meilby nyhedskriterierne, og her har han som noget nyt tilføjet konflikt. Dermed var VISAK fuldendt i den form, vi kender kriterierne i dag, og som bliver betegnet som de klassiske nyhedskriterier — om end udtrykket de klassiske nyhedskriterier også kan henvise til fagets uskrevne praksis. Det er nogle gange uklart i debatten om nyhedskriterierne.

Mogens Meilby fortæller i dag, at han tog konflikt med på listen over nyhedskriterier, fordi han ved selvsyn kunne konstatere, at der var et konfliktelement i en del nyheder. Inspirationen fik han fra amerikanske lærebøger i journalistik, som Journalisthøjskolens pressebibliotek efterhånden skaffede til huse. Lærebogen ”News Reporting and Writing” fra 1977 optræder på litteraturlisten i ”Idé og Research”, og det er givetvis herfra, at Mogens Meilby pillede et enkelt af de ti ”amerikanske” nyhedselementer ud, nemlig konflikt, og tilføjede det til VISA.

Der er et særligt amerikansk spor i nyhedskriteriernes historie, som kan føres tilbage til 1920´erne, hvor der blev udviklet en del teori om medier og nyheder. Den amerikanske journalist og underviser Carl Warren identificerede de elementer, som typisk indgår i en nyhed.

Det blev til de ti — i amerikansk kontekst — klassiske ingredienser i nyheder: aktualitet, nærhed, følger for mange, offentlig betydning, dramatik, kuriositet, konflikt, kærlighed, følelse og fremskridt.

Mogens Meilby skriver ikke særlig meget om konfliktkriteriet i bogen ”Ide og Research”. Han konstaterer, at ”Kiv og strid optræder som noget centralt i mange nyheder. Det skaber spænding som kampen mellem det gode og det onde i et eventyr eller triviallitteratur.” Og han skriver, at konflikt kan være ”uoverensstemmelser eller strid mellem personer og interesser, og det handler om fysiske konflikter (f.eks. sport og krig), økonomiske (f.eks. arbejdsmarked) og politiske (f.eks. byråd).” (Mejlby, 1989 s. 22).

Nyhedskriteriet konflikt er omstridt, og det forbindes gerne med den type nyheder, hvor to parter råber ad hinanden, og hvor der ikke er anden substans i historien end uenigheden.

Altså en konflikthistorie for konfliktens skyld. Men konflikt kan defineres bredere. Der er masser af væsentlige historier, som bygger på uenigheder og interesseforskelle, og det aspekt prøver Meilby at favne ved at nævne økonomiske og politiske uoverensstemmelser og stridigheder.

”Ide og Research” solgte i store oplag også til de svenske og norske journalistuddannelser, hvilket var med til at sprede VISAK-nyhedskriterierne til resten af Skandinavien. Og siden har de bredt sig internationalt og bruges af journalistuddannelser og medier i en række lande.

Del 4: VISAKs relevans i dag

I gennemgangen af nyhedskriteriernes historie er det tydeligt, at væsentlighed var ment som et normativt kriterie. En nyhed skal indeholde noget væsentligt, mens identifikation, sensation, aktualitet og konflikt er baseret på en analyse af, hvilke elementer i en historie der tiltrækker sig opmærksomhed hos modtagere.

Men VISAK bliver udlagt på mange forskellige måder i undervisning af journalister og i journalistiske lærebøger. Nogle skriver listen af nyhedskriterier som AVISK, hvilket i endnu højere grad sidestiller væsentlighed med de øvrige kriterier. Og forståeligt nok. VISAK er lidt af en rodebutik i sammenblandingen af det beskrivende og det anvisende. Samtidig er hvert kriterie ret løst defineret, så der er rum for fortolkning.

En lidt karikeret kritik af nyhedskriterierne er at fremstille dem som en manual, der er bestemmende for, hvad der bringes af nyheder, og hvordan de skæres. Altså hvis en sag rummer et element af konflikt, så skriv den.

Men arbejdet i en nyhedsredaktion er langt mere komplekst, og der indgår flere andre overvejelser og hensyn end bare nogle nyhedskriterier i valget og udformningen af nyheder.

Som medieforskeren Gitte Gravengaard skriver i sit grundige studie af valg og fravalg af nyheder på redaktioner, så kan journalister ”sagtens have en historie-ide, som opfylder alle nyhedskriterier, men som stadig ikke er i nærheden af at blive valgt”. (Gravengaard, 2010)

Nok så vigtigt i arbejdet med nyheder er hensynet til de regler, normer og traditioner, som nyhedsmedierne opererer inden for. Normen er eksempelvis, at et nyhedsmedie ikke bare bringer en nyhed, der er baseret på en kilde, som anklager en anden person for magtmisbrug. Nyheden rummer godt nok sensation og konflikt, men journalisten har pligt til at høre den angrebne part, og journalisten skal undersøge det faktuelle i sagen og altså være fair og balanceret, og så kan det være, at nyheden slet ikke kan bringes, eller det viser sig, at sagen handler om noget helt andet.

Udover de generelle rammer, regler og normer, som et professionelt, journalistisk medie arbejder inden for, så har det enkelte medie eller den enkelte nyhedsredaktion sin egen linje for, hvad den vægter i valg og udformning af nyheder.

Berlingske har en anden vægtning og profil af nyheder end Dagbladet Information eller Fyns Stiftstidende. Det står det enkelte nyhedsmedie frit for at vælge en linje for, om de vil rette nyheder mod unge, satse på løsningsorienterede nyheder eller prioritere solo-nyheder.

Forskning i nyhedsredaktioners måde at arbejde på, og en almindelig observation af mediernes daglige praksis, viser tydeligt, at der er forskel på, hvad de enkelte forskellige medier vægter i valg og udformning af nyheder. Nok spiller VISAK-kriterierne en rolle, men kun som en medspiller eller et fælles udgangspunkt blandt mange andre prioriteringer og hensyn på redaktionerne.

En nyhed udvælges og formes typisk efter, hvordan den bedst fanger modtagerens opmærksomhed (midterste felt). Men journalisten må også tage hensyn til de presseetiske regler og professionens normer (venstre felt). Det enkelte medie kan frit lægge egen linje og eksempelvis prioritere en vis type nyheder frem for andre. Der er eksempelvis stor forskel på, hvordan Information og Ekstra Bladet udvælger og former deres nyheder.

Nyhedskriterierne kan misbruges til overdreven fokus på sensation, grøftegravning og personificering, men de kan også være nyttige medspillere i valg og udformning af nyheder, hvis de bruges med omhu og med fokus på væsentlighed. De kan forene en faglig viden og bevidsthed om, hvordan man får folk til at høre efter, med et mål om at formidle noget vigtigt. Det var i hvert fald ophavsmændenes hensigt, da de formulerede dem.

Note 1:

https://journalisten.dk/her-er-zetland-b-t-og-jvs-bud-pa-nye-nyhedskriterier/

https://journalisten.dk/gerd-maria-may-skrotter-de-klassiske-nyhedskriterier/

https://journalisten.dk/manden-bag-nyhedskriterierne-i-har-misforstaet-mig/

Note 2: Da jeg talte med den nu 83-årige Mogens Meilby i 2019, havde han været gennem et sygdomsforløb og sagde, at han ikke kunne huske detaljerne omkring nyhedskriteriernes tilblivelse, men han kunne godt huske den tid og sit virke som underviser. Derfor bygger detaljerne i kriteriernes forhistorie på egen research.

Litteraturliste:

Asmussen, Kaj og Meilby, Mogens (1976): ”Elementær dagbladsjournalistik” (kompendium), Danmarks Journalisthøjskole, Århus

Asmussen, Kaj og Meilby, Mogens (1977): ”Før deadline”, Danmarks Journalisthøjskole, Århus

Behrens, Thorkild (1971): ”Nyhedens ABC”, Årsskrift Danmarks Journalisthøjskole 1971

Fonn, Birgitte Kjos (2015): ”50 år med journalistutdanning”, Cappelen Damm, Norge

Galtung, Johan og Ruge, Mari Holmboe (1965): “The Structure of Foreign News”, Journal of Peace Research, nr. 1 p. 64‐91, 1965, Oslo

Gravengaard, Gitte (2010): ”Journalistik i praksis. Valg og fravalg af nyhedsideer”. Samfundslitteratur, Frederiksberg

Kabel, Lars, red. (2009): ”Nyheder i nutid”, Ajour, Århus

Meilby, Mogens (1989): ”Idé og Research”, Ajour, Danmarks Journalisthøjskole, Århus

Mencher, Melvin (1977): News Reporting and Writing”, Wm. C. Brown Compagny Publishers, US

Nordenstreng, Kaarle (1972): ”Policy for News Transmission”, Sociology and Mass Communication, Penguin Books, England s. 386–405. (Nordenstrengs paper was presented in the general assembly of the International Association for Mass Communication Research, Germany, 1970)

Schramm, Wilbur (1949): ”The Nature of News”, Journalism Quarterly p. 259–269

Søndergaard, Knud (1974): ”Arbejdspapirer til undervisningen i journalistik”, Danmarks Journalisthøjskole

Østgaard, Einar (1965): “Factors influencing the Flow of News”, Journal of Peace Research, nr. 1 p. 39‐63, 1965, Oslo

Østgaard, Einar (1967): Nyheter til salgs”, Aschehoug, Oslo

Supplerende litteratur:

Asmussen, Kaj (1972): “Massemediernes nyhedskriterier”, press nr. 3, 1972 og nr 1, 1973, Foreningen af Yngre Journalister.

Burås, Svein (1991): ”Pressen som polariseringsfaktor”, Volda, Norge

Cavling, Ole (1928): ”Journalistik”, Gyldendalske Boghandel, København

Haagerup, Ulrik (2012): ”En konstruktiv Nyhed”, Forlaget Ajour, Aarhus

Kramhøft, Peter (2000): ”Journalistik med omtanke”, Ajour, Århus

Schultz, Ida (2006): ”Bag nyhederne — værdier, idealer og praksis”, Samfundslitteratur, Frederiksberg

Lippmann, Walther (1922): ”Public Opinion”, Harcourth, Brace & Co., New York

Rich, Carole (1994): ”Workbook for Writing and Reporting News”, Wadsworth Inc, US

Rosling, Hans (2019): ”Factfullness” (dansk udgave), Lindhardt og Ringhof.

Togeby, Lise (2004): ”Mediernes magt og magten over medierne”. SNS Medieforum, Stockholm

Tuchman, Gaye (1978): ”Making News. A study in the Construction og Reality”. New York: The Free Press.

--

--

--

Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles online-tidsskrift med bidrag fra undervisere og forskere. Udkommet løbende siden oktober 2018. Målgruppen for tidsskriftet er DMJX’s egne undervisere, forskere og studerende — samt alle øvrige interesserede i medie- og undervisningsforhold.

Get the Medium app

A button that says 'Download on the App Store', and if clicked it will lead you to the iOS App store
A button that says 'Get it on, Google Play', and if clicked it will lead you to the Google Play store
DMJX

DMJX

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

More from Medium

#AlumoftheWeek — Catherine M. Gitau, AIMS AMMI ‘20

Exploring the Taxonomy of Skewed News

Wars are back. And they’re greater than ever

COVID-19 — B.1.640.2 Patch Notes, aka ‘IHU Variant’